Døde bymidter kan få mere liv med ordentlige cykelforhold
9.1.2024 10:12:27 CET | Cyklistforbundet | Pressemeddelelse
Cyklistforbundet har screenet 14 byer, som er med i et nyt lovforslag om at skabe mere liv i døde bymidter. Men ingen af de 14 forsøgsbyer har tilfredsstillende cykelforbindelser til hovedgaden. Det er en kæmpe del af problemet, mener Cyklistforbundet, der har to forslag til at forbedre forsøgsordningen markant.

Hvis man vil have liv i byerne, skal man have liv i cyklingen. Det mener Cyklistforbundet som en reaktion på et nyt lovforslag. Formålet med lovforslaget er at give 14 forsøgsbyer mulighed for at afprøve forskellige indsatser, som skal understøtte bylivet i bymidten.
Cyklistforbundet er meget enig i intentionen, men kritiserer forslaget for at overse cyklen som en mulighed for at undgå døde bymidter, som ikke bare de 14 forsøgsbyer men mange byer over hele landet kæmper med.
”De dårlige forhold for cyklister er med til at fastholde den døde bymidte i byerne. Modsat ville bedre forhold for cyklister hjælpe til at skabe liv i bymidten”, siger Emil Maj Christensen, der er byplanlægger og projektleder i Cyklistforbundet på et stort og flerårigt projekt om cykelvenlig byplanlægning.
Lovforslaget gælder blandt andet byer som Assens, Sakskøbing, Hornslet, Støvring, Rødekro og Odder. Cyklistforbundet har undersøgt forholdene i de 14 byer, og konklusionen er klar:
”Forholdene for cyklister er slet ikke gode nok i nogen af de 14 forsøgsbyer. Der er ingen tilfredsstillende cykelforbindelser til hovedgaden for cyklister. I alle tilfælde er der større veje, der leder til hovedgaden, men uden cykelsti. Og større genveje og stisystemer til hovedgaden for cyklister findes kun i begrænset omfang,” siger Emil Maj Christensen.
Han peger desuden på, at de 14 forsøgsbyer heller ikke har tilfredsstillende cykelparkeringsforhold i hovedgaden:
”Langt størstedelen af forsøgsbyerne har ikke cykelstativer i hovedgaden, og der er tale om meget få og ikke strategisk placerede cykelstativer i de bare fire byer, der har cykelstativer i hovedgaden. Det er bare ikke godt nok, hvis man vil noget med cykling – og vil noget med at undgå døde bymidter,” siger han.
Hverdagsindkøb foretages uden for bymidten
De døde bymidter skyldes blandt andet placeringen af hverdagsfunktioner såsom supermarkeder rundt om hovedgaderne i stedet for i hovedgaden — og i nogle tilfælde indkøbscentre helt uden for bymidten eller længere væk i større nabobyer.
”I 13 af de 14 forsøgsbyer er der placeret supermarkeder ude ved de større indfaldsveje og ringgader. Det øger antallet af dagligdagshandlende i bil, og det mindsker incitamentet til spontant at bevæge sig op og ned ad hovedgaden på cykel eller til fods og også foretage andre indkøb end dagligdags indkøb,” siger Emil Maj Christensen.
Blind prioritering af bilerne er en del af forklaringen på de døde bymidter, mener Emil Maj Christensen.
”En del af forsøgsbyernes trængsler skyldes, at kommunerne har prioriteret skævt og givet efter for supermarkedernes krav om at placere sig i rationelle nybyggerier med store synlige parkeringspladser på ringgader eller indfaldsveje; man har prioriteret bilistbehov højere end cyklister og fodgængere, og det er med til at skabe flere bilister og trække liv ud af bymidten,” siger han. Cyklistforbundet ser deltaget i forsøget som en oplagt mulighed for de 14 byer for at forbedre vilkårerne for cyklister.
Emil Maj Christensen peger desuden på, at problemet ikke kun findes i de 14 byer.
”De dårlige forhold for cyklister gælder en lang række danske byer, Så der er mange flere end de 14 udpegede forsøgsbyer,” siger han.
Cyklistforbundet har netop indsendt et høringssvar til forslaget og ønsker på baggrund af screeningen, at lovforslaget bliver ændret.
For det første skal kommunerne kunne overtage en strategisk placeret tom bygning og indrette denne til indendørs cykelparkering, evt. med tilknyttet (forpagtet) café.
For det andet bør staten oprette en ny pulje i tilknytning til lovforslaget, hvor kommunerne kan ansøge om at forbedre cykelforbindelserne til bymidten og cykelparkeringsforholdene i bymidterne.
Læs hele høringssvaret:
"Livløse bymidter kan styrkes med ordentlige cykelforhold"
...............
De 14 kommuner og byer er følgende:
Assens Kommune med Assens by, Faaborg-Midtfyn Kommune med Faaborg by, Billund Kommune med Grindsted by, Syddjurs Kommune med Hornslet by, Ikast-Brande kommune med Ikast by, Sønderborg Kommune med Nordborg by, Odsherred Kommune med Nykøbing Sjælland by, Odder Kommune med Odder by, Nordfyns Kommune med Otterup by, Aabenraa Kommune med Rødekro by, Bornholms Regionskommune med Rønne by, Guldborgsund Kommune med Sakskøbing by, Rebild Kommune med Støvring by og Kolding Kommune med Vamdrup by.
Kontakter
Jørgen SchlosserRedaktør og presseansvarlig
Tlf:27 52 43 25jsc@cyklistforbundet.dkBilleder

Links
Følg pressemeddelelser fra Cyklistforbundet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Cyklistforbundet
Over 100.000 børn klar til Alle Børn Cykler7.9.2026 06:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 100.000 skoleelever fra hele landet er tilmeldt årets Alle Børn Cykler, der starter i dag. Det er omkring hver sjette skoleelev i Danmark, det højeste deltagerantal siden 2019 og et vigtigt lyspunkt i en tid, hvor alt for få børn cykler til skole. (OBS: Kommunale tal og tilmeldte skoler i bunden.)
Lavere fart redder liv i København24.8.2026 08:19:13 CEST | Pressemeddelelse
Cyklistforbundet bakker helhjertet op om borgmester Line Barfods udspil om, at farten skal ned til 30 km/t i København.
Næsten fire ud af ti børn cykler stort set aldrig til skole10.8.2026 06:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny undersøgelse fra Cyklistforbundet viser, at det står sløjt til med cykling til skole. Omkring Fire ud af ti cykler ikke. Forbundet efterlyser en ny national cykelstrategi med særligt fokus på børn og trygge skoleveje.
Tour de Jylland krydser Storebælt4.8.2026 13:50:47 CEST | Pressemeddelelse
Det, der for østjyske Michael Dvinge begyndte som en personlig kamp tilbage til livet efter en alvorlig hjerneskade, er vokset til et fællesskab på tværs af handicap, alder og cykeltyper. Nu tager Tour de Jylland - cykelløbet, hvor alle kan køre med - et nyt skridt. For første gang går turen også gennem Sjælland
Herlev og Gentofte Hospital vinder Pedalkraft-Prisen 202623.6.2026 06:06:00 CEST | Pressemeddelelse
Herlev og Gentofte Hospital vinder Cyklistforbundets Pedalkraft-Pris. Den årlige pris går til en arbejdsplads, der har gjort en særlig indsats for at fremme cykling blandt sine medarbejdere. Noget, som kommer både ansatte, patienter og pårørende til gode.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum