Codan Forsikring

Pas på dyre frostskader

Del

I kølvandet på den kraftige blæst og de solide mængder nedbør er kulden nu kommet til landet, og frosten fortsætter langt ind i næste uge. Husk at gå huset igennem og forebyg frost- og fygeskader, før det er for sent.

Det kan koste dyrt, hvis ikke du forbereder dig på frostvejr.
Det kan koste dyrt, hvis ikke du forbereder dig på frostvejr. Foto: Codan

Kong Vinter har fået ordentligt fat i landet. Oven på de seneste dages hårde blæst og store mængder nedbør er kulde og minusgrader fulgt efter, og ifølge meteorologerne fortsætter den hårde frost langt ind i næste uge. Dermed er der risiko for frostskader på boligen, hvis ikke man forbereder sig ordentligt.

Det gælder ikke mindst fritidsboligen, som mange ikke er opmærksomme på i vinterperioden, men også helårsboliger kræver opmærksomhed.

Og regningen kan blive dyr, hvis man ikke tager sine behørige forholdsregler, understreger Henrik Bundgaard, der er koncerndirektør for Skade i Codan.

”Det er primært sommerhuse, der er udsat for frostskader, da vi ikke får tilset dem lige så ofte som helårshuse. Men hvis man ikke ved, hvad man skal være opmærksom på, kan helårshuse også sagtens stå for skud,” siger han.

Frostskader kan løbe op i store summer

Frostsprængte vandrør er den hyppigste frostskade hos forsikringsselskabet Codan, men andre dele af huset kan også tage skade. Eksempelvis kan ydervægge og udvendige belægninger beskadiges, og der kan opstå revner i sokkelpuds.

Codan oplyser, at omkostningerne forbundet med en typisk frostskade er beskedne, men hvis der er tale om et vand- eller varmerør, der sprænger indvendigt i boligen, kan skaderne sagtens komme til at koste flere hundrede tusinde kroner. I enkelte tilfælde, hvor skaden først opdages efter lang tid, er det endda ikke urealistisk med en totalskade og omkostninger på mere end 1 mio. kr.

”Vores kunder er heldigvis gode til at forebygge frostskader, men skulle der alligevel opstå en skade og gå lang tid før den opdages, kan det blive en rigtig dyr affære. Det er typisk ved sommerhuse, at vi ser skader, som vokser sig større og større i omfang og følgeskader, fordi skaden typisk er opstået i januar eller februar, men først opdages en gang i foråret,” siger Henrik Bundgaard.

Sprængte rør, der først opdages sent, kan for eksempel føre til opsvulmede gulve, udskiftning af møbler og skimmelsvamp op og ned ad væggene.

Husk tilsynspligten

Inden vejrudsigten melder om frostgrader, er det ifølge Henrik Bundgaard vigtigt at huske, at man som husejer har tilsynspligt med sin ejendom, og at manglende forberedelse af ejendommen på vinteren kan have konsekvenser for, hvorvidt forsikringen dækker eller ej.

”Hvis man som husejer bare lader stå til og undlader at forberede sin ejendom på de kolde måneder, risikerer man, at forsikringen ikke dækker ved evt. frostskader. For eksempel vil frostsprængte rør i boligen ikke være dækket, hvis bygningen ikke er tilstrækkelig opvarmet. Udvendige rør er ikke forsikret mod frost, så her gælder det om at lukke for vandet og tømme rørene,” siger han.

Pas på fygesne

De nuværende vejrforhold er også optimale i forhold til skader afstedkommet af fygesne, der kan trænge ind ad sprækker og kroge, og typisk finder vej ind på lofter, hvorfra sneen kan give store problemer i resten af huset, når den tør.

Derfor skal man besigtige tilgængelige loftrum og skunke, hvor der er mulighed for det. Hvis der konstateres fygesne, skal man hurtigst muligt få det fjernet for at sikre sig mod vandskade.

Gode råd til at undgå frostskader

1. Opvarm alle rum i huset og undgå sprængte vandrør
Det er vigtigt, at du opvarmer alle rum i huset. Temperaturen i rummene skal være over 14 grader, hvis du vil undgå frostskader på rørinstallationer. Vær særligt opmærksom på rør, der er tæt på dårligt isolerede ydervægge og lofter. Her er det vigtigt at sikre vandcirkulation i rørene men endnu bedre, hvis det er muligt, bør du isolere rørene eller installere en vandalarm.

2. Tøm og luk for vandet til udendørshaner
Sørg for, at der ikke er vand i udendørshanerne. Luk derefter for vandet. Du kan med fordel skifte til vandhaner, der kan tåle frost udenfor, men også her er det vigtigt at sikre, at spindlen bliver tømt. Specielt hvis der stadig er tilkoblet slange eller andet tilsvarende.

3. Hold cirkulationspumpen tændt
Cirkulationspumpen skal være tændt hele vinteren. Du må derfor ikke slukke for den hen over vinteren.

4. Hvis du har et fritidshus, så bør du få lukket for stophanen til vandinstallationen.

Kontakter

Om Codan Forsikring

Se Alm. Brand Groups nyhedsrum

Følg pressemeddelelser fra Codan Forsikring

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Codan Forsikring

Undgå skader: Træn op til skiferien - nu!16.1.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse

Hvis du vil undgå at blive en de mange danskere, der hvert år kommer til skade med knæ, skuldre, albuer og kraveben under skiferien, skal du i gang med træning i god tid. Med andre ord: Det er nu, du skal i gang. Sådan lyder opfordringen fra forsikringsselskabet Codan, hvis fageksperter her viderebringer en række gode træningsråd. Som en ekstra service for de rejselystne kunder, er rejseforsikringen udvidet med et pandemi-tillæg, ligesom det er muligt at tilgå online læge uanset, hvor i verden man rejser hen.

Den søde juletid er brandfarlig1.12.2023 09:35:50 CET | Pressemeddelelse

December byder traditionelt på flere end dobbelt så mange ildebrande i danske hjem end november, selv om tendensen de senere år er faldende, viser opgørelse fra Codan. Den øgede brug af alternative varmekilder som følge af energikrisen knækkede dog den positive kurve sidste år. Forsikringsselskabet opfordrer derfor til forsigtighed i omgangen med juledekorationer og levende lys i almindelighed – og bioethanol i særdeleshed.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye