Regionerne vil halvere hospitalernes CO2-udledninger inden 2035
5.1.2024 06:05:32 CET | Danske Regioner | Pressemeddelelse
Med en ny strategi vil regionerne halvere hospitalernes CO2-udledninger inden 2035 sammenlignet med 2022. Det gør en stor forskel for klimaet, da sundhedsvæsnet tegner sig for omkring 6 procent af Danmarks CO2-udledninger, hvoraf hospitalerne er den primære udleder.

Som COP28 har sat en fed streg under, udgør klimaforandringerne en alvorlig trussel mod jordens økosystemer, ligesom de medfører øget risiko for en lang række sygdomme. WHO vurderer, at klimaforandringerne er den største trussel mod den globale folkesundhed.
Med en ny fælles strategi lægger regionerne op til konkret handling i egne rækker og på flere fronter: De fem regioner vil sikre grønnere indkøb via partnerskaber og krav i udbud. De vil omlægge hospitalernes forbrug til flergangsudstyr og de vil undgå spild af alt fra medicin til mad. I forhold til energi vil de bl.a. omlægge til vedvarende energi.
Mads Duedahl: Svær, men nødvendig vej
Strategien medregner CO2-udledninger fra energi og transport, men også fra indkøb og forbrug af bl.a. lægemidler og medicinsk udstyr for 40 milliarder kroner om året. Inden 2035 vil regionerne halvere udledningerne sammenlignet med 2022 svarende til over 1,6 mio. ton CO2 om året.
”Regionerne vil gå forrest med den grønne omstilling af hospitalerne. Med udspillet går vi den svære, men nødvendige vej og regner indkøb og forbrug med. Vores mål er ambitiøst, fordi den grønne omstilling skal ske samtidig med, at flere danskere har brug for behandling i sundhedsvæsnet fremover – og ikke mindst mere specialiseret behandling,” siger Mads Duedahl, næstformand for Danske Regioner.
Regioner vil forbruge mindre - og langt mere cirkulært
Danske Regioners næstformand håber, at den nye strategi kan inspirere de øvrige aktører på sundhedsområdet – og meget gerne andre steder i samfundet.
”Det er helt afgørende, at hospitalerne forbruger mindre og langt mere cirkulært, når vi indkøber, anvender og bortskaffer udstyr til diagnosticering og behandling af patienter. Og det vel at mærke uden at på kompromis med hygiejne, behandlingskvalitet, patientsikkerhed eller forsyningshensyn.”
Alle fem regioner er ved at omstille til grønnere og mere bæredygtige hospitaler med egne klimaplaner og nu også et fælles mål med fokus på medarbejderinvolvering og udrul af løsninger med påvist klimaeffekt.
Fakta om ’En fællesregional strategi for grønne hospitaler’
Strategien blev vedtaget på Danske Regioners bestyrelsesmøde den 7. december 2023
- Marked. Regionerne vil rykke markedet i samarbejde med sine leverandører af fx medicinsk udstyr, tekstiler og lægemidler. Det kan bl.a. ske gennem partnerskaber og grønne krav i udbud.
- Forbrug. Regionerne vil omlægge deres forbrug og arbejdsgange på hospitalerne, så vi bl.a. udskifter engangsudstyr med flergangsudstyr og undgår spild af alt fra medicin og operationsudstyr til fødevarer. Her spiller medarbejderne en helt central rolle. For det er deres faglighed og engagement, der kan være med til drive den grønne omstilling.
- Energi. Regionerne arbejder på at udfase olie- og gasfyr til opvarmning. De arbejder på at implementere energieffektive løsninger til at nedbringe og omlægge deres energiforbrug til vedvarende energi, fx ved opsætning af solceller. Og så vil de nedbringe CO2-udledningerne fra transport, bl.a. ved at omstille fossildrevne køretøjer med eldrevne og forbedre den logistiske effektivitet.
Meget CO2 at vinde på indkøb for 40 mia. kr. om året
Størstedelen af CO2-udledningerne fra de regionale hospitaler og institutioner kommer fra de produkter og services, som regionerne køber af private leverandører. Regionerne indkøber og bruger over 150.000 forskellige produkter. Udledningerne sker i hele forsyningskæden og ikke kun i Danmark. De er derfor uden for regionernes direkte kontrol. Men potentialet er stort, og regionerne har en stor indkøbsmuskel med indkøb for ca. 40 mia. kr. om året, heraf 30 mia. kr. til landets hospitaler. Og den muskel kan blive større, når vi går sammen med andre nordiske og europæiske lande.
Kontakter
Anne Mette EhlersChefrådgiverDanske Regioner
Tlf:91167399Tlf:91167399ame@regioner.dkBilleder



Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner
Det Grønlandske Sundhedsvæsen og Danske Regioner indgår aftale om stafetordning til gavn for grønlandske patienter28.5.2026 12:01:57 CEST | Pressemeddelelse
Samarbejdet skal bidrage til mere stabil og kontinuerlig bemanding af stillinger i Det Grønlandske Sundhedsvæsen.
Patienter med kronisk håndeksem får adgang til ny medicin ved hjælp af forsøgsordning20.5.2026 15:03:41 CEST | Pressemeddelelse
Det kan ramme livskvaliteten og evnen til at arbejde at have svær kronisk håndeksem, men ny type medicin bliver nu tilgængelig med tilskud. Det sker efter, Amgros har indgået den første fortrolige prisaftale på apoteksmedicin. Aftalen udspringer af en tre-årig forsøgsordning, Danske Regioner har aftalt med regeringen.
Medicinrådet skal evalueres19.5.2026 09:59:15 CEST | Pressemeddelelse
Danske Regioners bestyrelse vil have evalueret Medicinrådet. Evalueringen skal ud fra fakta belyse rådets arbejde, og sammenligne med andre landes prioritering af lægemidler.
Danske Regioner fremtidssikrer Hjerteløberordningen og Hjertestarter-Netværket9.4.2026 06:39:10 CEST | Pressemeddelelse
Danske Regioner har besluttet at overtage driften af de to ordninger fra 1. januar 2028. Det får ikke nogen praktisk betydning for hjerteløberne eller ejere af hjertestartere registreret i netværket, men betyder, at ordningen overgår fra TrygFonden til regionerne.
Anders Kühnau på regionernes topmøde: Vi har vendt udviklingen i sundhedsvæsenet26.3.2026 10:29:51 CET | Pressemeddelelse
Sundhedsvæsenet står stærkt før sundhedsreformen. Ventetiderne er faldet, rekrutteringen er stærkt forbedret og de danske hospitaler er blandt de bedste i verden, siger Anders Kühnau i sin tale på regionernes politiske topmøde.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum