Nu bliver særlige medarbejdere sat ind for at beskytte virksomheder mod hackerangreb
Nyt storstilet projekt fra Industriens Fond skal uddanne, neurodivergente, kvinder med flygtninge- og migrantbaggrund, ledige akademikere og seniorer til at kunne håndtere cybersikkerheden i mindre virksomheder.

Kombinationen af mangel på arbejdskraft indenfor it-sikkerhed og en støt stigende trussel fra it-kriminelle er en giftig cocktail for særligt små og mellemstore virksomheder, der ofte må gå forgæves i jagten på medarbejdere med de rette kompetencer til at styrke cybersikkerheden.
Det er baggrunden for et nyt storstilet projekt, hvor en række virksomheder og organisationer er gået sammen for at afhjælpe det store udækkede behov for medarbejdere, der kan håndtere it-sikkerhed. Projektet, der er støttet med 14 millioner kroner fra Industriens Fond, sigter i første omgang på at træne og opkvalificere 370 borgere i relevante cybersikkerhedskompetencer for at hjælpe mindre virksomheder med at identificere og bekæmpe cybertrusler og beskytte deres aktiver og omdømme.
-Virksomhederne skriger på kvalificeret arbejdskraft indenfor cybersikkerhed, og særligt de små og mellemstore virksomheder har store udfordringer med at etablere et fornuftigt niveau af it-sikkerhed. Samtidig er netop de virksomheder i stigende grad i søgelyset hos it-kriminelle. Det problem skal vi have løst, og med dette initiativ tager vi et stort skridt i den rigtige retning, siger leder af Industriens Fonds Cyberprogram, Malene Stidsen.
Uden en markant indsats for at sikre virksomhederne adgang til medarbejdere med de rette kompetencer stiger risikoen for, at ondsindede hackere skaffer sig adgang til virksomhedens it-systemer og stjæler forretningshemmeligheder eller påfører uoprettelige skader, som kan have voldsomme økonomiske konsekvenser og i værste fald føre til konkurs. Samtidig bliver mange virksomheder mødt af forhøjede krav fra myndighederne om at leve op til nye standarder for it-sikkerhed som eksempelvis NIS2-direktivet.
Deltagerne hentes fra fire forskellige målgrupper, hvor af de tre første befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet: kvinder med flygtninge- og migrantbaggrund, neurodivergente og ledige akademikere. Dertil kommer seniorer og it-medarbejdere, der i forvejen arbejder i små eller mellemstore virksomheder (SMV) og skal fungere som mentorer på tværs af de andre målgrupper efter endt uddannelsesforløb.
Det er Ingeniørforeningen IDA, der står i spidsen for det overordnede projekt, mens hvert af de fire spor føres an af henholdsvis Aarhus Universitet (ledige akademikere), Specialisterne (neurodivergente), ReDi (kvinder med flygtninge- og migrantbaggrund) og IDA (seniorer og it-ansatte i SMV).
-Målet er at bidrage til at løse manglen på cyberkompetencer i danske SMV'er ved at etablere nye metoder til at træne specifikke grupper på kanten af arbejdsmarkedet og implementere det direkte i virksomhederne. Samtidig med, at vi styrker virksomhedernes evne til at håndtere cybertrusler, fremmer vi derved en mere inkluderende og bæredygtig arbejdsstyrke i Danmark, siger Laura Klitgaard, der er formand for IDA.
Ifølge Erhvervsstyrelsen havde 35 procent af danske SMV’er sidste år et utilstrækkeligt digitalt sikkerhedsniveau i forhold til deres risikoprofil. Samtidig har Danmark en meget lav ledighed blandt ingeniører, it-specialister og cybersikkerhedseksperter.
Det nye projekt, som er døbt ”Fast track til kompetencer i cybersikkerhed”, fokuserer både på overordnede og mere specifikke cybersikkerhedskompetencer, herunder at opbygge en cybersikkerhedskultur i virksomhederne, sikre compliance til NIS2 og håndtere risikostyring.
Konkret vil deltagerne i løbet af to-syv måneder opnå en markant styrkelse af deres kompetencer, så de kan løfte niveauet af cybersikkerhed på deres eksisterende arbejdsplads eller blive ansat i en stilling med cybersikkerhedskompetencer som bonus. Hver målgruppe har sit eget spor, der sikrer gruppens specifikke behov for opkvalificering og match med en relevant virksomhed.
Læs mere om det nye projekt her:
Fast Track til kompetencer i cybersikkerhed | IDA
Og for yderligere info kontakt:
Sofie Rasmussen, Head of Fast Track, IDA, telefon 21 48 37 78 sora@ida.dk
eller
Anders Brandtoft, Presse-og kommunikationschef i Industriens Fond, telefon 31 12 27 43 ab@industriensfond.dk
Til projektet er tilknyttet et Advisory Board bestående af repræsentanter fra: Forsvarets Efterretningstjeneste, Industriens Fonds Cybersikkerhedsprogram, IDA, Firebrand Training, Specialisterne, IT-Branchen, Happy42, Århus Universitet, ReDi, SANS Institute, Novo Nordisk, Danske Bank og Dansk Erhverv.
Kontakter
Anders BrandtoftPresse- og kommunikationschef
Tlf:31 12 27 43ab@industriensfond.dkIndustriens Fond
Industriens Fond er en privat uafhængig fond, som arbejder på at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne.
Følg pressemeddelelser fra Industriens Fond
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Industriens Fond
Nyt projekt sætter ecodesign og produktdata på SMV’ernes dagsorden9.5.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danske virksomheder får nu mulighed for at styrke deres kompetencer og innovationskraft i takt med EU’s nye krav til ecodesign og digitale produktpas.
Nyt millionprojekt reducerer madspild og giver restprodukter større værdi8.5.2025 07:58:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks fødevareindustri genererer årligt 385.000 tons madspild. Nu skal et nyt projekt til 13 millioner kroner hjælpe virksomheder med at udnytte deres sidestrømme fra fødevareproduktionen mere effektivt og dermed nedbringe madspildet.
Ny undersøgelse: Social bæredygtighed er en nødvendighed for mange yngre medarbejdere10.4.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Diversitet og inklusion er i høj kurs blandt unge på det danske arbejdsmarked, viser ny undersøgelse fra Tænketanken EQUALIS og Industriens Fond. Et faktum, der stiller krav til arbejdsgiverne, hvis de vil rekruttere og fastholde unge talenter, siger adm. direktør i EQUALIS, Gine Maltha Kampmann.
Nyt værktøj skal hjælpe virksomheder i gang med takeback-løsninger3.4.2025 09:50:39 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks produktionsklynge MADE og Industriens Fond sætter nu gang i udviklingen af værktøjet ’Takeback strategier’, som skal hjælpe virksomheder med at tage brugte produkter retur for at reparere og genanvende dem. Startskuddet lyder 26. maj, hvor MADE inviterer til læringsdag om cirkulær produktion.
Nu skal rustfrit stål ikke gensmeltes – men genbruges direkte fra skrotbunken27.3.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Alt for mange danske produktionsvirksomheder omsmelter rustfrit stål i udlandet. Det vil nyt projekt ændre på, så rustfrit stål i højere grad genbruges. Virksomheder som blandt andre Grundfos skal være med til at bane vejen for et gennembrud ved at udvikle nye metoder og konkrete råd til at overkomme de største barrierer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum