Borgmesterens nytårshilsen

Del

Borgmester Steffen Jensen ser tilbage på året, der gik.

2023 har været et begivenhedsrigt år på godt og ondt.

Det er året, hvor Classens Dige er blevet forstærket, så Frederiksværk er sikret mod fremtidens stormfloder. Mølledammen er blevet forskønnet, og der er gennemført et uddannelsesløft i vores dagtilbud, så endnu flere medarbejdere nu har en pædagogisk uddannelse. Ligesom vores ældre kan glæde sig over, at flere seniorboliger er på vej i Hundested, og vi kan se frem til mere grøn energi i form af væsentlig flere ladestandere rundt om i kommunen.

Halsnæs er i bevægelse. 

Men vi lever også i en verden, hvor alt er i konstant bevægelse. Og det kan ikke undgås, at vi med tiden møder udfordringer eller modstand undervejs. Det er et livsvilkår, som vi skal lære at navigere i.

Derfor er det også vigtigt, at vi af og til stopper op og mærker efter.

Sygdom, ledighed eller andre uforudsete begivenheder kan nemlig true vores stabilitet. Bedst som vi tror, at alt kører på skinner, kan fundamentet blive revet væk under os.

I det forgangne år har jeg personligt oplevet, hvordan livet pludselig kan tage en uventet drejning. En dag først i oktober på vej mod arbejde måtte jeg konstatere, at min krop sagde fra. Den ville ikke, som jeg ville som følge af en overbelastningsreaktion.

I de øjeblikke, hvor vi bliver ramt af en personlig krise, er det alfa omega at blive mødt af udstrakte hænder og fællesskabets støtte.

I den forbindelse vil jeg først og fremmest gerne takke familie og andre nære personer. Jeg vil også gerne takke 1. viceborgmesteren for at træde til i mit fravær og byrådet for at udvise forståelse for situationen. Det er netop et eksempel på det sammenhold og den fællesskabsånd, der kendetegner Halsnæs.

Efter en hård første måned er det heldigvis gået fremad. På det seneste så meget, at jeg forventer at være tilbage på fuld tid efter nytår. Hvor jeg aldrig ville undvære de mange glæder og udfordringer, der følger af at være borgmester, har jeg dog samtidig lært, at man midt i alt det spændende også skal huske at passe på sig selv.

Et Halsnæs i bevægelse

Igen i år står vi som samlet byråd bag det kommende års budget.  Et budget som afspejler den fælles vision, vi sidste år vedtog, som skal sikre udviklingen af Halsnæs i årene frem. Blandt andet gennem investering i en bosætningsindsats, der skal tiltrække flere borgere og sikre skattegrundlaget. Det er afgørende for, at vi fortsat kan levere en god service til borgerne.

Flere indbyggere skaber naturligt et behov for flere boliger. Både gennem byfortætning, men også ved at tage nye områder i brug. I foråret 2024 vil en ny bosætningsstrategi være klar, som sætter retningen for byudviklingen rundt om i Halsnæs.

Ambitionen er, at Halsnæs skal være et endnu mere attraktivt sted at leve både for os som allerede bor her og for potentielle tilflyttere.

Plads til energi?

Spørgsmålet om eventuelle energiparker i Halsnæs har fyldt meget på det seneste. Og jeg forstår til fulde, de bekymringer mange af jer har. Derfor vil jeg også gerne understrege følgende. Der er ikke truffet beslutning om energiparker i Halsnæs, og der bliver ikke truffet beslutning om det før end, der er lavet grundige analyser, og borgerne er blevet inddraget. Jeg kan dog med sikkerhed sige, at vi ikke kommer i nærheden af de arealstørrelser, der har været fremme i medierne. Mit eget udgangspunkt er, at vi starter med 0 hektar, og herfra skal analyser vise, om det giver mening at udpege mindre arealer. Jeg forbeholder mig dog retten til at være skeptisk.

Uanfægtet energiparker, sygdom og udfordringer, så går vi om lidt ind i 2024 med fornyet energi. Jeg ser sammen med resten af byrådet frem til et nyt år med nye spændende projekter i pipelinen, og ikke mindst til igen at kunne varetage Halsnæs interesser på fuld tid.

Lad os sammen se frem mod et år med udvikling, samarbejde og fællesskab.

Godt nytår.

Venlig hilsen

Borgmester Steffen Jensen

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Halsnæs Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Halsnæs Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye