Sikkerhedsstyrelsen

Hver fjerde tilskadekomne sidste nytår var under 15 år

Del

En fjerdedel af de tilskadekomne ved det seneste nytår 2022/2023 kom til skade med fyrværkeri, selvom de ikke selv måtte købe det. Børn i alderen 0-14 år udgør en betydelig del af skadestallene, og det får Sikkerhedsstyrelsen til at råbe op om fyrværkerisikkerheden.

Hånd i forbinding.
Hånd i forbinding.

Børn under 15 år må slet ikke købe nogen former for fyrværkeri – heller ikke stjernekastere eller knaldperler. Alligevel var 47 ud af de i alt 192 tilskadekomne sidste nytårsaften børn i alderen 0-14 år, hvilket svarer til hvert fjerde fyrværkerioffer ifølge Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital, der opgør fyrværkeriskader fra alle danske sygehuse.

- Det er en stor andel af de tilskadekomne, der udgøres af børn under 15 år. Som forældre har vi en pligt til at lære vores børn, hvordan de skal håndtere fyrværkeri på en forsvarlig måde – præcis som vi lærer dem at færdes sikkert i trafikken og for eksempel se sig for, inden de skal krydse en vej. Men det kræver, at vi påtager os ansvaret og får lært børnene om blandt andet de fem fyrværkeriråd, siger Kirsten Wilbour Dam Christiansen, vicedirektør i Sikkerhedsstyrelsen.

En YouGov-undersøgelse, som blev gennemført for Sikkerhedsstyrelsen lige efter nytårsaften 2021/2022 viste, at selv børn helt ned til seks år får lov til at fyre batterier og raketter af. Af undersøgelsen fremgår det også, at 13 procent af forældrene med børn i alderen 6-18 år oplyser, at de har børn, der selv har tændt et batteri, da barnet var i alderen 6-8 år. Syv procent af forældrene har børn, der selv har affyret en raket, da barnet var 6-8 år.

At mindre børn får lov at skyde fyrværkeri af afspejler sig i skadestallene fra landets sygehuse. Ved det seneste nytår 2022/2023 udgjorde børn under 15 år aldersgruppen med flest tilskadekomne antændere. Af de tilskadekomne børn mellem 0-14 år havde to tredjedele selv antændt fyrværkeriet, som de kom til skade med. Særligt 11-14-årige kom til skade med fyrværkeri, som de selv havde antændt.

- Fyrværkeri er festligt, men det er ikke legetøj. Batterier og raketter er altså ikke for små børn. Det er krudt, der kan eksplodere. Så det er vigtigt, at man kan overskue konsekvenserne af at tænde lunten. For det kan jo gå grueligt galt, hvis man gør noget forkert. Den beregning af konsekvenser kan børn næppe lave på egen hånd. Derfor er det altafgørende, at børn ikke får lov til selv at håndtere fyrværkeri, før de har helt styr på sikkerheden, siger Kirsten Wilbour Dam Christiansen.

Har du brug for inspiration til, hvordan du kan gå i dialog med dine børn om fyrværkerisikkerhed og de fem fyrværkeriråd, stiller Sikkerhedsstyrelsen i år et gratis samtale-kit til rådighed. Du kan hente samtale-kittet på www.kaboomforsikring.dk/samtalekit

Fakta om børn i skadesstatistikkerne

  • 192 personer kom til skade med fyrværkeri ved det seneste nytår 2022/2023* – heraf var 36 alvorligt** tilskadekomne.
  • Sidste nytår kom 47 børn i alderen 0-14 år til skade* med fyrværkeri. 66 % af dem havde selv antændt fyrværkeriet. Det gjorde dem til den aldersgruppe med flest tilskadekomne antændere ved nytåret 2022/23.
  • Af de 47 tilskadekomne børn i alderen 0-14 år seneste nytår havde knap halvdelen (49 %) ikke beskyttelsesbriller på.
  • Ved det seneste nytår 2022/23 havde en tredjedel af de tilskadekomne børn under 10 år selv antændt, mens det var betydeligt flere blandt de 11-14-årige (84 %).
  • Børn og unge op til 25 år udgør tilsammen 64 % af de tilskadekomne.

* Registrerede skader efter brug af fyrværkeri, som har medført akut sygehuskontakt.
** Med alvorlige skader menes der tilskadekomne, som indlægges direkte, overføres til andet sygehus eller kræver akut vurdering hos øjenlæge.
Alle tal stammer fra Ulykkes Analyse Gruppen (UAG) ved ortopædkirurgisk afd. Odense Universitetshospital, som hvert år opgør tal fra Danmarks skadestuer om skader efter fyrværkeri. Oplysningerne vedrører de to døgn den 31. december og 1. januar.

De fem udvidede fyrværkeriråd

  1. Brug altid beskyttelsesbriller. Også selvom du ’kun’ er tilskuer.
  2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri. Fyrværkeri opfører sig ikke altid efter hensigten, og der er ingen kvalitetskontrol på fyrværkeri, der ikke er godkendt.
  3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden. Følg altid brugsanvisningen om sikkerhedsafstand.
  4. Hold sikkerhedsafstanden, og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.
  5. Gå aldrig tilbage til en fuser. Fusere er utilregnelige og skal fjernes med skovl og spand.

Nøgleord

Links

Kontakt Sikkerhedsstyrelsen

Pressetelefonen: 22 38 44 51
presse@sik.dk

Følg pressemeddelelser fra Sikkerhedsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Sikkerhedsstyrelsen

Et billigt køb på nettet kan blive dyrt for din sikkerhed19.11.2024 12:59:49 CET | Pressemeddelelse

Vi møder dagligt masser af tilbud og attraktive rabatter, når vi handler online. Særligt på de store online-markedspladser, der i stigende grad dominerer markedet og hvor man kan købe næsten hvad som helst. Men samtidig kan der følge risici og problemer med, hvis fabrikanten ikke har haft styr på produktsikkerhedsreglerne under fremstillingen. Derfor sætter Sikkerhedsstyrelsen nu gang i en kampagne, der skal få forbrugere til i højere grad at overveje sikkerheden, før de køber.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye