Aarhus Universitetshospital

Tuberkulose truer sundheden i Ukraine

Del

I samarbejde med ukrainske læger og forskere har læger fra Aarhus Universitetshospital kortlagt Ukraines udfordringer med behandling af resistent tuberkulose, som koster 20% af de smittede livet trods pågående behandling.

Videomøde mellem ukrainske og danske læger.
Videomøde mellem ukrainske og danske læger. Aarhus Universitetshospital

Med 1,3 millioner dødsfald alene i 2022 er tuberkulose den mest dødelige infektionssygdom i verden.

Ukraine har en af de højeste forekomster af sygdommen på det europæiske kontinent og på verdensplan en af de højeste forekomster af resistent tuberkulose.

WHO estimerer i deres seneste rapport, at i alt 36.000 ukrainere fik tuberkulose i 2022. Heraf havde 12.000 multiresistent tuberkulose, som er notorisk svært at behandle og traditionelt kræver 18-24 måneders omfattende behandling med mere end 14.000 piller og 200 injektioner.

Med data fra knap 2.000 ukrainske patienter med resistent tuberkulose i årene 2020 og 2021 har læge og ph.d.-studerende ved AUH Infektionssygdomme Victor Næstholt Dahl og forskningsårsstuderende ved AUH Lungesygdomme Ole Skouvig Pedersen arbejdet sammen med ukrainske kolleger om at kortlægge udfordringer ved behandling af resistent tuberkulose i Ukraine.

Forskningssamarbejdet er blevet til en artikel i Clinical Microbiology and Infection, og om baggrunden for deres undersøgelser og de resultater, de er nået frem til, siger Victor Næstholt Dahl:

-  I samarbejdet med ukrainerne har vi undersøgt behandlingen og behandlingsresultatet, samt risikofaktorer for dårligt behandlingsresultat og derved fået kortlagt den aktuelle situation i forhold til behandling af resistent tuberkulose i landet. Vi ved nu, hvor godt behandlingen fungerer i Ukraine og dette kan bruges fremadrettet som kvalitetskontrol under og efter krigen samt ved udbredelse af nye lovende behandlinger.

-Desuden giver undersøgelsen ukrainske læger mulighed for bedre at kunne identificere patienter, som kræver ekstra opmærksomhed pga. større risiko for dårligt behandlingsudfald.

- Hovedkonklusionen er, at det går bedre med behandlingen af resistent tuberkulose i Ukraine i forhold til tidligere, men at det stadig langt fra går godt nok - resistent tuberkulose truer stadigvæk sundheden i Ukraine.

20% af de smittede dør
Der findes forskellige former for resistent tuberkulose, og i deres forskning har gruppen af ukrainske og danske læger vist, at der er stor forskel på, hvordan de ukrainske patienter klarer sig, alt efter hvilken form for resistent tuberkulose, de er smittet med.

- I vores undersøgelse kan vi se, at 65% af patienter med multiresistent tuberkulose klarer sig godt under behandling, mens dette tal kun er 49% for patienter med ekstensivt resistent tuberkulose. For de resterende procenter af patienterne kan tuberkulosebakterien ikke udryddes, patienterne dukker ikke op til opfølgning og videre behandling eller dør.

- Hele 20% af patienterne dør under behandling blandt alle formerne af resistent tuberkulose.

Fokus på den enkelte patients udfordringer
Forskningen tegner også et billede af, at udfordringerne med resistent tuberkulose i Ukraine er bestemt af geografi og den enkelte patients livsomstændigheder.

- Vi har samtidigt fået bevist, at der er geografiske forskelle i, hvor godt det går med behandlingen og at særligt tuberkulosehåndteringen i én ukrainsk region har været hårdt ramt af COVID-19.

- Og så har vi dokumenteret en række risikofaktorer for dårligt behandlingsresultat, hvor de stærkeste er at have ekstensivt resistent tuberkulose, lavt protein i blodet, psykiatrisk sygdom, høj alder og alkoholmisbrug. I kombinationen med andre risikofaktorer som hjemløshed, stofmisbrug og tidligere fængsling.

- Derved understreger studiet vigtigheden af en patientcentreret behandling med fokus på den enkelte patients udfordringer.

HIV og krigens indflydelse på tuberkulosebehandlingen
Samarbejdet mellem Aarhus Universitetshospital og de ukrainske læger og forskere fortsætter, og næste projekt handler om, hvorvidt røntgenundersøgelser er sammenlignelige hos patienter, som har resistent og ikke-resistent tuberkulose.

Derudover kigger forskerne på, hvor stor betydning samtidig HIV-infektion har for dødeligheden blandt patienter med resistent tuberkulose, da HIV forekommer hos op til 20% af patienterne.

Fremadrettet håber forskerne også at kunne kigge på, hvordan de nye behandlingsmuligheder og krigen i Ukraine, påvirker tuberkulosebehandlingen i landet.

Nøgleord

Kontakter

Victor Næstholt Dahl, Læge og ph.d.-studerende ved AUH Infektionssygdomme

Email: VICMAT@rm.dk
Tlf.: 60 24 46 34

Aarhus Universitetshospital

Aarhus Universitetshospital er et komplet hospital på højeste internationale niveau med alle lægefaglige specialer samlet under ét tag.

Aarhus Universitetshospital ledes af en hospitalsledelse på 4 personer, som består af en hospitalsdirektør, en lægefaglig direktør og en sygeplejefaglig direktør.  

Aarhus Universitetshospital har hvad der svarer til ca. 9.700 fuldtidsstillinger.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye