Næstved Bibliotek og Borgerservice

Brød, Bog og Bio i Næstved

Del

Mandag den 29. januar fra kl. 17.00-ca. 21.00 inviterer Nordisk Film Biografer Næstved og Næstved Bibliotek til en spændende kulturel aften i biografen på Fabriksvej 1 i Næstved. Vi starter med at høre om bogen ”Farven lilla” skrevet af Alice Walker over en kop kaffe/te, før vi ser filmen af samme navn. Bagefter spiser vi en let aftensmad, mens vi taler om filmen.

"Farven lilla" er en filmatisering af Broadway-musicalen baseret på Alice Walkers litterære klassiker af samme navn fra 1982.
"Farven lilla" er en filmatisering af Broadway-musicalen baseret på Alice Walkers litterære klassiker af samme navn fra 1982. Nordisk Film

”Brød, Bog og Bio”, som startede i foråret 2019 i Næstved, er et samarbejde mellem Næstved Bibliotek og Nordisk Film Biograf. Denne gang skal vi se filmen ”Farven lilla”. På rollelisten ses Fantasia Barrino (Celie), Taraji P. Henson (Shug Avery), Danielle Brokks (Sofia), Colman Domingo (Mister), Corey Hawkins (Harpo) og mange flere.

Kampen for et bedre liv

”Farven lilla" er Alice Walkers mesterværk, som hun vandt en Pulitzer Prize og National Book Award for i 1982. Romanen foregår i 1930‘ernes Georgia i USA, hvor afroamerikanske kvinders rettigheder var nærmest ikkeeksisterende, og de forventedes at finde sig i hvad som helst.

De to søstre Celie og Nettie vokser op med en voldelig far. Da Celie bliver tvunget ind i et ægteskab med en grov og brutal mand, bliver de ellers uadskillelige søstre adskilt. Gennem tyve år deler de i deres breve håb, sorger og deres uendelige kærlighed til hinanden. ”Farven lilla” var banebrydende, da den udkom 1982. Den brød tabuet omkring seksuelt misbrug i hjemmet og berettede om kvinders liv med smerte og kamp, sammenhold, modstandskraft og tapperhed. Alice Walker fortæller om dem, der lod sig kue, og dem, der tog kampen op for at få et bedre liv.

En ny og modig version

Filmen ”Farven lilla” er en filmatisering af Broadway-musicalen baseret på Alice Walkers litterære klassiker af samme navn fra 1982. Mesterinstruktøren Steven Spielberg stod bag den tidligere filmatisering ”The Color Purple” fra 1985, der i 1986 blev nomineret til 11 Oscars. Og han står også bag produktionen af den nye film sammen med Oprah Winfrey, Scott Sanders og Quincy Jones.

Det er den ekstraordinære historie om tre kvinder, der deler et ubrydeligt bånd. ”Farven lilla” er en skelsættende historie om at finde sin egen stemme. Filmen er instrueret af Blitz Bazawule, som senest har instrueret Beyoncés visuelle album ”Black is King”. Filmen er blevet kaldt en ny og modig version af den elskede klassiker ”Farven lilla”. Som Oprah Winfrey siger: “This movie is not your mama’s “Color Purple” – but your mama will love it, too!”

Den prisvindende danske filmfotograf Dan Laustsen, som har fotograferet de meget smukke billeder i filmen, har arbejdet i Hollywood i mange år. Filmen har premiere den 18. januar 2024.

Biblioteket bestiller bogen hjem i god tid. Den kan afhentes og lånes på Næstved Bibliotek ved voksen-punktet fra mandag den 8. januar.

Aftenens program i biografen:

Fra kl. 17.00-17.15 – velkomst – oplæg om bogen bag filmen over en kop kaffe/te og en småkage.

Fra kl. 17.30-ca. 19.30 - vi ser filmen ”Farven lilla”

Fra kl. 19.40-ca. 21.00 vi spiser, mens vi taler om filmen og bogen.

Menu: En let aftensmad

Drikkevarer: der er kildevand på bordene. Ekstra drikkevarer kan købes. 

Samlet pris for kaffe, spisning og biograf: 225 kr. Prisen er baseret på tilmelding før arrangementet. Billetter købt over nettet kan vises via tilsendt mail eller billet i NFB’s app.

Billetter købes på: https://www.nfbio.dk/event/broed-bog-bio-i-naestved-farven-lilla

Vedr. billeder: Hermed gives tilladelse til at bruge vedhæftede billeder redaktionelt.

Kontakter

Billeder

Næstved Bibliotek og Borgerservice

- består af Næstved Bibliotek, Fensmark Bibliotek, Fuglebjerg Bibliotek, Glumsø Bibliotek og Korskilde Bibliotek. Sammen driver vi et moderne biblioteks- og borgerservicetilbud for alle borgere i Næstved Kommune med det erklærede formål, at borgerne opnår indsigt og udsyn til at navigere i eget liv.

Følg pressemeddelelser fra Næstved Bibliotek og Borgerservice

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Næstved Bibliotek og Borgerservice

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye