Københavnske borgmestre vil have lokalt forankrede julemarkeder
18.12.2023 09:18:04 CET | Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen | Pressemeddelelse
Julemarkeder i København skal i højere grad afspejle byen og være med deltagelse af københavnske producenter og lokale aktører. Sådan lyder det fra teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL), kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R) og beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V). De har derfor inviteret alt fra socialøkonomiske virksomheder, kunsthåndværkermarkeder og lokale aktører til juleworkshop om fremtidens julemarkeder og juleaktiviteter i byen.
De københavnske julemarkeder skal være mere lokale og mindre ensartede, hvis det står til tre københavnske borgmestre.
De har derfor inviteret socialøkonomiske virksomheder, lokaludvalg, erhvervsliv, kulturhuse, væresteder, nuværende arrangører af julemarkeder og museer til en workshop den 10. januar.
Formålet er at blive klogere på, hvordan Københavns Kommune kan understøtte lokalt forankrede julemarkeder i flere af Københavns bydele.
Workshoppen skal også hjælpe med at forbinde deltagerne, så de får nemmere ved sammen at stable mere lokale julemarkeder på benene.
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) håber, at workshoppen vil hjælpe med at forbinde lokale kræfter, så der kan komme et solidt alternativ til de standardiserede julemarkeder.
”Mange københavnere er helt forståeligt dødtrætte af mange af de julemarkeder, der er i byen i dag. De har meget lidt at gøre med København. Metervarejulemarkederne har en volumen, der er svær at hamle op med for en kunsthåndværker, der ikke kan rive en måned ud af kalenderen for at passe en stand på et julemarked. Derfor har jeg taget initiativ til en workshop, hvor jeg håber, at vi kan blive klogere på, hvordan vi kan understøtte, at der kommer mere lokalt forankrede julemarkeder,” siger hun.
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) ser frem til at få input fra lokale aktører:
”De københavnske julemarkeder er alt for generiske og fyldt med overpriced bratwurst og fudge. Jeg synes, vi har en forpligtigelse til at sikre, at julemarkederne har en københavnerånd med bæredygtighed og kvalitet. Hvor man kan købe – eller måske kreere – sine julegaver. Jeg glæder mig derfor til workshoppen og til de mange inputs fra lokale aktører. Det kan forhåbentligt være med til at sikre, at vi i fremtiden ser julemarkeder, der bærer præg af den københavnske kultur og juletradition. Og som er medvirkende til, at både turister og byens borgere har lyst til at bruge en eftermiddag på et københavnsk julemarked,” lyder det fra kultur- og fritidsborgmesteren.
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) siger, at julemarkederne bør have mere fokus på den danske jul:
”Julemarkeder af høj kvalitet i København kommer ikke af sig selv. Vi skal have større ambitioner end tilfældet er i dag, så også københavnerne får lyst til at tage deres familier med til julemarked. Julemarkederne bør have meget mere fokus på den danske jul og bør fremme københavnsk kunsthåndværk og danske fødevarer fremfor slatne churros, tynd glühwein og bratwurst af tvivlsom herkomst,” siger Jens-Kristian Lütken.
Fakta
Brug af offentligt vejareal til f.eks. julemarkeder kræver godkendelse af vejmyndigheden i Københavns Kommune. Her vurderer forvaltningen ansøgningen ud fra en række saglige og praktiske forhold, som sikkerhed, fremkommelighed og renhold.
Forvaltningen kan i en arrangementstilladelse ikke stille et specifikt vilkår om, at der eksempelvis skal være lokalproducerede varer på et julemarked, for det falder uden for vejlovens rammer.
Kontakter
Teknik- og Miljøforvaltningens presseteam på 23278090
Kultur- og Fritidsforvaltningens presseteam via pressechef Anders Reinholdt Jonssen på 23448363
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens presseteam via pressekonsulent Thor Stefansson Hiis på 21565524
Teknik- og Miljøforvaltningens pressevagt
Tlf:23278090presse@tmf.kk.dkFølg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Københavns Kommune vil lukke magasinet AffaldKBH28.4.2026 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Kommune vil nu stoppe med at producere og uddele det fysiske magasin AffaldKBH til byens husstande. Beslutningen blev truffet i går på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets møde og kommer som følge af markant stigende distributionsomkostninger.
Nu starter byrumsforsøget på Vesterbro Passage14.4.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra 1. maj 2026 lukkes Vesterbro Passage for biltrafik. Det skal give plads til et byrumsforsøg, der undersøger, hvordan området kan fungere med mindre trafik – og mere plads til mennesker og ophold. Strækningen vil være lukket for biltrafik indtil december.
Flere og hurtigere lademuligheder på vej til københavnske elbilister23.3.2026 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nu kan københavnske elbilejere se frem til flere lademuligheder i byen. Samtidig kan det også gå endnu hurtigere at få strøm på bilen. Københavns Kommune har netop afsluttet udbuddet af lynladere på fire forskellige lokationer. I alt er der mulig for op mod 32 lynladepunkter. Samtidig er der også flere normalladere på vej i byen.
Nye tal på byggesagsområdet: Sagsbehandlingstider i København godt på vej i mål6.3.2026 12:01:51 CET | Pressemeddelelse
KL har netop udsendt årets tal på byggesagsområdet, der viser, om København overholder de aftalte sagsbehandlingstider mellem kommuner og stat. Borgmester glæder sig over udviklingen og retter nu fokus på at få lokalplanerne til at følge trop på den positive udvikling.
København og Frederiksberg kommuner: Glædeligt med ny håndsrækning til skybrudssikring23.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Regeringen har netop sendt et nyt lovforslag i høring, der gør det muligt for kommuner og forsyningsselskaber at færdiggøre flere klimatilpasningsprojekter, som allerede er planlagt. Projekterne skal beskytte byer og borgere mod ødelæggende oversvømmelser, når kraftige regnskyl og skybrud rammer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum