Nyt landsdækkende ålegræsprojekt skal forbedre det danske havmiljø
Nu får flere danskere mulighed for at involvere sig i vores havmiljø. Det Store Danske Ålegræsinitiativ er en ny 3-årig indsats, som tager afsæt i en stor ålegræsdag, hvor danskere kan plante ålegræs i havet. Tænketanken Hav leder projektet sammen med bl.a. SDU, og har modtaget 8.8 mio. kr. hertil i støtte af Nordea-fonden.
Efter et efterår med historisk iltsvind i de danske fjorde er det blevet tydeligt for mange, hvor hårdt presset vores kystnære havmiljø er. Som eksempel er to tredjedel af al ålegræs - som bl.a. fungerer som levested for fisk, beskytter kyster og lagrer CO2 - forsvundet i Danmark siden år 1900.
Derfor er det med stor glæde, at Tænketanken Hav i samarbejde med Biologisk Institut på SDU har modtaget en bevilling på 8,8 mio. kr. fra Nordea-fonden til Det Store Danske Ålegræsinitiativ.
Initiativet er et nyt og unikt videnskabeligt projekt, der bidrager til indhentning af data om Danmarks ålegræsbestand via frivillige danskere. Desuden er det et projekt, som involverer og mobiliserer danskerne i en konkret og vigtig sag om at plante ålegræs langs de danske kyster en gang om året og dermed genoprette dele af Danmarks havnatur.
Første udplantningsdag af ålegræs er d. 8. juni 2024 på World Ocean Day.
”Vi er meget begejstrede for den store opbakning fra Nordea-fonden. Pengene gør det muligt at føre vores vision om et stort ålegræsprojekt ud i livet og samtidig hjælpe til med, at endnu flere danskere involverer sig i vores havmiljø. Der er akut brug for genopretning af vores havnatur, og netop udplantning af ålegræs kan mange steder være med til at hjælpe det pressede danske havmiljø på fode igen”, siger direktør i Tænketanken Hav, Liselotte Hohwy Stokholm.
Det store Ålegræsinitiativ løber over en 3-årig periode fra 2024 til 2026. Hos Nordea-fonden, der støtter projektet med i alt 8.8 mio. kr., er der store forventninger til indsatsen.
”Med Det Store Danske Ålegræsinitiativ får vi alle sammen en mulighed for at engagere os aktivt og være med til at genoprette dele af Danmarks havnatur. Indsatsen kommer til at involvere både dygtige forskere og frivillige i hele landet – og nye lokale fællesskaber vil opstå med fokus på en meget konkret og vigtig sag. Det vil vi gerne bakke op om hos Nordea-fonden,” siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.
Også på Syddansk Universitet ser man frem til projektet.
”Bevillingen fra Nordea-fonden gør os i stand til at komme endnu længere med vores forskning i genudplantningen af ålegræs og giver os mulighed for at samle vigtige data og dermed forståelse for vores kystnære havmiljø sammen med engagerede borgere som ønsker at gøre en forskel. Derfor er vi fra SDUs side meget glade for samarbejdet, som vi ser frem til at igangsætte”, siger Mogens R. Flindt, Professor og Forskningsleder, Biologisk Institut ved SDU.
Fakta om Det Store Danske Ålegræsinitiativ:
- Projektet løber over en 3-årig periode fra 2024 til 2026. Nordea-fonden bidrager med 8.845.000 kr. til finansieringen, mens Tænketanken Hav bidrager med 1.251.000 kr. i medfinansiering.
- Projektet er centreret om en årlig national udplantningsdag, hvor frivillige danskere på 25-30 lokaliteter landet over skal udplante ålegræs. Første udplantningsdag er d. 8. juni 2024 på World Ocean Day.
- Tænketanken Hav er projektleder på projektet i samarbejde med blandt Syddansk Universitet (SDU) og Center for Marin Naturgenopretning, som har nogle af landets førende forskere inden for ålegræs.
- Projektet er designet som et såkaldt ”citizen science projekt”, hvor frivillige landet over bidrager med indsamling af data til en national database, så både forskerne og danskerne kan følge projektets fremgang.
- Tænketanken Hav vil i forbindelse med projektet ansætte to nye medarbejdere, som bliver tovholdere for initiativet. Flere af Tænketanken Havs medlemmer tilbydes at deltage aktivt i projektet sammen med kommuner og organisationer.
- Den tredje sæson af DRs populære Giv os Naturen Tilbage vil bruge ålegræsudplantningen i 2024 som omdrejningspunkt for udsendelserne, og på den måde vil projektets budskaber komme bredere ud til den danske befolkning.
Fakta om ålegræs:
- Ålegræs er en blomsterplante, der gror på havbunden. Det er den mest almindelige plante i de danske fjorde og langs mange af vores kyster.
- Ålegræs har i årtier været i kraftig tilbagegang. Det anslås, at der er en tredjedel ålegræs tilbage i Danmark sammenlignet med for godt hundrede år siden.
- Tilbagegangen skyldes forurening med næringsstoffer (eutrofiering), fiskeri med bundslæbende redskaber, havopvarmning og anlægsprojekter langs kysten, som tildækker ålegræsbede. Derfor kan udplantning af ålegræs heller ikke stå alene, men skal suppleres af initiativer, der reducerer presfaktorerne på havmiljøet.
- Ålegræs har en lang række positive effekter og økosystemtjenester. Ålegræsenge øger biodiversitet og er et vigtigt levested for fisk og fugle, ligesom de stabiliserer havbunden, optager næringsstoffer og beskytter mod erosion af de danske kyster.
- Ålegræsbede optager og holder på CO2 og det kan dermed også få en betydning for klimaet, hvis vi får mere ålegræs tilbage i de danske farvande.
Nøgleord
Kontakter
Emil Lee MadsenKommunikationschef
Tlf:+45 3092 0010elm@taenketankenhav.dkOm Tænketanken Hav
Tænketanken Hav er omdrejningspunkt i arbejdet for et rent, sundt hav og en bæredygtig brug af havet. Tænketanken samler viden og skaber samarbejde mellem virksomheder, borgere og beslutningstagere om at sikre en genopretning af havet og en omstilling af alle sektorer og aktiviteter, der påvirker havet.
Tænketanken Hav er stiftet på initiativ af VELUX FONDEN.
Følg pressemeddelelser fra Tænketanken Hav
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Tænketanken Hav
Tænketank med ny vision for et fremsynet fiskeri med mindre miljøpåvirkning – første skridt koster 23 mio. kr. om året5.9.2024 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Tænketanken Hav præsenterer i ny rapport en handlingsplan, der vil mindske miljøpåvirkningen fra fiskeri med bundslæbende redskaber. Det indebærer bl.a. at indføre store trawlfri områder, at implementere fuldt monitoreret fiskeri og bruge nye løsninger for at udfase fiskeri med bundtrawl. Samtidig præsenteres en analyse, som viser, at første trin mod et fiskeri med mindre miljøpåvirkning kun koster op til 23 mio. kr. om året.
Ny analyse skaber klarhed over havarealer med forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber22.8.2024 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny fælles arealanalyse fra Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, Danmarks Naturfredningsforening og Tænketanken Hav giver for første gang et samlet overblik over, hvor det er forbudt at fiske med bundslæbende redskaber i danske farvande. Det er håbet, at analysen kan bruges til at beskytte flere havområder og i de politiske forhandlinger om fremtidens fiskeri.
Ny analyse viser, hvor udtag af landbrugsjord vil have størst positiv effekt for havmiljøet7.6.2024 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Tænketanken Hav præsenterer i ny analyse en model for, hvordan man kan udtage landbrugsjord mest effektivt i forhold til at reducere udledningerne af kvælstof til havmiljøet. Tænketanken anbefaler at udtage mindst 200.000-300.000 hektar landbrugsjord som en del af en samlet værktøjskasse for at bringe danske kystområder i god økologisk tilstand og leve op til EU’s krav.
Et havmiljø i krise: Danmark Planter Ålegræs 32 steder i landet13.5.2024 09:26:50 CEST | Pressemeddelelse
Nu offentliggør Tænketanken Hav de 32 steder langs de danske kyster, hvor danskere kan møde op den 8. juni - på havets dag - og hjælpe med at plante ålegræs. En plante, som er helt essentiel for dyrelivet og fiskene i Danmarks pressede fjorde og kystområder.
Tænketanken Hav: Fremskridt for havet i ny havplan – men stadig langt igen7.6.2023 15:49:14 CEST | Pressemeddelelse
Den nye aftale om en havplan lægger positive spor ud for fremtiden, men burde have været mere ambitiøs. Det danske havmiljø er under pres. Derfor er det vigtigt at den nye aftale følges op med flere indsatser over de kommende år, lyder det fra Tænketanken Hav.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum