Dansk Folkepartis folketingsgruppe

DF kræver øjeblikkeligt stop for tildeling af dansk statsborgerskab

Del

Dansk Folkeparti vil have minister til at suspendere behandlingen af lov, der vil give flere tusinde udlændinge dansk statsborgerskab. Det sker fordi regeringen indrømmer, at den ikke aner, om kriminelle – stik imod loven – tildeles dansk statsborgerskab

Mikkel Bjørn er Dansk Folkepartis indfødsretsordfører og formand for Folketingets Indfødsretsudvalg.
Mikkel Bjørn er Dansk Folkepartis indfødsretsordfører og formand for Folketingets Indfødsretsudvalg.

Afsløringen af, at kriminelle udlændinge stod til at få dansk statsborgerskab, får nu Dansk Folkeparti til at sende en kraftig appel til udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S). 

DF mener, at ministeren bør suspendere og udsætte behandlingen af det ’lovforslag om indfødsrets meddelelse’, som ellers skal tredjebehandles og dermed vedtages i Folketinget tirsdag den 19. december. Forslaget vil med ét slag give mere end 2000 udlændinge dansk statsborgerskab, men det har vist sig, at der kan være dømte kriminelle i blandt.

”Vi vil kraftigt indstille til, at ministeren suspenderer og udsætter behandlingen af indfødsretsforslaget indtil han har fået styr på sit område, og indtil han utvetydigt kan forsikre Folketinget om, at lovforslagene ikke er fyldt med dybt kriminelle mennesker,” siger Dansk Folkepartis indfødsretsordfører Mikkel Bjørn, der er også er formand for Folketingets Indfødsretsudvalg.

Løj om voldsdom

Forleden blev det afsløret, at en af de personer, der var indstillet til at få dansk statsborgerskab, for 21 år siden deltog i et overfald på daværende formand for Dansk Folkepartis Ungdom, Kenneth Kristensen Berth.

DF-politikeren blev slået, sparket og spyttet på efter et debatmøde i Ringsted, og en af overfaldsmændene blev efterfølgende idømt 30 dages betinget fængsel. Alligevel var den pågældende – en nu 39-årig tyrkisk mand – med i det lovforslag om indfødsret, som blev 1. behandlet i Folketinget den 3. november. Manden havde løjet om sin voldsdom, da han søgte om statsborgerskab, og hans oplysninger var ikke blevet tjekket af myndighederne.

Manden er siden blevet fjernet fra lovforslaget, efter at Dansk Folkeparti rettede henvendelse til ministeren. Ifølge en lov fra 2018 skal personer nemlig udelukkes på livstid fra at få dansk statsborgerskab, hvis de er dømt for visse former for kriminalitet. Men udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek har nu erkendt, at loven fra 2018 ikke er blevet implementeret, og ministeren kan ikke garantere, at der blandt de mere end 2000 udlændinge, som lige nu står til at få dansk statsborgerskab, ikke er andre personer, der er dømt for kriminalitet. Dertil kommer de mange tusinde, der tidligere har fået tildelt dansk statsborgerskab på samme lemfældige måde.

Toppen af isbjerget?

”Det, at Kenneth Kristensen Berths voldsmand slap igennem nåleøjet, viser, at ministeriet ikke har overblik over, hvor mange kriminelle der er på lovforslaget. Jeg frygter, at det her kun er toppen af isbjerget,” siger Mikkel Bjørn.

Tidligere er det kommet frem, at der ikke foretages kriminalitetstjek af udlændinge, der søger statsborgerskab. Det blev afsløret, fordi Dansk Folkeparti rejste spørgsmålet om kriminalitetstjek overfor ministeren´.

”Vi har afsløret et kæmpe hul i indfødsretslovgivningen. Dybt kriminelle personer risikerer at slippe gennem nåleøjet. Derfor bør lovforslaget sættes i bero,” siger Mikkel Bjørn.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Dansk Folkepartis folketingsgruppe

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Folkepartis folketingsgruppe

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye