Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

Danskerne køber hurtigt internet som aldrig før

Del

Danskernes internetforbrug kræver hurtigere internetforbindelser. Nye tal viser, at danskerne har taget hurtigt internet til sig

81 procent af alle internetabonnementer solgt i Danmark i 2023 er med en lynhurtig download-hastighed på minimum 100 Mbit/s via fastnettet. Det viser Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs (SDFI) ’Telestatistik – første halvår 2023’:

”Den gennemgribende digitalisering af vores samfund er afhængig af, at vi har adgang til hurtige internetforbindelser. Derfor er det positivt, at vi fortsat ser en stor vækst i salget af de hurtige abonnementer,” siger Rikke Hougaard Zeberg, direktør i SDFI.

Teleselskaberne har de seneste år investeret massivt i telenetværkene, hvilket har givet danskerne nye muligheder for adgang til hurtigt internet.

Danskernes internetbehov har ændret sig

De senere år har danskernes internetbehov ændret sig, da hjemmearbejde, online-undervisning og streaming af film og serier er blevet mere udbredt. Det kræver en internetforbindelse, som kan levere til hele familien på samme tid. Samtidig viser efterspørgslen efter hurtigt internet, at danskerne er klar til at gribe de muligheder, såsom online-kommunikation med det offentlige og telemedicin, som digitaliseringen af samfundet muliggør.

Skruer man tiden blot seks år tilbage abonnerede kun hver femte dansker på en hurtig internetforbindelse med en download-hastighed på minimum 100 Mbit/s. Billedet er markant anderledes i dag, hvor de hurtige abonnementer er i høj kurs – også med endnu hurtigere hastigheder end 100 Mbit/s.

I dag er 29 procent af de solgte internetabonnementer med en download-hastighed på hele 1 Gbit/s eller derover. I alt 81 procent af internetabonnementerne har en downloadhastighed på mindst 100 Mbits/s.

Det er fibernettet, som er danskernes foretrukne forbindelse til internettet. I 2023 var der 1,2 mio. fiberabonnementer i Danmark, hvilket er en stigning på ca. 12 procent sammenlignet med 2022.

Danskernes forbrug af data stiger

Danskernes nye internetvaner og efterspørgsel efter hurtigt internet afspejler sig i danskernes stigende dataforbrug på fastnet. I de seneste seks år er danskernes dataforbrug på fastnet steget med ca. 146 procent fra ca. 180 GB pr. måned pr. abonnement til ca. 443 GB pr. måned pr. abonnement.

En fin indikation på at danskerne i stigende grad bruger de digitale muligheder i hjemmet.

”Vi ser et telemarked i rivende udvikling, hvor danskerne i den grad vælger at gøre brug af de mange muligheder for adgang til hurtigt internet. Desuden er teleinfrastrukturen vigtig i udviklingen af nye løsninger, som kan understøtte den grønne omstilling. Samtidig bør vi og telebranchen dog også se på incitamenter til, at forbrugerne ikke har et unødigt dataforbrug med den klimabelastning, som forbruget afleder.” siger Rikke Hougaard Zeberg.

Dyk ned i Telestatistikken

Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs telestatistik indeholder mange interessante informationer om danskernes forbrug af teleydelser. Hvilke abonnementer køber danskerne? Hvor meget data bruger de på mobilen? Bliver der fortsat sendt MMS’er?

Find svarene på de spørgsmål – og mange andre – i Telestatistikken for 1. halvår 2023, som baserer sig på tal fra teleselskaberne.

Du kan finde telestatistikken på Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs hjemmeside under Tal på teleområdet (sdfi.dk).

Kontakter

Billeder

Figur 1: Hastighederne på danskernes internetforbindelser
Figur 1: Hastighederne på danskernes internetforbindelser
Download
Figur 2: Udviklingen i danskernes dataforbrug på fastnet.
Figur 2: Udviklingen i danskernes dataforbrug på fastnet.
Download

Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

Vi forsyner den offentlige og private sektor med data af høj kvalitet, som giver mulighed for at træffe vigtige samfundsbeslutninger på det bedst mulige grundlag. Vi er en arbejdsplads, som fagligt spænder bredt og er en del af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Følg pressemeddelelser fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye