Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

Danmark skal være klar til robotter og droner

Del

Der er store potentialer i anvendelsen af droner og robotteknologi i det offentlige rum – ny plan viser, hvordan vi bliver klar

drone hav solnedgang
drone hav solnedgang

Robotter og droner har allerede gjort deres indtog i danske virksomheder, på lagre og i produktionshaller. Her har de frigjort arbejdskraft og øget produktiviteten.

I det offentlige rum er der tilsvarende store potentialer for automatiserede processer. Hvis mulighederne skal udnyttes, så skal vi skabe de rigtige rammer og løse de tekniske udfordringer, som følger med, når robotter skal bevæge sig rundt mellem mennesker.

Derfor lanceres planen Danmark klar til automatisering - National plan for bevægelsesdata, udarbejdet af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Transportministeriet, Erhvervsministeriet og Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet.

”Som samfund står vi over for nogle store udfordringer; Den grønne omstilling og mangel på arbejdskraft. Derfor har vi et ansvar for at udnytte de potentialer, der opstår med nye teknologier. Robotter og droner kan blive en del af løsningen. Her skal vi understøtte de innovative, danske virksomheder i at udvikle sikre og klimavenlige løsninger, som vi alle sammen kan være trygge ved,” siger direktør i Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, Rikke Hougaard Zeberg.

Automatisering kan reducere CO₂-udledning

Et af de steder, hvor automatisering kan gøre en forskel, er i udbygningen af havvindmølleparker. CO₂-udledningen kan reduceres til en brøkdel, hvis droner og autonome fartøjer anvendes i forbindelse med inspektion og vedligeholdelse af havvindmølleparker. Samtidig kan de løse nogle af problemerne med flaskehalse i udbygningen. Men det kræver, at teknologierne og reguleringen er på plads.

Et andet eksempel er fra den offentlige sektor, hvor anvendelsen af automatiserede robotter fx har effektiviseret vedligeholdelse af grønne arealer og samtidig reduceret CO₂-udledningen.

Barrierer går på tværs af myndighedsansvar

Et af formålene med Planen Danmark klar til automatisering er at identificere barrierer for udbredelsen af automatiserede løsninger. Planen identificerer fire områder, hvor der er barrierer, som skal nedbrydes:

  1. Anvendelse: Der mangler muligheder for at teste og udvikle mobile robotter, så de kan anvendes inden for fx logistik.
  2. Infrastruktur: Den digitale infrastruktur skal fremtidssikres til at understøtte anvendelse af robotter og droner.
  3. Regulering: Sikkerheden skal være i orden, samtidig med at der skal være plads til innovation. Det stiller krav til den digitale infrastruktur og udvikling af systemer, der eks. skal muliggøre at droner kan integreres sikkert med bemandet luftfart.
  4. Sikkerhed: Med det trusselsbillede der er i verden i dag, er der behov for øget sikkerhed i den digitale infrastruktur. Det vil samtidig gøre anvendelsen af robotter og droner mere modstandsdygtig over for fx cyberangreb.

Syv håndtag til at styrke indsatsen

Danmark klar til automatisering - National plan for bevægelsesdata udpeger områder, hvor der er behov for at øge indsatsen, hvis anvendelsen af automatisering i det offentlige rum skal udbredes yderligere. Med planen identificeres syv konkrete håndtag, der kan styrke indsatsen med at gøre Danmark klar til automatisering:

  1. Vision for automatiserede robotter og droner i Danmark
  2. Bedre muligheder for udvikling og afprøvning i virkelighedsnære scenarier
  3. Fremtidssikre den digitale infrastruktur til automatisering, robotter og droner
  4. Implementering af nye Galileo satellitnavigationstjenester
  5. Bedre rammer for anvendelse af automatiserede robotter og droner
  6. Etablering af alternativ til satellitbaseret tidsstyring
  7. Mere proaktiv monitorering af GNSS-forstyrrelser i Danmark

Planen er præsenteret for teleforligskredsen, og deles med Udvalget for Digitalisering og It.

Kontakter

Vedhæftede filer

Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

Vi forsyner den offentlige og private sektor med data af høj kvalitet, som giver mulighed for at træffe vigtige samfundsbeslutninger på det bedst mulige grundlag. Vi er en arbejdsplads, som fagligt spænder bredt og er en del af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Følg pressemeddelelser fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye