En ny begyndelse: ”Det sociale frikort kickstartede mit liv”
Efter godt 12 år på kontanthjælp fik 46-årige Camilla Bella Karen Hansen for et par år siden uventet en fod ind på arbejdsmarkedet. Med et socialt frikort i hånden landede hun et afløserjob hos Byens Kagemand i landsbyen Frederiks ved Viborg. Ansættelsesforholdet har siden udviklet sig, og i dag er hun ansat i fleksjob samme sted.
Køber du en lagkage eller en trøffel hos Byens Kagemand i Frederiks, er der stor sandsynlighed for, at Camilla Bella Karen Hansen, i daglig tale Bella, har haft en finger med i spillet.
Som fleksjobber med 21 timer om ugen spiller hun en vigtig rolle, når dej og kagemasse forvandles til bagerdiskens forskellige lækkerier. Fleksjobbet fik hun efter først at have arbejdet samme sted som sommerferieafløser via det sociale frikort.
Bella beskriver hverdagen mellem blandemaskiner og bageovne som noget af det bedste, der er hændt hende. For tidligere var hendes liv mildest talt en rutsjebanetur. I en lang årrække døjede hun med forskellige psykiske udfordringer og var fast inventar på kommunens liste over personer på passiv forsørgelse.
Hendes udfordringer startede så småt i 2006, hvor hun kom hun til Danmark fra Grønland. Med sig havde hun en kuffert fuld af håb og drømme, og året efter gik hun i gang med en voksenuddannelse på VUC. Kort tid efter uddannelsesstart løb hun dog ind i flere voldsomme episoder i privatlivet, og de slog hende helt ud af kurs.
”I 2008 gik jeg populært sagt ned med flaget. Det udmøntede sig i en form for social angst, og jeg havde lange perioder, hvor jeg slet ikke kom udenfor en dør. Jeg droppede ud af uddannelsen og endte på kontanthjælp,” forklarer hun.
Diagnose gav ro
Siden fulgte en længere årrække, hvor hun ofte isolerede sig i hjemmet og ikke havde kontakt med arbejdsmarkedet. Hendes mentale tilstand fik yderligere et hak nedad, da en ekskæreste i 2014 på tragisk vis omkom i en trafikulykke.
”Jeg var langt nede, havde skyldfølelse over hans død og prøvede forskellige former for antidepressiv medicin. Men intet hjalp. De eneste mennesker, jeg så i denne periode udover min allernærmeste omgangskreds, var skiftende læger, der uden succes forsøgte at finde ud af, hvorfor jeg havde det svært.”
Vendepunktet kom, da Bella i forbindelse med et boligskifte flyttede til Vesthimmerlands Kommune og fik kontakt med en ny sagsbehandler.
”Sagsbehandleren sendte mig til en psykolog, der mente, at jeg led af PTSD. Det var dog en psykiater, der skulle stille diagnosen,” fortæller Bella.
Da hun endelig fik en aftale i stand hos en psykiater, gik der ikke lang tid før, diagnosen lå fast: Kompleks PTSD og agorafobi, det vil sige angst for at forlade hjemmet alene, at tage med offentlige transportmidler eller være blandt mange mennesker.
”Det gav mig en vis ro at få en præcis diagnose. Jeg ved ikke, hvor ofte, jeg har dunket mig selv oveni hovedet og tænkt, at jeg bare skulle tage mig sammen og komme i gang med et job. Men jeg har ikke kunnet, og det har bare været så svært at styre tankerne,” siger Bella.
Socialt frikort åbnede døren til bageriet
Samtalerne med både psykolog og psykiater betød imidlertid, at Bella langsomt, men sikkert fik det bedre. Hun fortæller, at hendes sagsbehandler en dag kom og spurgte, om det var tid til at prøve kræfter med arbejdsmarkedet – og så blev Bella visiteret til et socialt frikort.
”Lige da jeg fik det sociale frikort, var der et spisested i min hjemby, som søgte tjenere. Jeg tog derned, men turde simpelthen ikke gå derind og søge jobbet,” fortæller Bella.
Hjælpen kom i stedet fra Bellas svigerinde, der havde job hos Byens Kagemand i Frederiks. En arbejdsplads, der er kendt for at tage socialt ansvar og rekruttere medarbejdere blandt nogle af samfundets mest udsatte grupper.
”De manglede en sommerferieafløser, og med min svigerinde i hånden, tog jeg derhen. Bagermesteren kendte godt nok ikke til det sociale frikort, men han undersøgte ordningen og gav mig jobbet. Vi blev begge så glade for samarbejdet, at det senere førte til det fleksjob, jeg har i dag,” forklarer Bella.
Bella føler sig rigtig godt tilpas i bageriet, hvor hun har lært at fungere bedre i sociale sammenhænge. (Privatfoto)
Den helt rigtige hylde
I bageriet har Bella fundet en arbejdsplads, der både kan rumme hendes udfordringer og tage de hensyn, der skal til for, at hun fungerer i hverdagen.
”Jeg kender mine arbejdsopgaver og ved præcis, hvem jeg skal arbejde sammen med. Der kommer ingen overraskelser. Jeg bevæger mig heller ikke ud i butikken, så jeg skal ikke forholde mig til en masse mennesker, jeg ikke kender.”
Hun fortæller, at arbejdsfællesskabet hos Byens Kagemand har været med til at styrke hendes tro på egne evner og lysten til at være social.
”Udover at have noget at stå op til og tjene mine egne penge, så finder jeg mig efterhånden også bedre tilpas i sociale sammenhænge. Jeg er blandt andet med til julefrokost og andre sociale sammenkomster med mine kolleger. Jeg føler faktisk, at den chance, jeg fik via det sociale frikort, har været med til at kickstarte mit liv.”
Nøgleord
Kontakter
Dorthe Lundh
Presseansvarlig
dol@cabiweb.dk
4016 3101
Ea Nielsen
Souschef
eni@cabiweb.dk
4128 4126
Billeder
Om Cabi
Cabi er et landsdækkende non-profit videnshus, som arbejder målrettet for et socialt ansvarligt arbejdsmarked, hvor mennesker og virksomheder lykkes. Det gør vi ved at stille brugbar viden og operationelle værktøjer til rådighed for alle, der ønsker at fremme:
- udsatte menneskers muligheder for job og uddannelse
- udsatte medarbejderes muligheder for at blive i deres job
- trivsel og forebyggelse af nedslidning på arbejdsmarkedet.
Hvert år siden 2002 har Cabi også uddelt CSR People Prize til socialt ansvarlige virksomheder.
Udsatte unge, S'et i ESG og trivsel
Cabi bidrager til at udvikle den danske beskæftigelsesindsats, og vores mål er, at endnu flere virksomheder tager socialt ansvar. Derfor stiller vi os til rådighed for at formidle gode erfaringer, eksempler, tal og metoder til pressen for at nuancere og øge den offentlige debat om det rummelige arbejdsmarked.
Det er fx inden for temaer som:
Følg pressemeddelelser fra Cabi
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Cabi
Her er vinderne af CSR People Prize 202414.11.2024 17:30:04 CET | Pressemeddelelse
Vinderne af årets udgave af CSR People Prize 2024 er fundet. Der blev i alt uddelt fire priser til fire virksomheder, der på hver deres måde har gjort en ekstra stor indsats for mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet
ProfilService i Brøndby vinder national CSR-pris – gør en kæmpe forskel for udsatte ledige14.11.2024 17:23:36 CET | Pressemeddelelse
ProfilService vinder CSR People Prize 2024 for deres systematiske arbejde med at ansætte udsatte ledige. Via innovative tiltag og investeringer er ProfilService lykkedes med at finde medarbejdere blandt ledige, der ellers ville have haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.
Stifter af Gjørtler Ejendomme modtager ildsjælepris14.11.2024 15:57:30 CET | Pressemeddelelse
Thomas Gjørtler, stifter af Gjørtler Ejendomme i Viborg, modtager ildsjælepris ved uddelingen af CSR People Prize 2024. Han får prisen for sit personlige og ekstraordinære arbejde for at give nogle af samfundets mest udsatte en chance på arbejdsmarkedet.
GladTeknik vinder national CSR-pris for at gøre en forskel for unge med diagnoser14.11.2024 15:55:41 CET | Pressemeddelelse
GladTeknik A/S fra Hvidovre vinder af CSR People Prize 2024. Virksomheden har formået at skabe de bedste rammer til, at neurodivergente medarbejdere kan bruge deres superkræfter fuldt ud. Hele 80 % af GladTekniks ansatte har en eller flere diagnoser – inklusiv stifteren selv.
Kids-world vinder national CSR-pris – gør en kæmpe forskel for udsatte unge14.11.2024 14:25:41 CET | Pressemeddelelse
Kids-world i Esbjerg vinder CSR People Prize 2024, fordi de gør en kæmpe forskel for sårbare unge og for samfundet. Hele 88 % af alle virksomhedens nyansatte er unge under 25 år, og så har de gået et ekstra skridt og lavet fritidsjob til unge helt ned til 13 år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum