Grøn omstilling og cirkulær økonomi skaber nye jobmuligheder
I mange brancher løser faglærte en række opgaver, der sagtens kunne løses af ufaglærte uden mange linjer på CV’et. Specielt inden for den grønne omstilling og den cirkulære økonomi findes der lige nu en del jobåbninger for ufaglærte. Men opgaverne finder ikke selv vej til denne gruppe. Det kræver, at virksomhederne genovervejer deres opgaveopløsning.
Danmark er et grønt foregangsland. I løbet af de seneste ti år har vi skabt milliardindustrier herhjemme inden for fremstilling af grønne anlæg til miljøvenlig udnyttelse af fx sol-, vind- og jordenergi. Vi er også et samfund, hvor den cirkulære økonomi spiller en stadig større rolle. Private husholdninger og landets virksomheder har nemlig gjort op med ”brug-og-smid-væk”-konceptet og taget genbrug og genanvendelse til sig i stor stil.
Udviklingen mod et grønnere og mere bæredygtigt samfund er med til at skabe bugnende ordrebøger i flere brancher. Bagsiden af medaljen er, at mange af landets ”grønne” virksomheder slet ikke kan skaffe den nødvendige arbejdskraft og derfor må takke nej til opgaver. Ifølge konsulent i videnshuset Cabi Jakob Nørgaard Bentsen er arbejdsgiverne derfor tvunget til at tænke alternativt i rekrutteringsøjemed.
”Manglen på arbejdskraft betyder, at virksomhederne er nødt til at se på deres arbejdsstyrke med andre øjne. Når de fremover skal rekruttere, kan de med fordel tænke på de reelle opgaver, og hvordan de løses, frem for i faglærte stillinger,” siger han og uddyber:
”Hver dag løser elektrikeren, VVS’eren, smeden eller ingeniøren forskellige opgaver inden for den grønne omstilling, som en ufaglært efter kort tids oplæring sagtens kunne varetage. Så øvelsen er egentlig at få konkretiseret, hvilke opgaver der er tale om, og så få dem fjernet fra den faglærtes bord. På den måde får den faglærte frigivet værdifuld tid til de kerneopgaver, som rent faktisk kræver et svendebrev.”
Se på opgaverne
Hvis virksomhederne skal lykkes med den øvelse, kræver det et tilbundsgående eftersyn af de enkelte delelementer af den faglærtes arbejdsdag. Jakob Nørgaard Bentsen vurderer, at der på mange arbejdspladser inden for den grønne omstilling let kan findes opgaver, som efter kort tids oplæring kan overdrages til en ufaglært.
”Selvom alle lige nu taler om den store mangel på ledige hænder, er der fortsat en ret stor gruppe af personer, som befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet. Der er tale om mennesker, der ønsker sig et arbejde, men som kan have brug for de rette opgaver eller støtte og vejledning for at lykkes,” siger Jakob Nørgaard Bentsen.
I denne gruppe findes bl.a. de mange ledige unge, der endnu ikke har meget på deres cv.
”For en del af dem vil en ufaglært ansættelse også være det, der på sigt giver dem mod på at give sig i kast med yderligere opkvalificering eller uddannelse.”
Jakob Nørgaard Bentsen opfordrer til, at uddannelsessystemet i samspil med landets virksomheder fortsat har fokus på at skabe flere korte opkvalificeringsforløb, fx i AMU-regi. På den måde kan ledige samt unge og andre, der gennem ufaglært arbejde har fået smag for et bestemt fag, hurtigt komme i spil til jobs, der kræver særlige faglige kompetencer eller certifikater.
”Et eksempel på et opkvalificeringsforløb er lynuddannelsen som fibertekniker. Her får du med fem ugers skolegang og fire ugers praktik certifikat til at kunne splejse fiberbånd - en opgave, der tidligere ellers har været forbeholdt faglærte elektrikere.”
Cirkulær økonomi skaber også nye arbejdspladser
I disse år opstår der nye jobåbninger og opgaver i relation til mange andre aspekter af den grønne omstilling. Et stigende globalt fokus på bæredygtig produktion er også med til at skabe virksomheder, der arbejder med genbrug og genanvendelse af restprodukter af træ, metal, plast eller byggematerialer.
De forskellige cirkulære forretningsmodeller hjælpes på vej af, at godt 60 % af alle danske virksomheder i dag har politikker om at reducere brugen af materialer og affaldsmængder. Mange af de jobfunktioner, der knytter sig til den cirkulære økonomi, passer godt til mange af de mennesker, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet.
”Registrering, sortering, rensning, klargøring og kvalitetssikring af restprodukter kræver sjældent specifikke faglige kompetencer. Så virksomheder inden for den cirkulære økonomi kan med fordel finde medarbejdere i nogle af de grupper, der ellers er længst væk fra arbejdsmarkedet,” mener Jakob Nørgaard Bentsen.
Se også: Cabis Topmøde 2022: Arbejdskraft nu - og til den grønne omstilling
Samarbejd med socialøkonomiske virksomheder
Hvis en virksomhed er på udkig efter ledige fra kanten af arbejdsmarkedet, vil der ofte være hjælp at hente i det lokale jobcenter.
En anden mulighed er at indgå et partnerskab med en af de efterhånden ganske mange socialøkonomiske virksomheder, der har specialiseret sig med udgangspunkt i en cirkulær forretningsmodel.
”Hvis din virksomhed skal have indsamlet og afhentet overskudspap eller have ryddet op og fjernet affald på byggepladsen, er der sikkert en socialøkonomisk virksomhed i nærområdet, der kan løse opgaven. Og ved at entrere med dem er jeres virksomhed både med til at sætte bæredygtighed på dagsordenen og skabe plads på arbejdsmarkedet til personer fra kanten.”
Få mere at vide:
Læs,hvordan ARGO, Buddha Bikes, Gamle Mursten, Grundfos og Holmris B8 helt konkret arbejder med cirkulære forretningsmodeller, samtidig med at de skaber job til psykisk sårbare unge, tidligere kriminelle og andre, som befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet. Download casesamlingen "Cirkulær økonomi og arbejde til flere".
Kontakt Cabi:
Det er gratis for virksomheder at spørge Cabis eksperter til råds. Har du et spørgsmål eller en udfordring, når det handler om jobs inden for den grønne omstilling, så tag fat i Jakob Nørgaard Bentsen på mail: jab@cabiweb.dk eller tlf.: 8612 8855.
Kontakter
Dorthe Lundh
Presseansvarlig
dol@cabiweb.dk
4016 3101
Ea Nielsen
Souschef
eni@cabiweb.dk
4128 4126
Billeder
Om Cabi
Cabi er et landsdækkende non-profit videnshus, som arbejder målrettet for et socialt ansvarligt arbejdsmarked, hvor mennesker og virksomheder lykkes. Det gør vi ved at stille brugbar viden og operationelle værktøjer til rådighed for alle, der ønsker at fremme:
- udsatte menneskers muligheder for job og uddannelse
- udsatte medarbejderes muligheder for at blive i deres job
- trivsel og forebyggelse af nedslidning på arbejdsmarkedet.
Hvert år siden 2002 har Cabi også uddelt CSR People Prize til socialt ansvarlige virksomheder.
Udsatte unge, S'et i ESG og trivsel
Cabi bidrager til at udvikle den danske beskæftigelsesindsats, og vores mål er, at endnu flere virksomheder tager socialt ansvar. Derfor stiller vi os til rådighed for at formidle gode erfaringer, eksempler, tal og metoder til pressen for at nuancere og øge den offentlige debat om det rummelige arbejdsmarked.
Det er fx inden for temaer som:
Følg pressemeddelelser fra Cabi
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Cabi
Her er vinderne af CSR People Prize 202414.11.2024 17:30:04 CET | Pressemeddelelse
Vinderne af årets udgave af CSR People Prize 2024 er fundet. Der blev i alt uddelt fire priser til fire virksomheder, der på hver deres måde har gjort en ekstra stor indsats for mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet
ProfilService i Brøndby vinder national CSR-pris – gør en kæmpe forskel for udsatte ledige14.11.2024 17:23:36 CET | Pressemeddelelse
ProfilService vinder CSR People Prize 2024 for deres systematiske arbejde med at ansætte udsatte ledige. Via innovative tiltag og investeringer er ProfilService lykkedes med at finde medarbejdere blandt ledige, der ellers ville have haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.
Stifter af Gjørtler Ejendomme modtager ildsjælepris14.11.2024 15:57:30 CET | Pressemeddelelse
Thomas Gjørtler, stifter af Gjørtler Ejendomme i Viborg, modtager ildsjælepris ved uddelingen af CSR People Prize 2024. Han får prisen for sit personlige og ekstraordinære arbejde for at give nogle af samfundets mest udsatte en chance på arbejdsmarkedet.
GladTeknik vinder national CSR-pris for at gøre en forskel for unge med diagnoser14.11.2024 15:55:41 CET | Pressemeddelelse
GladTeknik A/S fra Hvidovre vinder af CSR People Prize 2024. Virksomheden har formået at skabe de bedste rammer til, at neurodivergente medarbejdere kan bruge deres superkræfter fuldt ud. Hele 80 % af GladTekniks ansatte har en eller flere diagnoser – inklusiv stifteren selv.
Kids-world vinder national CSR-pris – gør en kæmpe forskel for udsatte unge14.11.2024 14:25:41 CET | Pressemeddelelse
Kids-world i Esbjerg vinder CSR People Prize 2024, fordi de gør en kæmpe forskel for sårbare unge og for samfundet. Hele 88 % af alle virksomhedens nyansatte er unge under 25 år, og så har de gået et ekstra skridt og lavet fritidsjob til unge helt ned til 13 år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum