Erhvervsfyrtårn for Grøn Energi og Sektorkobling får 52,6 millioner kr. til forskning og udvikling i Sydjylland
Indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling har tildelt omkring 53 mio. kr. i EU-tilskud til Energy Cluster Denmark, som i projektet BeyondFossil skal igangsætte ni forsknings- og udviklingsprojekter på området for grøn energi og sektorkobling i Sydjylland. Midlerne kommer fra en ny grøn EU-fond – Fonden for Retfærdig Omstilling – som støtter grøn omstilling i de områder, der er mest berørt af omstillingen til klimaneutralitet i de kommende årtier.
Regeringen har fremrykket målet om dansk klimaneutralitet til 2045, og dermed står Danmark over for en stor omstillingsproces. Nordjylland og Sydjylland forventes at blive særligt påvirkede af omstillingsprocessen, og derfor skal der investeres i nye, grønne teknologier og kompetenceudvikling for at bibeholde vækst og arbejdspladser i de to landsdele.
Det lokale erhvervsfyrtårn i Sydjylland kan med sit fokus på grønne teknologier og sektorkobling bidrage til at afbøde de negative virkninger af omstillingen til en klimaneutral økonomi.
“I Esbjerg Kommune hylder vi alle initiativer, der kan forstærke vores position som foregangskommune inden for grønne energiløsninger. Projektet BeyondFossil vil via investeringer i nye grønne teknologier og konkrete innovationsprojekter understøtte den grønne omstilling af energisektorens mange virksomheder i Sydjylland. Når der samtidig i projektet også lægges op til, at vi kan udvikle vores i forvejen stærke kompetencer på området, så er det sød musik i mine borgmesterører”, udtaler Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.
Midlerne til BeyondFossil skal anvendes til ni forsknings- og udviklingsprojekter, hvor private virksomheder i samarbejde med teknologileverandører og universiteter vil modne teknologier, der understøtter Erhvervsfyrtårnet for grøn energi og sektorkobling i Sydjylland. Desuden iværksættes netværksaktiviteter målrettet virksomheder uden for fyrtårnene. Målgruppen er afgrænset til små og mellemstore virksomheder, der er potentielle leverandører til fyrtårnets teknologiområde, eksempelvis elektriker- og smedevirksomheder.
”Jeg glæder mig over, at vi i indstillingsudvalget kan være med til at støtte den helt nødvendige udvikling af nye test- og demonstrationsprojekter inden for power-to-x og sektorkobling til gavn for hele Sydjylland. Projektet BeyondFossil har til formål at bidrage til at afbøde de negative konsekvenser, der er forbundet med omstillingen fra olie og gas til grøn energi i det sydjyske gennem modning af grønne energiteknologier. Samtidig er der i projektet midler til omskoling og efteruddannelse for erfarne medarbejdere som har behov for nye kompetencer for at kunne udvikle, installere, drive og servicere de nye grønne løsninger. Vi har brug for kvalificeret arbejdskraft til den grønne sektor i Sydjylland, så det synes jeg rigtig godt om”, udtaler Peter Hansen, som er formand for indstillingsudvalget i Fonden for Retfærdig Omstilling.
Projektet BeyondFossil vil således understøtte visionen for det sydjyske erhvervsfyrtårn, som er at gøre Sydjylland til en grøn energimetropol gennem udvikling, test og demonstration af fremtidens grønne teknologier og sektorkoblingsløsninger, herunder Power-to-X og integrerede energisystemer.
Bag initiativet står en bred kreds af erhvervsfremmeaktører i Sydjylland, herunder Erhvervshus Sydjylland, work-live-stay southern denmark, Rybners, Business Esbjerg, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet og Force Technology.
Fakta om Fonden for Retfærdig Omstilling
Fonden for Retfærdig Omstilling er en EU-fond, som yder støtte til de områder, der er mest berørt af omstillingen til klimaneutralitet. Indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling indkaldte tidligere på året under temaet ”Et sammenhængende Danmark med stærke lokale erhvervsfyrtårne” ansøgninger med det formål at styrke de lokale erhvervsfyrtårne i Nord- og Sydjylland.
Fonden for Retfærdig Omstilling medfinansierer projekter, der skal:
- Understøtte stærke lokale, grønne erhvervsfyrtårne
- Understøtte udviklingen af brun bioraffinering såsom pyrolyse
- Sikre udviklingen af CO2-fangst, -lagring og brintrelaterede teknologier
- Sikre bedre vilkår for grøn omstilling i danske SMV’er
- Fremme værdikædesamarbejder inden for Power-to-X
Midlerne fra Fonden for Retfærdig Omstilling bliver udmøntet af et særskilt indstillingsudvalg bestående af medlemmer med erhvervsmæssig indsigt og teknisk ekspertise inden for klima- og energiområdet.
Erhvervsstyrelsen er forvaltningsmyndighed for Fonden for Retfærdig Omstilling i Danmark.
Kontakt
Kontakt os, hvis du vide mere om ”Et sammenhængende Danmark med stærke lokale erhvervsfyrtårne”
Merete Woltmann
E-mail: hanwol@erst.dk
Telefon: 3529 1702
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
”Kunderne og jeg er drevet af en fælles passion for godt håndværk”16.10.2024 08:57:12 CEST | Pressemeddelelse
Perioden, hvor det meste af verden lå underdrejet af Coronapandemien, har fået skyld for meget. For Jennie Dai gav den tilhørende nedlukning imidlertid mulighed for at stoppe op og tage arbejdslivet op til revision. Skulle hun fortsætte karrieren som jurist i et af landets største pengeinstitutter, eller skulle hun måske prøve noget helt andet?
Roccai kunne hyre deres første medarbejder og skalere endnu hurtigere11.10.2024 10:19:53 CEST | Pressemeddelelse
Nanna blev iværksætter og gik ind i tech-branchen uden at kunne kode. Det lærte hun sig selv. I sin anden tech-startup, Roccai ApS, kunne hun gennem det EU-støttede projekt SMV:Vækstpilot ansætte Mathias, som hun sparrede med, mens de delte opgaverne – så han tog AI-delen, og hun byggede systemet.
Fra modebranchen til snedkerkøkkener – en rejse mod frihed og forfinet design11.10.2024 10:00:52 CEST | Pressemeddelelse
For et par år siden stod Gitte Outzen ved en skillevej: Et liv i interiør- og livsstilsbranchen med udsigter til lange arbejdsdage og jævnlig rejseaktivitet i sigte syntes ikke at passe i familielivet, og hun ønskede at have bedre mulighed for at kunne råde over sin tid. Hun er født ind i en snedkerfamilie og havde fra barnsben af været med på snedkerværksteder og byggepladser for at se på nye projekter, materialer og arkitektur.
Tobias fik en kæmpe portion selvværd og fandt kursen mod drømmeuddannelsen3.10.2024 12:31:01 CEST | Pressemeddelelse
Han har deltaget i projektet Uddannelse til grønne job i Viborg for at forberede sig på en erhvervsuddannelse i Holstebro. Her har Tobias fået en kæmpe portion selvværd og fundet retningen, så han nu er ved at uddanne sig til bygningsmaler og drømmer om eget firma.
50 mio. kr. skal hjælpe SMV’er med at blive bedre rustede til at dokumentere deres bæredygtighed2.10.2024 11:19:05 CEST | Pressemeddelelse
Fra 2024 stiller europæisk lovgivning krav om, at store børsnoterede virksomheder skal rapportere om deres arbejde med bæredygtighed – og det kommer indirekte til at påvirke SMV’erne. Efter den europæiske bæredygtighedslovning (CSRD) er trådt i kraft, er ESG blevet det nye buzzword, og både store, mellemstore og små virksomheder vil have behov for at kunne oplyse om og dokumentere deres arbejde med bæredygtighed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum