10 markante rollemodeller er finalister til Ligestillingens Pris

Del

10 finalister er udvalgt som mulige kandidater til Ligestillingens Pris inden for temaet kvinder i ledelse og bestyrelser. Finalisterne er iværksættere, ledere og bestyrelsesmedlemmer, der alle har sat ligestilling på dagsordenen og skubbet på en kulturforandring.

Ligestillingens Pris skal anerkende dem, der bringer sig selv i spil på områder, hvor ligestillingen stadig halter. Prisen gives til én, som har udmærket sig inden temaet ”kvinder i ledelse og bestyrelser”.

Ligestillingens Pris er indstiftet af forhenværende ligestillingsminister Marie Bjerre. Finalister og den endelige modtager af prisen er udpeget af en priskomité med den forhenværende ligestillingsminister for bordenden.

Fungerende ligestillingsminister Stephanie Lose siger:

”Finalisterne til Ligestillingens Pris 2023 udmærker sig ved, at de tør gå forrest. De er rollemodeller for andre og bryder med normer og forventninger, så de gennem deres handlinger inspirerer andre til at forfølge deres potentiale. Deres indsats er vigtig, hvis vi skal opnå en større ligestilling i ledelse og bestyrelser.”

Medlem af priskomitéen Britta Korre Stenholt, direktør i STARK, siger:

”Ligestillingens Pris skal inspirere alle – uanset køn - til at være med til at præge vores fælles fremtid. Og med årets tema er det jo paradoksalt, at danske kvinder er bedre uddannede end nogensinde tidligere, mens det samtidig halter med diversiteten på ledelsesgangene og i bestyrelserne. Det skal vi have lavet om på, for al forskning viser, at virksomheder med diversitet i ledelsen opnår bedre resultater.”

Medlem af priskomitéen Karen Frøsig, direktør i Sydbank, siger:

”Vi kan ikke overvurdere vigtigheden af at have rollemodeller at spejle os i. Jeg er selv inspireret af blandt andre vores egen Thit Jensen og den franske forfatterinde Simone de Beauvoir, der begge gik forrest i debatten om kvinders rolle i samfundet. De flyttede holdninger og skabte bedre muligheder for de følgende generationer af kvinder – og vi kan den dag i dag fortsat høre ekkoet af deres stemmer.”

Medlem af priskomitéen Lars Ramussen, bestyrelsesformand i Coloplast og Lundbeck, siger:

"De fleste store virksomheder og organisationer har i en årrække haft ligestilling på agendaen. Men når man kaster et blik på finalisterne til Ligestillingens Pris, må man glædeligvis konstatere, at engagementet i at skabe større ligestilling, i dag også eksisterer langt uden for de store organisationers sfære".

Medlem af priskomitéen Bjarne Corydon, CEO og ansvarshavende chefredaktør Børsen, siger:

”Vores udfordringer med ligestilling i Danmark er ikke alene uretfærdige, men også helt køligt vurderet et samfundsproblem, der indebærer at vi spilder talent og destruerer værdi, som kunne have været til glæde for hele fællesskabet. Det er i den grad på sin plads at hylde dem, der konkret sætter sig selv på spil for at rykke udviklingen videre og nedbryde de barrierer, der holder ligestillingen tilbage. Her spiller konkrete rollemodeller en enorm rolle. Ofte har de taget en risiko og levet igennem en modstand, som vi har brug for at forstå og diskutere for at ændre normerne for dem, der følger efter. Ikke mindst derfor er de 10 finalister vigtige at fremhæve og lytte til.”

Priskomitéen har i alt modtaget 236 indstillinger til Ligestillingens Pris 2023, fordelt på 92 personer. Du kan læse mere om Ligestillingens Pris her

Prisen uddeles af fungerende ligestillingsminister Stephanie Lose og Karen Frøsig, CEO Sydbank, ved Ligestillingens Topmøde den 11. december 2023 i Århus.

Finalisterne er oplistet alfabetisk herunder:

Anna-Sophie Hartvigsen

Anna-Sophie Hartvisen er iværksætter og investor. Hun har været med til at stifte Female Invest. Hun er anerkendt af Forbes 30 under 30 i 2020. Hartvigsen bidrager til debatten om at styrke kvinders økonomiske ligestilling og arbejder aktivt for at lukke det økonomiske ”gender gap” mellem mænd og kvinder. Hun har blandt andet, som medforfatter af ”Girls Just Wanna Have Funds”, inspireret kvinder både herhjemme og i udlandet til at kaste sig ud i at investere. Hartvigsen har gennem sit arbejde i Female Invest blandt andet lanceret kampagnen ”This Is An Investor”, som havde til formål at nedbryde stereotyper og inspirere flere kvinder til at tage hånd om deres økonomi - uanset køn, alder og etnicitet.

Bodil Nordestgaard Ismiris

Bodil Nordestgaard Ismiris er administrerende direktør hos Lederne. Hun sidder også i PFA’s bestyrelse og ATP’s repræsentantskab.  Hun sætter gennem sit arbejde hos Lederne bredt fokus på kønsbalance i ledelse og bestyrelser og stiller relevante analyser og redskaber mv. til rådighed for ledere. Nordestgaard Ismiris går forrest i egen organisation, hvor der bl.a. er ligestilling på alle ledelsesniveauer, og ret til 24 ugers barsel med løn til forældre uden anciennitetskrav. Nordestgaard Ismiris taler for, at når alle ledelsestalenter bringes i spil, kommer der flere perspektiver, hvilket giver bedre beslutninger.

Frederikke Antonie Schmidt

Frederikke Antonie Schmidt er stifter og kreativ direktør for Roccamore. Hun sidder også i Repræsentantskabet for Designskolen Kolding og er den del af VC fonden ByFounders. Hun bringer erfaringer fra ledelsesgangene ind i debatten om kvinders muligheder for at gøre karriere. 8. marts 2022 lancerede hun kampagnen #respecthighheels, som havde til formål at sætte fokus på at få flere kvinder ind i bestyrelseslokalerne. Ifølge Schmidt er Danmark verdens mest ligestillede land, men alligevel oplever danske kvinder konstante kulturelle udfordringer, der begrænser deres muligheder og sætter dem uden for magten.

Gine Maltha Kampmann

Gine Maltha Kampmann er direktør for ligestillingstænketanken EQUALIS og advisory board medlem i Improve Business og bclude. Hun insisterer på at bringe fakta og viden om diversitet og ligestilling på arbejdsmarkedet ind i debatten – blandt andet om kvinder i ledelse og bestyrelser. Kampmann har formået hurtigt at blive en markant stemme i ligestillingsdebatten og taler blandt andet også for et opgør mod kønsnormer i privaten, da hun mener, at en mere ligelig fordeling af hjemmets opgaver kan føre til et mere ligestillet arbejdsmarked.

Helle Thorning-Schmidt

Helle Thorning-Schmidt er tidligere statsminister og forhenværende direktør hos Save the Children International. Hun besidder desuden en række bestyrelsesposter. Hun har gået forrest som kvinde i politik og på ledelsesgangene og markerer sig bredt i den offentlige ligestillingsdebat ved at bringe sig selv i spil for at inspirere kvinder - både nationalt og internationalt. Thorning-Schmidt sætter med sin bog ”Blondinens Betragtninger”, som tager afsæt i egne erfaringer, spot på de barrierer, fordomme og uretfærdigheder, kvinder i magtfulde positioner kan opleve. Hun bryder med forestillingerne om, hvordan en kvindelig topleder kan og bør agere, og baner vejen for andre.

Laura Vilsbæk

Laura Vilsbæk er selvstændig rådgiver, podcast-vært, bestyrelsesmedlem og stifter af nyibestyrelsen.dk, der hjælper nye typer af bestyrelsesmedlemmer til at finde den første eller næste bestyrelsespost. Hun inspirerer kvinder til bestyrelsesarbejdet og hjælper med at åbne døren til bestyrelseslokalet, for derigennem at bidrage til forskellighed i bestyrelser. Vilsbæk står desuden bag en bestyrelsesuddannelse for kvinder. Med sine podcasts afmystificerer og belyser hun forskellige aspekter af bestyrelsesarbejdet bl.a. barrierer for flere kvinder i bestyrelser.

Mads Nipper

Mads Nipper er administrerende direktør for Ørsted. Han bidrager med sit arbejde til at fremme kvinders repræsentation i ledelse. Han er en offentlig stemme, der advokerer for, at alle talenter skal have lige muligheder på arbejdsmarkedet uanset køn. Han opfordrer det danske erhvervsliv og mænd til at rykke på ligestilling – blandt andet fordi det giver bedre finansielle resultater. Nipper mener, at erhvervslivet har et vigtigt ansvar for at bekæmpe den skæve kønsbalance på arbejdsmarked, og tager gerne ansvar ved at gå forrest. Han deltager blandt andet i Dansk Industris kampagne om den kønsubalance, der præger det danske erhvervsliv, og opfordrer andre til at fremme ligestilling i fremtidens erhvervsliv.

Mie Krog

Mie Krog er professionel bestyrelsesmedlem i 7 bestyrelser på tværs af brancher, sektorer og størrelse, er initiativtager til NGO’en Bestyrelseskvinder og medstifter af SelectionF, den største nordiske bestyrelsesplatform, der matcher virksomheder med kvindelige kandidater, har gennem de sidste 7 år uddannet 1000+ kvindelige mellem-, top- og bestyrelsesledere i regi af forskellige udviklings- og uddannelsesforløb. Krog arbejder konkret og målrettet med at få flere kvinder ind på ledelsesgangene. Hun bruger sine mange års erfaring som leder og bestyrelsesprofessionel aktivt på individuelt, organisatorisk og samfundsmæssigt basis til at udvikle, inspirere og styrke andre kvinders netværk inden for ledelse og skabe synlighed om kvindelige ledelsestalenter.

Nima Sophia Tisdall

Nima Sophia Tisdall er stifter af Blue Lobster, besidder flere bestyrelsesposter og er CEO for fonden Nordic Makers, som investerer i start-ups. Tisdall arbejder non-profit i Even Founders, der er en start-up skole for aspirerende, kvindelige iværksættere. Hun er desuden en del af InnovationsFondens InnoWomen ambassadører. Udover at være anerkendt af Forbes 30 under 30 i 2021, så er Tisdall anerkendt af The Obama Foundation for sit erhvervstalent. Hun bidrager ved at bringe sine egne erfaringer som ung iværksætter frem i debatten og sætter ord på, hvad unge kvinder kan opleve på deres vej frem som iværksættere. Tisdall mener, at kvindelige iværksættere skal kæmpe hårdere end mandlige i et mandsdomineret og sexistisk iværksættermiljø.

Tine Arentsen Willumsen

Tine Arentsen Willumsen er stifter og CEO i Above and Beyond Group og har stiftet The Diversity Council, en alliance af store virksomheder, der på toplederniveau forpligter sig til at styrke ligestillingen samt lederprogrammet Above & Beyond Academy. Med tiltag som The Womenomics Global DE&I Summit, som Willumsen har stået bag siden 2013, arbejder hun bredt for at skubbe på ligestillingen i toppen af dansk erhvervsliv og sætter diversitet og inklusion på dagsordenen i flere af landets største virksomheder og i samfundet generelt. Hun står fx bag rollemodelkampagnen Lead The Future, hvor kvindelige STEM-ledere hvert år inspirerer unge kvinder på erhvervsskoler og gymnasier. Willumsen advokerer for, at kvinder skal gives de optimale muligheder for at gøre brug af deres kompetencer – alt andet er spild af ressourcer.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye