
HK Stat: Vi er tilfredse på kollegernes vegne – og SÅ klar til OK24
Ovenpå trepartsaftalen er topprioriteten for de statsansatte at komme godt i mål med OK24. Det siger de statsansattes chefforhandler, HK Stat-formand Rita Bundgaard. Hun glæder sig over, at det lykkedes at indgå en aftale, hvor lønstigningerne til udvalgte grupper slår fuldt igennem allerede i 2026. Og hun er tilfreds med, at der ikke bliver indført sammenkædning ved uraftstemningen om OK24 i staten.
Aftalen mellem fagbevægelsen, de offentlige arbejdsgivere og regeringen om højere lønninger til blandt andre sosu’er, pædagoger og fængselsbetjente er landet efter langvarige og hårde forhandlinger. Og fagbevægelsens vedholdenhed har sikret en langt bedre aftale end den, regeringen lagde op til, siger Rita Bundgaard, formand for HK Stat og en af de seks forhandlere i FH’s delegation i treparten:
- Først og fremmest er det et markant resultat, at vi har aftalt at fremrykke lønstigningerne til udvalgte grupper, så de er fuldt udmøntet allerede i 2026. Regeringen lagde som bekendt ud med at love lønforbedringer, som først ville være gennemført i 2030. Samtidig er jeg tilfreds med, at vi med aftalen slår fast, at de lønmodtagere, der skal bidrage med noget i aftalen, også er dem, der får del i trepartsmidlerne.
- Jeg er glad for, at det er lykkedes at lande en aftale. Den omfatter primært faggrupper i kommuner og regioner. På det statslige område er der tale om en langt smallere aftale, hvor regeringen har haft fokus på fængselsbetjente, værkmestre og transportbetjente. For disse grupper er er der helt særlige rekrutteringsudfordringer. Her har vi lavet en flot aftale, som sikrer et pænt lønløft til de pågældende grupper. I alt er der afsat 60 millioner kroner til et lønløft, forklarer Rita Bundgaard.
Begrænset betydning for statens ansatte
Udover et lønløft til fængselsbetjentene og nogle af deres kolleger har trepartsaftalen kun begrænset effekt for statens ansatte, understreger Rita Bundgaard, der også er chefforhandler for alle statens ansatte.
- Det er vigtigt at slå fast, at der IKKE på statens område bliver tale om den sammenkædning af urafstemningen om både trepartsaftale og den kommende OK24, som aftalen pålægger de faglige organisationer og deres medlemmer i kommuner og regioner, siger hun.
- For de statsansattes indebærer trepartsaftalen alene, at vi også bliver omfattet af en ny fond, der skal fremme den danske model på det offentlige arbejdsmarked og at der bliver nedsat et statistikudvalg, som kan sikre at arbejdsgivere og lønmodtagere får et bedre fælles ståsted forud for fremtidige overenskomstfornyelser. Endelig kommer der et udvalg om mere fleksibel løndannelse i hele den offentlige sektor. Her er staten også med, siger Rita Bundgaard.
- Vi er i aftalen enige om, at den offentlige sektor skal være attraktiv og kunne tiltrække faglige og dygtige medarbejdere. Det vil vi naturligvis holde regeringen op på ved OK24, som vi tager hul på om lidt, tilføjer hun.
Medlemmer skal opleve OK24 som en succes
Ovenpå trepartsaftalen er det højeste prioritet for de statsansatte at komme godt i mål med OK24, understreger chefforhandleren. Og her er det afgørende vigtigt, at alle grupper, også de mange grupper på det statslige område, som ikke har fået lønmidler i 3-partsaftalen, kommer til at se sig selv i overenskomstaftalen, understreger Rita Bundgaard.
Hendes succeskriterier ved indgangen til den nu afsluttede forhandling gælder stadig, betoner HK Stat-formanden.
- Den trepart, vi nu går ind til, bliver kun en succes, hvis OK24 også bliver det. Og med succes mener jeg, at alle grupper af ansatte på de statslige arbejdspladser skal opleve, at en ny overenskomst er med til at forbedre deres vilkår på forskellig vis. Resultatet af OK24-forhandlingerne skal medlemmerne opleve som en succes.
Nøgleord
Kontakter
Tom GotfredKommunikationschefHK Stat
Tlf:40432235tom.gotfred@hk.dkhk.dk/statBilleder

Følg pressemeddelelser fra HK Stat
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra HK Stat
Chefforhandler for statsansatte og komitémedlem: Løn kan ikke sættes på formel13.6.2023 10:13:07 CEST | Pressemeddelelse
Dagens rapport fortæller ikke, om nogen får for meget eller for lidt. Men den er et godt grundlag for videre drøftelser om løn i staten, siger Rita Bundgaard, HK Stat-formand og medlem af Lønstrukturkomiteen. Hun afviser, at nogle grupper skal betale for eventuelle lønhop til andre.
Fælles udtalelse om domstolene og finanslovsforslaget for 202324.3.2023 17:22:34 CET | Pressemeddelelse
Finanslovsforslaget for 2023 er et vigtigt første skridt til at nedbringe ventetiderne ved retterne frem mod indgåelsen af en flerårsaftale, som bør indeholde et markant, yderligere løft.
HK: Godt med fokus på udfordringerne i den offentlige sektor26.10.2022 12:33:09 CEST | Pressemeddelelse
Ekstra lønløft til nogle grupper i den offentlige sektor må ikke få negative virkninger for resten af de offentligt ansatte. Det skal vi have en sikkerhed for, mener topforhandlerne for de offentligt ansatte HK’ere.
Rita Bundgaard genvalgt som formand for HK Stat10.6.2021 19:04:36 CEST | Pressemeddelelse
Ulla Moth-Lund Christensen er HK Stats nye næstformand. Med klart flertal vandt den 52-årige nu tidligere formand for HK Stat Hovedstaden torsdag eftermiddag kampvalget på HK Stats kongres. Rita Bundgaard blev genvalgt som formand.
Massiv opbakning til OK21 i staten fra chefforhandlerens eget bagland16.4.2021 10:55:00 CEST | Pressemeddelelse
De statsansatte HK’ere har med et markant flertal godkendt forliget om OK21. HK Stat-formand Rita Bundgaard, der stod i spidsen for alle statsansatte ved vinterens forhandlinger med skatteministeren, glæder sig over både en høj stemmedeltagelse og den højeste ja-procent i 22 år - bortset fra rekorden ved afstemningen om OK18.