AIDS-Fondet

Ny rapport: Kombinationen af sex og stoffer er en tikkende bombe under LGBT+ miljøet

Del

Chemsex, der er brugen af stoffer i forbindelse med sex, er vokset i alvor og i omfang de senere år, og det udgør nu en reel sundkrise for LGBT+ miljøet. Det fremgår af en rapport, der er udarbejdet for AIDS-Fondet, som efterlyser hjælp til en koordineret indsats fra sundhedsmyndigheder, kommuner og regioner. 

I dag udkommer rapporten DEN PERFEKTE STORM, der handler om de sundhedsmæssige konsekvenser af sex på stoffer.
I dag udkommer rapporten DEN PERFEKTE STORM, der handler om de sundhedsmæssige konsekvenser af sex på stoffer.

Stofferne er billige og nemme at blive introduceret til, og det er nemt at havne i et usundt forbrug af chemsex, som det kan være umådelig svært at komme ud af igen. Konsekvenserne kan være enorme, når kombinationen af sex og stoffer overtager menneskers liv. Det viser en ny rapport fra AIDS-Fondet.

- Brugen af hårde stoffer i forbindelse med sex er blevet et udbredt fænomen blandt transpersoner og blandt mænd, der har sex med mænd. De senere år har vores specialiserede rådgivning mærket et stigende pres fra chemsex-brugere, som har brug for hjælp, siger Lars Christian Østergreen, direktør i AIDS-Fondet.

AIDS-Fondets nye rapport, Den perfekte storm, giver gennem interviews med otte chemsex-brugere en unik indsigt i målgruppen og dens oplevelser med chemsex, og hvilken hjælp der er behov for, når man mister kontrollen.

- Jeg er faktisk lidt rystet over, hvor hårdt det er. Vi hører om voldsom sex, overgreb, paranoia, psykoser og overdoser – og dødsfald. Det er mennesker, som ellers virker til at have styr på deres liv. Mange oplever langt henad vejen, at de har kontrol over deres forbrug af sex og stoffer, indtil de pludselig føler sig fanget i et stigende forbrug, siger Lars Christian Østergreen.

Ingen kender omfanget
I rapporten anslås det på baggrund af tal fra 2017, at man allerede dengang kunne tælle chemsex-brugerne i tusinder, og det er AIDS-Fondets oplevelse, at fænomenet er voksende.

- Chemsex foregår i lukkede miljøer. Som regel holdes de så kaldte sexfester i private hjem, og det er svært få overblik over omfanget. I AIDS-Fondet oplever vi, at målgruppen ændrer sig. Brugerne bliver yngre, og det breder sig ud i større dele af LGBT+ miljøet, siger Lars Christian Østergreen.

Han efterlyser større bevidsthed om fænomenet blandt sundhedsmyndigheder, kommuner og regioner.

- Vi bliver nødt til at indsamle data i forhold til chemsex, så vi har et ordentlig grundlag at arbejde ud fra. De kommunale rusmiddelcentre skal have værktøjer til at identificere stofbrug, der hænger sammen med sex, og registrere det. Vi er nødt til at have tal på det, når chemsex er skyld i overdoser og dødsfald, siger Lars Christian Østergreen.

Ensomhed og manglende selvværd
I undersøgelsen beskriver brugerne, hvordan stofferne hjælper dem med at slippe hæmningerne, så de kan få god og grænseoverskridende sex.

Men der er hos rigtig mange af brugerne også bagvedliggende årsager: svigt fra barndommen, overgreb, psykisk sygdom, ensomhed og manglende selvtillid. Mange føler skam i forhold til deres seksualitet.

- Stofferne hjælper dem til at have sex på trods af de mange hindringer. Og, vi er som samfund og LGBT+ miljø nødt til at tale om, hvordan vi får gjort op med den udbredte mistrivsel, som for mange handler om, oplevelser med homofobi, og at de ikke føler sig som en del af miljøet, siger Lars Christian Østergreen.

Behov for et særligt tilbud
Behandling af chemsex-brugere er dobbelt: Det er både en stofproblematik og en sexologisk problematik.

Rapportens sidste del indeholder interviews med rådgivere fra to københavnske rusmiddelcentre og to medarbejdere fra AIDS-Fondets specialiserede rådgivning.

Her bliver det tydeligt, at der ikke er et reelt tilbud, som er gearet til at tage hånd om denne her målgruppe. AIDS-Fondets rådgivning er god i forhold til de sexologiske problematikker, mens rusmiddelcentrene er gode i forhold til stofbrugsdelen.

- Vi er nødt til at skabe et tilbud, som kan håndtere chemsex-brugernes komplekse behov. Det er ikke noget, AIDS-Fondet kan klare alene. Vi bliver nødt til at få hjælp fra sundhedsmyndighederne. Sammen kan vi opbygge et relevant tilbud – gerne i vores i vores klinikker, siger Lars Christian Østergreen.

AIDS-Fondet vil på baggrund af rapporten gribe ud til Sundhedsstyrelsen, LGBT+ miljøet og i første omgang Københavns Kommune, så der kan skabes målrettede indsatser og erfaringer, som kan bredes ud i resten af landet.

FAKTA
Chemsex er, når man dyrker sex under indtagelse af særlige designerdrugs. Mest populært er GHB, der drikkes og Crystal Meth, der enten ryges eller injiceres. Det er også de mest afhængighedsskabende og de mest sundhedsskadelige.

Københavns kommune finansierer AIDS-Fondets nuværende chemsex-forebyggelsestilbud og er den eneste offentlige instans, der systematisk er gået ind i problematikken.

Rapporten er udarbejdet for AIDS-Fondet af Jan Fouchard, speciallæge i samfundsmedicin, ph.d.

Kontakter

Vedhæftede filer

AIDS Fondet

AIDS-Fondet er en humanitær organisation, som arbejder for en verden, hvor ingen smittes med hiv, og hvor man kan have et godt liv, hvis man lever med hiv.
Organisationen blev stiftet i 1985, hvor der var behov for en privat organisation, der kunne rejse penge til forskning, information og patientstøtte.
Gennem årene er flere indsatser kommet til, og AIDS-Fondet er i dag den danske organisation, der arbejder dedikeret med bekæmpelse af hiv/aids – både nationalt og internationalt.

AIDS-Fondets formål er at:

  • forebygge hiv/aids
  • styrke forskningen i sygdommen
  • arbejde for bedre vilkår for mennesker, der lever med hiv
  • informere og rådgive befolkningen om hiv/aids til befolkningen
  • arbejde for sundheden blandt fondets målgrupper

Følg pressemeddelelser fra AIDS-Fondet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra AIDS-Fondet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye