Vedtagelsen af en ny fond for tab og skader er gode nyheder for FN’s klimaforhandlinger

Del

En ny fond for klimarelaterede tab og skader er i dag faldet på plads på den første dag af FN’s klimatopmøde COP28 i Dubai. Fonden skal hjælpe de udviklingslande der er hårdest ramt af klimaforandringerne.

”Det er er flot begyndelse på COP28. Det betyder, at én af de vigtige beslutninger, som COP28 skal levere allerede er landet. Og det hjælper forhandlingerne om verdens klima et vigtigt skridt på vej, at vi leverer denne fond tidligt. Det betyder, at der er plads og overskud til at forhandle videre. Derfor er det virkelig godt, at vi nu er nået til enighed om en ny fond. Det er noget vi fra dansk side har arbejdet hårdt for,” siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen.

Beslutningen om, at der skulle oprettes en fond for tab og skader blev taget for et år siden på COP27 i Egypten. I løbet af året er der blevet forhandlet om, hvordan fonden skulle skrues sammen. Den fond, der nu er vedtaget, er åben for alle finansieringskilder, herunder fra nye og innovative kilder, og opdeler ikke verdens lande i fastlåste kategorier af bidragydere og modtagere. Danmark lægger afgørende vægt på, at det er de fattigste og mest udsatte lande der bliver modtagere af mulig støtte – herunder de små østater.

”Det er en afgørende prioritet for Danmark at støtte sårbare lande, som oplever tab på grund af oversvømmelser, tørke og andre klimaforandringer. Der er et kolossalt behov for den hjælp fra mere velhavende lande. De lande skal tage et større ansvar og bidrage mere til de tab og skader, som klimaforandringerne forårsager – særlig i de mest sårbare egne af kloden,” siger Dan Jørgensen. 

Baggrund

Klimaskabte tab og skader omfatter klimaforandringernes mest alvorlige virkninger, som man ikke kan undgå gennem nedbringelse af udledningen af drivhusgasser, eller afbøde lokalt ved hjælp af klimatilpasning.

Det omfatter både tab og skader forårsaget af pludselige og akutte katastrofer. Det kan være orkaner, tropiske storme, skovbrande og stormflod. Det omfatter også tab og skader forårsaget af den langsomt, men stigende vandstand, der truer med at udslette lavtliggende stillehavsøer eller uafvendelig tørke, der fjerner livsgrundlaget inden for landbrug.  

Pressekontakt: 33 92 19 43 / pressevagten@um.dk

Følg pressemeddelelser fra COP 28

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra COP 28

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye