En jul med afsavn og bekymringer: Børn i udsatte familier må undvære gaver og samvær med venner, viser ny stor undersøgelse fra Røde Kors
Julen er forbundet med afmagt og ondt i maven hos mange forældre i udsatte positioner, og for rigtig mange betyder den trængte økonomi, at der må spares på julemad, familiebesøg, oplevelser og julegaver til børnene. Det viser en ny, stor undersøgelse blandt mere end 6000 økonomisk trængte familier

At julen varer længe og koster mange penge er en opslidende kendsgerning for familier, som kæmper med en stram økonomi. Særligt oven på de seneste års inflation giver familierne udtryk for at være pressede på økonomien og må skære helt ind til benet – og det går ud over børnene.
I en undersøgelse foretaget blandt 6771 familier, som modtog Vinterhjælp fra Røde Kors i februar i år, svarer 82 pct., at de må spare kraftigt eller helt undvære julegaver til deres børn, og 76 pct. må spare kraftigt eller helt undvære julemiddag og god mad i juledagene.
Undersøgelsen omfatter også interviews med børn i familierne, og svarene tegner et billede af børn, der glæder sig til jul. Men de fortæller også en historie om børn, der tilpasser sig situationen og ved, at deres forældre ikke har råd til det samme, som de ser deres kammerater få.
”For børn er julen en magisk tid forbundet med glæde, gode stunder med venner og familie og spændingen ved, hvad der gemmer sig under gavepapiret. Men desværre er der nogle børn, der står udenfor og kigger ind på julehyggen, fordi deres familie ikke kan få pengene til at række. Det bør vi kunne gøre bedre i et land som Danmark”, siger Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors.
Må undvære sociale aktiviteter
Fællesskab omtales som noget helt centralt blandt børnene i undersøgelsen, men resultaterne viser, at de trange økonomiske kår i familierne også går ud over samværet og de sociale oplevelser, som følger med højtiden. Blandt familierne svarer 70 pct., at de må undlade at rejse hjem til familie og venner i julen, eller de må spare kraftigt på rejseudgifterne. Et andet sted, familierne må spare, er på sociale aktiviteter for børnene i forbindelse med julen. 76 pct. må spare kraftigt eller helt undvære at deltage i sociale aktiviteter.
”Julen handler om fællesskab, samvær og nærvær, men mange har ikke råd til at besøge familien eller deltage i sociale aktiviteter forbundet med julen. Det er en høj pris at betale – især for børnene, som bare gerne vil holde jul som deres venner og være en del af et fællesskab”, siger Anders Ladekarl og uddyber:
”Børnene ved i mange tilfælde godt, at pengene i familien er små, og de fortæller om, at de ikke har forventninger til gaver og at det vigtigste er at være sammen. De tager et enormt ansvar for situationen – et ansvar, man ikke bør tage, når man er barn”.
Børnene mærker bekymringerne
Med fravalg af gaver og juleoplevelser for børnene følger også store bekymringer hos forældrene i undersøgelsen, fordi de ser ind i en tid, hvor de ikke har råd til at give deres børn det, der er med til at gøre højtiden til noget særligt. Langt de fleste (90 pct.) frygter ikke at kunne give deres børn den jul, de ønsker, og det generelle billede i børneinterviewene er, at forældrenes bekymringer ikke går ubemærket hen.
”Børnene mærker, at forældrene er stressede og kede af det over de gaver og den julemad, de ikke har råd til at købe. Familierne kæmper simpelthen for, at skuffelsen ikke bliver for stor og afsavnene for tydelige i en tid med mange forventninger”, siger Anders Ladekarl.
På baggrund af det aktuelle og akutte behov har Røde Kors sammen med Frelsens Hær, Dansk Folkehjælp, Blå Kors og Mødrehjælpen for nyligt opfordret Folketingets Social- og Finanslovsordfører til, at der også i år tilføres ekstra midler til jule- og vinterpuljen, så alle børn kan få en mindeværdig jul.
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil har sammen med de øvrige partier i regeringen netop besluttet at give 10 millioner kroner ekstra i julehjælp i 2023 til udsatte familier, har ministeriet oplyst i en pressemeddelelse.
Røde Kors forventer at uddele julehjælp til ca. 22.000 familier i år. Sidste år modtog 19.584 familier julehjælp fra Røde Kors.
OM UNDERSØGELSEN
Røde Kors uddelte i februar 2023 Vinterhjælp til 15.744 familier med et begrænset økonomisk råderum i forbindelse med stigende energi- og fødevarepriser.
Undersøgelsen bygger på en survey med 6771 gennemførte besvarelser (svarprocent 52) blandt forældrene samt kvalitative telefoninterviews med 16 børn fra samme gruppe. Formålet med denne undersøgelse er at belyse materielle og sociale afsavn samt bekymringer i økonomisk trængte børnefamilier. Undersøgelsen er gennemført i oktober 2023.
Kontakter
Røde Kors pressetelefonrodekors.dk/presse
Tlf:3529 9699Vedhæftede filer
Links
Om Røde Kors
Røde Kors er altid til stede
Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.
192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.
Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.
Følg pressemeddelelser fra Røde Kors
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Røde Kors
Felthospital i Gaza fylder 1 år: ”Vi håber, at der en dag ikke længere er brug for det”9.5.2025 11:28:23 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 80.000 konsultationer, 3000 operationer og 400 fødsler har fundet sted på Røde Kors’ felthospital i Gaza. Behovet er enormt – men omstændighederne, som personalet arbejder under, bliver mere og mere udfordrende.
Flere børn bekymrer sig: “Hvor skal vi finde hinanden, hvis der kommer krig, mens vi er i skole og I er på job?”6.5.2025 16:13:02 CEST | Pressemeddelelse
En undersøgelse fra Røde Kors og Voxmeter viser, at 38% af forældre oplever, at deres børn bekymrer sig om krig, trusler om krig og klimaforandringer. Af disse er 12% i høj grad bekymrede og 60% er i nogen grad bekymrede.
80-års jubilæumsfejring i Røde Kors: Besøgstjenesten fylder 60 år og Vågetjenesten fylder 20 år.5.5.2025 17:46:53 CEST | Pressemeddelelse
6. maj er en helt særlig dag i Røde Kors i Danmark. Her fejres der nemlig runde fødselsdage for hele to store sociale aktiviteter: Besøgstjenesten, hvor frivillige over hele landet besøger primært ældre, der mangler én at tale med. Og Vågetjenesten, hvor frivillige våger over døende og skaber ro og tryghed i den sidste tid. Pressen er velkommen til fejringen 6. maj kl. 15-17 på Blegdamsvej 27, 2100 København Ø. Tilmelding til Line Nørremark, telefon 2012349
Røde Kors’ genbrugswebshop fylder to år: Her kan alt sælges29.4.2025 13:18:04 CEST | Pressemeddelelse
Røde Kors Genbrugs kunder handler helt anderledes online end i fysiske genbrugsbutikker og kører gerne langt efter de unikke fund
Én måned efter kæmpe-jordskælv er 200.000 mennesker fordrevet fra deres hjem28.4.2025 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Myanmar: Én måned efter voldsomt jordskælv er den humanitære situation kritisk
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum