IKERASAK - fortællinger fra en grønlandsk bygd
Ny udstilling på Moesgaard fortolker gamle og nye hverdagsfotos fra et lille fisker- og fangersamfund i Grønland og sætter fortællingerne i en antropologisk forskningsramme

I efteråret 2019 besøgte antropolog og fotograf Christian Vium bygden, Ikerasak, i Uummannaq-fjorden i det nordvestlige Grønland. Med sig bragte han historiske fotografier og filmmateriale fra området. Sammen med bygdens beboere har Christian Vium analyseret og fortolket materialet, og sat det sammen med beboernes private fotografier samt nye film og optagelser, som er skabt i fællesskab mellem Vium og beboerne i Ikerasak.
Resultatet kan ses i en ny udstilling, som åbner 9. december i Moesgaard Museums udstillingslaboratorium. Udstillingen inviterer publikum på en følelsesladet og personlig rejse til det lille fisker- og fangersamfund, som er omsluttet af storslået natur i det nordvestlige Grønland.
Udstillingen er en del af Christian Viums forskningsprojekt, ’Reframing History’, som er finansieret af Carlsbergfondet og Aarhus Universitet. Med forskningsprojektet søger Vium at nuancere forståelsen af dansk kolonihistorie gennem en reaktivering af arkivmateriale, dialog og tværfaglig analyse og ved at formidle til en bred offentlighed bl.a. gennem udstillinger og bogpublikationer.
”I danske medier og i den danske offentlighed tales der sjældent om den grønlandske hverdag. Når det sker, er det oftest stereotype fortællinger om misbrug og forfald, der sætter rammen. Det skaber en forståelseskløft, hvor det ekstreme dominerer og identifikation er fraværende. De stereotyper om Grønland søger jeg at udfordre med udstillingen. Blandt andet ved at fremhæve hverdagsøjeblikke og minder fremfor alene at fokusere på 'store' begivenheder. Det er folks egne fortællinger op gennem tid. Det er alt det, som måske kan virke banalt, men som når man begynder at kigge nærmere på det, faktisk er ret dramatisk. Det er fortællinger om kærlighed, død, stridigheder og jagt og alt det, man husker i en familie, og som bliver til minder,” siger Christian Vium.
Udstillingens centrale fortælling er de personlige historier og billeder fra beboerne i bygden Ikerasak, som Viums film og fotooptagelser går i dialog med. Formålet med udstillingen er at skabe en refleksion over forholdet mellem tid, sted, eksistens og erindring. Samtidig ønsker Christian Vium at udfordre og udvide det klassiske historie begreb ved at skabe et non-lineært, tredimensionelt forløb bestående af fragmenter fra mere end 100 års hverdagsliv i Ikerasak, fortalt af beboerne selv.
Udstillingen består af en installation i stor skala. Det centrale værk er en seks-kanalers filminstallation med nye og gamle optagelser fra Ikerasak, der akkompagneres af et surround lydbillede bestående af reallydsoptagelser holdt sammen af et narrativ, der fortælles af en grønlandsk kvinde. Dertil en komposition for cello og elektronik komponeret og fremført af komponist og cellist Josefine Opsahl. Med en varighed på 22 minutter løber installationen i en sløjfe og i et koordineret hele, der skaber en unik publikumsoplevelse. En interaktiv touchscreen og en kort dokumentarfilm udfolder forskningsarbejdet, der ligger til grund for udstillingen.
Moesgaard Museum samarbejder med Aarhus Universitet om at nytænke formidlingen af forskning, og her spiller de forsknings- og researchbaserede udstillinger, som vises i museets udstillingslaboratorium, en væsentlig rolle. Christian Vium har tidligere bl.a. vist udstillingen Dialoger på Moesgaard Museum, som også var resultat af et forskningsprojekt, hvor gamle fotooptagelser blev bearbejdet og nyfortalt i samarbejde med efterkommere af oprindelige folk.
Udstillingen IKERASAK – fortællinger fra en grønlandsk bygd er støttet af Carlsbergfondet, Aarhus Universitet, A. P. Møller Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden, Kunststyrelsen, Per og Lise Aarsleffs Fond, Salling Fondene, Hoffmann & Husmans Fond, Grosserer L. F. Foghts Fond, Axel Muusfeldts Fond, Bestles Fond, Kerrn-Jespersens Fond og Aarhus Stiftstidendes Fond.
Udstillingen kan ses fra 9. december til 20. maj 2024 i Moesgaard Museums udstillings-laboratorium.
Om Christian Vium
Christian Vium er en prisvindende antropolog og fotograf, der opererer i spændingsfeltet mellem socialvidenskabelig forskning og æstetisk udstillingspraksis. Christian Vium integrerer fotografi- og filmmediet i en metodisk-analytisk researchproces. Christian Vium er lektor i antropologi ved Aarhus Universitet, hvor han er leder af den Multimodale MSc-linje, og i 2023-24 Research Fellow ved Harvard University.
Læs mere på Christian Viums hjemmeside https://christianvium.com/
Christian Viums Instagram profil https://www.instagram.com/christian_vium_studio/?hl=en
Nøgleord
Kontakter
Bodil JensenProgramredaktør og presseansvarlig for udstillinger og arrangementer
Tlf:20 46 63 73bj@moesgaardmuseum.dkBilleder




Følg pressemeddelelser fra Moesgaard
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Moesgaard
Moesgaard modtager stor fondsbevilling til at formidle verdenshistorien31.3.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden har netop bevilliget sammenlagt 24 millioner kroner til at støtte udviklingen af Moesgaards indhold igennem de næste tre år.
Ny dansk dokumentarfilm viser, hvordan ukrainsk kultur er blevet et militært mål19.2.2025 08:42:54 CET | Pressemeddelelse
Dokumentaren vises på DR1 og DR2 i forbindelse med treårsdagen for den russiske invasion af Ukraine den 24. februar 2025.
Moesgaard kåret som Danmarks bedste attraktion3.10.2024 11:57:39 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 3000 danskere har peget på Moesgaard Museum som vinder af den årlige Danish Travel Awards, som netop er blevet uddelt.
Oplev fortællingen om det største vendepunkt i menneskets historie2.10.2024 07:49:47 CEST | Pressemeddelelse
Moesgaards kommende særudstilling tager os 10.000 år tilbage i tid til dengang mennesket begyndte at dyrke jorden. På det tidspunkt opstår en helt ny og betagende gudeverden, som viser os, at menneskets måde at tænke, tro og leve på er radikalt forandret.
Moesgaard opruster på vidensområdet30.9.2024 08:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Moesgaard Museum hæver ambitionsniveauet for vidensområdet, som samles under én videnschef med ansvar for tre afdelinger, mens to nye faglige fyrtårne er hentet ind som afdelingsledere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum