Flertal af minoritetsetniske personer oplever diskrimination i Danmark
Otte ud af ti minoritetsetniske personer angiver, at de har været udsat for diskrimination eller fordomme det seneste år. Det viser en omfattende undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder, der efterlyser en ambitiøs handlingsplan.
Etnisk diskrimination og fordomme er et hverdagsfænomen for personer med minoritetsetnisk baggrund. De oplever negativ forskelsbehandling i det offentlige rum, på arbejdsmarkedet, i fritidslivet og i kontakten med myndighederne i Danmark.
Institut for Menneskerettigheder har netop gennemført den hidtil mest omfattende danske undersøgelse af racisme. Ud fra besvarelser fra knap 4.300 ikkevestlige efterkommere eller indvandrere tegner undersøgelsen et billede af, at racisme er udbredt i Danmark:
84 procent svarer, at de har oplevet diskrimination eller fordomme på baggrund af deres etnicitet. Omkring hver fjerde angiver, at de på grund af deres etniske baggrund er blevet nægtet adgang til steder, hvor andre må komme ind. Alle de adspurgte er enten født i Danmark eller kommet hertil, inden de fyldte 13 år.
”Diskrimination er ulovligt i Danmark. Alligevel oplever titusindvis at blive udsat for diskrimination alene på baggrund af deres etnicitet. Der er fortsat et stort behov for en koordineret indsats på tværs af samfundsområder, og det kalder på en ambitiøs handlingsplan mod racisme i Danmark,” siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.
Undersøgelsen viser også, at kun 11 procent af dem, der har oplevet diskrimination, efterfølgende har klaget. Deres forklaring er, at de ikke har tiltro til, at det vil nytte. Derudover angiver 38 procent, at de i nogen, høj eller meget høj grad overvejer at forlade Danmark som følge af deres oplevelser med diskrimination og fordomme.
”Det står helt centralt i menneskeretten, at mennesker skal behandles lige og beskyttes mod diskrimination. I Danmark har vi pligt til at stoppe racisme, når vi møder den, og en handlingsplan er et vigtigt første skridt,” siger Louise Holck.
I tidligere undersøgelser har Institut for Menneskerettigheder blandt andet vist, at diskrimination i nattelivet er udbredt, at politiet oftere sigter etniske minoriteter, uden at det fører til dom, og at lærlinge med etnisk minoritetsbaggrund bliver afvist af virksomheder.
Siden 1971 har FN’s konvention om Afskaffelse af Alle Former for Racediskrimination været gældende i Danmark. Det betyder blandt andet, at Danmark er forpligtet til at standse al racediskrimination.
Nøgletal fra rapporten 'Oplevet etnisk diskrimination i Danmark'
- 84 procent af minoritetsetniske personer angiver, at de har oplevet diskrimination eller fordomme på grund af deres etniske baggrund
- 65 procent angiver, at de har oplevet (ulovlig) diskrimination på grund af deres etniske baggrund
- Minoritetsetniske personer med synlige udtryk, der kan adskille dem fra resten af befolkningen (såsom fuldskæg og tørklæde) angiver i højere grad, at de oplever diskrimination og fordomme.
- Omkring hver anden (48 procent) af dem, der har sendt en ansøgning, angiver, at de har oplevet at få afslag på grund af deres etniske baggrund. Dette gør sig særligt gældende i forhold til job, oplæring, bolig og bank.
- Hver anden (49 procent) angiver, at de har fået dårligere service eller betjening på grund af deres etniske baggrund. Dette er blandt andet i butikker og spisesteder samt i sundhedsvæsenet og på uddannelsessteder.
- Omkring hver fjerde (28 procent) angiver, at de er blevet nægtet adgang til steder, hvor andre gerne må komme ind på grund af deres etniske baggrund. Dette er særligt tilfældet i nattelivet.
- Omkring hver tredje (29 procent) angiver, at de på grund af deres etniske baggrund er blevet stoppet af politiet uden anden umiddelbar årsag.
- Hver ottende (12 procent) angiver, at de er blevet udsat for vold eller trusler om vold på grund af deres etniske baggrund. Voldsofre angiver, at forbipasserende sjældent griber ind.
- Kun 11 procent af ofre for diskrimination angiver, at de har klaget efterfølgende. Dette skyldes særligt, at mange ikke har tiltro til, at det nytter noget.
- 55 procent angiver, at de på grund af deres etniske baggrund har ændret adfærd i det offentlige rum. Mange tilpasser, hvordan de går, taler eller fremstår eller undgår at tale deres families modersmål i det offentlige rum. Flere angiver, at de har skiftet navn eller undgår at bære religiøse symboler.
- 38 procent angiver, de i nogen, høj eller meget høj grad overvejer at forlade Danmark som følge af deres oplevelser med diskrimination og fordomme.
Sådan har vi gjort
Institut for Menneskerettigheder har i foråret 2023 gennemført en omfattende spørgeskemaundersøgelse. Data er indsamlet i perioden fra 11. maj 2023 til og med 8. juni af Epinion for Institut for Menneskerettigheder. Spørgeskemaet blev udsendt til knap 29.000 personer, hvor i alt 4.263 personer svarede på hele spørgeskemaet. Der er i analysen anvendt vægtning for at sikre stikprøvens repræsentativitet på en række parametre, så analysens resultater kan generaliseres til alle i målgruppen.
Læs mere om metoden i 'Oplevet etnisk diskrimination i Danmark'.
Nøgleord
Kontakter
Jeanette Ringkøbing RothenborgPressechefInstitut for Menneskerettigheder
Tlf:32 69 89 00jero@humanrights.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Institut for Menneskerettigheder
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Institut for Menneskerettigheder
Frygt skaber selvcensur i den offentlige debat5.6.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hver 10. borger afholder sig fra at deltage i demonstrationer eller ytre deres mening til borgermøder af frygt for blandt andet verbale og fysiske angreb, viser Institut for Menneskerettigheders undersøgelse af ytringsfrihedens vilkår i Danmark anno 2024.
Skoleelever oplever udbredt mobning relateret til etnicitet31.5.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Halvdelen af skoleelever med minoritetsetnisk baggrund udsættes for mobning med deres hudfarve, nationalitet, religion eller kultur. Knap en femtedel af eleverne med ikkevestlig baggrund fortæller om nedværdigende adfærd fra deres lærer. Det fremgår af ny undersøgelse blandt skoleelever i 6. og 9. klasse, som Børns Vilkår og Institut for Menneskerettigheder står bag.
Ny aftale om abort styrker kvinders selvbestemmelse og retssikkerhed3.5.2024 11:30:30 CEST | Pressemeddelelse
Med ny politisk aftale rykkes abortgrænsen fra 12. til 18. uge, og de regionale abortsamråd nedlægges. Et stort fremskridt for kvinders ret til selvbestemmelse, mener Institut for Menneskerettigheder.
Uønsket seksuel opmærksomhed udbredt på erhvervsskolerne24.1.2024 10:56:47 CET | Pressemeddelelse
Mere end hver fjerde kvindelige elev på 17 år eller derunder oplever uønsket seksuel opmærksomhed på erhvervsskolerne. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at undervisningsmiljøloven ændres, så erhvervsskolerne har pligt til at gribe ind over for seksuel chikane.
Menneskerettighedsinstitutioner efterlyser håndtering af farligt affald i Grønland13.11.2023 13:58:46 CET | Pressemeddelelse
Farligt affald og miljøgifte kan true befolkningens helbred og retten til sundhed og et sundt miljø. Målrettede tiltag og øget offentlighed kan forebygge, at det sker.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum