Dansk Fjernvarme

Finanslov 2024 - Fjernvarmepuljen overlever og skubber naturgassen ud i kulden

Del

Regeringen har netop landet en bred finanslovsaftale for 2024. I aftalen er der afsat 150 mio. kroner til fjernvarmepuljen, der således også er åben for ansøgninger i 2024. Fjernvarmesektoren og kommunerne har længe appelleret til, at fjernvarmepuljen skulle fortsættes og fyldes op for at sikre en fortsat udfasning af naturgassen. I 2023 manglede der i alt ca. 300 mio. kr. Disse projekter mangler fortsat finansiering, men nu tilgodeser regeringen og Folketinget en del af behovet til næste år.

Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme
Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme Foto: Jesper Voldgaard

Regeringen har med et meget bredt flertal i Folketinget landet finansloven for 2024. På finansloven er der afsat 150 mio. kroner til fjernvarmepuljen, og det bliver dermed en finanslov, som følger op på energibranchens, kommunernes og boligejernes ønsker om at fortsætte naturgasudfasningen. Derfor har den statslige fjernvarmepulje hidtil været et effektivt værktøj for fjernvarmeselskaber og kommuner i led med udfasningen.

Dansk Fjernvarme roser regeringen og Folketingets partier for at anerkende arbejdet med udfasningen af naturgas ved at føre fjernvarmepuljen over til 2024.

- Det er en rigtig god nyhed. Både for fjernvarmeselskaberne, for boligejerne og for vores sikkerhedspolitiske udfordringer, at regeringen og Folketinget sætter handling bag ordene, så vi nu kan fortsætte med at smide den sorte naturgas på porten, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, og han fortsætter:

- At fjernvarmepuljen er med på finansloven for 2024 er også en anerkendelse af, at fjernvarmeselskaberne, der udfaser naturgassen i Danmark gør et stort stykke arbejde for den grønne omstilling og forsyningssikkerheden. Fjernvarmepuljen er det vigtigste værktøj for selskaberne, hvis de skal sikre tempoet og følge efterspørgslen, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

Puljen skal ikke løbe tør – så falder momentum
Dansk Fjernvarme mener dog også, at udviklingen i 2023 bør være et ”wakeup-call” for politikerne. I lyset af klimaaftalen fra 2022, har kommuner og fjernvarmeselskaber arbejdet målrettet på at indfri regeringens ambitioner om at udfase naturgas i boligopvarmningen. Det har fjernvarmeselskaberne taget til sig og har de seneste par år alene bidraget til, at cirka 100.000 boliger har skiftet gasfyret ud med fjernvarme.

Det er i flere tilfælde sket med bidrag fra fjernvarmepuljen.

- Puljen lukkede i 2023 med mere end 25 fjernvarmeprojekter, som ikke fik tilskud fra puljen. Derfor er en forlængelse af fjernvarmepuljen i 2024 tiltrængt, så projekterne ikke forsinkes eller aflyses. Der er derfor grund til at rose partier som SF og Det Radikale Venstre, som i forhandlingerne har kæmpet for at få fyldt puljen op, der betyder, at Danmark kan fortsætte indsatsen, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Dansk Fjernvarme opfordrer til, at vinterens og forårets forhandlinger om fordeling af midler fra den grønne fond tilgodeser fjernvarmepuljen, så der er vished for de resterende projekter, som ikke får del af de første 150 mio. kroner i fjernvarmepuljen for 2024, samt de projekter, der endeligt færdiggøres i 2024 og har behov for statslig støtte.

Kontakter

Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarme er en af Danmarks største brancheorganisationer og er interesseorganisation for landets 354 fjernvarmeselskaber, der forsyner omkring 69 procent af alle danske boliger med grøn og effektiv varme. Hovedkontoret ligger i Fjernvarmens Hus i Kolding med en afdeling beliggende centralt i København. I dag kommer 76 procent af fjernvarmen fra vedvarende energi, og sektoren har som mål at blive CO2-klimaneutral i 2030.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye