Ny analyse: Omstilling af arbejdsmaskiner fra diesel til el kan spare CO2 og menneskeliv

Del

Det er godt for klimaet, og vi kan spare menneskeliv og nedbringe tilfælde af kræft, hjerte-kar og luftvejssygdomme ved at omstille arbejdsmaskiner fra diesel til el, viser ny analyse fra CO-PI. Landets største offentlige bygherrer går sammen og vil fremover efterspørge eldrevne maskiner.

Billede: Der er både klima- og sundhedsgevinster ved omstilling fra dieseldrevne til emissionsfrie arbejdsmaskiner.
Billede: Der er både klima- og sundhedsgevinster ved omstilling fra dieseldrevne til emissionsfrie arbejdsmaskiner. iStock

Mærkbart mindre CO2-udledning. Færre sygedage, hospitalsindlæggelser og dødsfald – og mindre støj.

I en helt ny analyse 'Gevinster ved emissionsfrie arbejdsmaskiner', som Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI), har fået foretaget, sættes der for første gang tal på gevinster ved omstilling af arbejdsmaskiner fra diesel til el.

15 færre for tidlige dødsfald

Gevinsterne er positive for klimaet: Hvis alle arbejdsmaskiner – små som store – er eldrevne i 2028, vil CO2-udledningen blive reduceret med 3,4 mio. ton.

Gevinsterne kommer også i form af færre sygedage, hospitalsindlæggelser og dødsfald:

Mindre luftforurening kan betyde 15 færre tilfælde af for tidlig død over ti år, viser den nye analyse.

"Vi vidste, at der var en klimagevinst. Men nu har vi også fået sat tal på de mange andre gevinster, vi kan høste ved, at arbejdsmaskiner omstilles fra diesel til el. Og der er god samfundsøkonomi ved at skifte grønt gear og komme op i fart. Men det kommer ikke af sig selv. Ingen bygherre eller leverandør kan gøre det hver for sig. Det kræver fælles vilje og handling i alle dele af værdikæden," siger Ole Bech Lykkebo, programchef i CO-PI.

Længere levetid og færre behandlingsomkostninger

CO-PI's samfundsøkonomiske analyse er udarbejdet som del af skaleringsprocessen ’Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner’, der er et partnerskab mellem 18 forskellige offentlige bygherrer fra hele landet, CO-PI, Gate 21 og We Build Denmark.

Formålet er at bane vej for en hurtigere omstilling fra diesel til emissionsfrie maskiner på offentlige anlægs- og byggepladser.

Analysen viser, at mindre luftforurening, som resultat af eldrevne arbejdsmaskiner, blandt andet kan bidrage til længere levetid, færre sygedage og færre behandlingsomkostninger i sundhedsvæsenet svarende til 1,9 mia. kroner.

Det hænger sammen med, at elmaskinerne vil give færre tilfælde af kræft, hjerte-kar- og luftvejslidelser.

Mærkbart mindre støj fra offentlige byggerier 

For første gang nogensinde er der også sat tal på værdien af, at de eldrevne maskiner kan bidrage mærkbart til mindre støj ved boliger, der ligger i nærheden af bygge- og anlægspladser. 

Gevinsten for hele samfundet er beregnet til 2,3 mia. kr.

"Tallene viser med al tydelighed, at støjplagede naboer til offentlige byggepladser får en mere tålelig tilværelse, når larmende dielelmaskiner udskiftes med mere støjsvage elmaskiner. Det giver også et bedre arbejdsmiljø for bygningsarbejderne, at de ikke skal råbe til hinanden for at overdøve dielsel-larmen," siger Ole Bech Lykkebo, programchef i CO-PI.

--------

Fakta: Offentlige bygherrer sammen om grønt gearskifte nu

Skaleringsprocessen – en ny metode indført af CO-PI – er et tværoffentligt samarbejde, hvor flere offentlige organisationer går sammen om en fælles udfordring, så det bliver mere attraktivt for private virksomheder at udvikle nye løsninger.

Partnerne i skaleringsprocessen ønsker med samarbejdet at sætte skub i serieproduktionen af eldrevne maskiner ved at gå sammen og sætte volumen på efterspørgslen af eldrevne maskiner i alle størrelser og kategorier.

Det åbne partnerskab optager løbende optager flere deltagere. Pr. november 2023 deltager18. offentlige bygherrer i skaleringsprocessen:

•    Københavns Kommune
•    Aalborg Kommune
•    Aarhus Kommune
•    Frederiksberg Kommune
•    Middelfart Kommune
•    Slagelse Kommune
•    Rudersdal Kommune
•    Esbjerg Kommune
•    Odense Kommune
•    Region Hovedstaden
•    Metroselskabet og Hovedstadens Letbane
•    Vejdirektoratet
•    Sund & Bælt
•    Novafos
•    Aarhus Vand
•    Aarhus Havn
•    Aalborg Forsyning
•    Kildedal By

→ Læs mere om skaleringsprocessen Sammen om emissionsfrie maskiner

--------

Baggrund - tal og cases

'Gevinster ved emissionsfrie arbejdsmaskiner er en samfundsøkonomisk analyse, der ud fra komplekse beregninger vurderer, om et projekt eller et tiltag (her omstilling til emissionsfrie arbejdsmaskiner) samlet set er en gevinst for samfundet, når alle konsekvenser for alle aktører i Danmark medtages.

Som det er standard i samfundsøkonomiske analyser, er der sammenlignet to scenarier:

  • Et basisscenarie, hvor der fortsat primært anvendes fossile drivmidler.
  • Et projektscenarie, hvor alle arbejdsmaskiner i bygge- og anlægssektoren omstilles til el i 2028.

Analysen viser, at omstillingen også koster penge, bl.a. fordi anskaffelsesprisen for elmaskiner er højere. Den såkaldte skyggepris pr. fortrængt ton CO2 er opgjort til 1.500 kr.

Ekspertvurderingen er, at det er mindre end andre, dyrere klimatiltag, som må gennemføres for at nå målsætningen om 70 procent mindre udledning i 2030. Analysen bidrager også med ny viden om, hvor store de samfundsøkonomiske effekter er, når der zoomes ind på konkrete bygge- og anlægscases helt lokalt.

Analysen er udført af EY i overensstemmelse med Finansministeriets vejledning om denne type analyser.

Nøgleord

Kontakter

Vedhæftede filer

Links

Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) er et nationalt center, der bidrager til øget kvalitet og effektivitet i den offentlige sektor gennem innovation – og til samfundets velfærd og vækst gennem flere innovative løsninger skabt i offentlig-privat samarbejde.

CO-PI er tværoffentligt finansieret via økonomiaftalerne mellem regeringen, KL og Danske Regioner.

Læs mere på www.co-pi.dk

Følg pressemeddelelser fra Center for Offentlig-Privat Innovation

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Center for Offentlig-Privat Innovation

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye