TREFOR står med en større oprydningsopgave efter stormflod
For at sikre strøm til alle kunder hurtigst muligt udførte TREFOR El-net en række midlertidige løsninger efter stormfloden i oktober. De løsninger skal skiftes til permanente, og samtidig kan der dukke følgeskader op på elnettet, der har været ramt af saltvand. TREFOR El-net undersøger, hvordan elnettet fremover kan sikres bedre mod klimaforandringer og voldsomme naturhændelser.

De 1550 adresser i TREFOR El-nets forsyningsområde, som fik afbrudt strømmen i forbindelse med stormfloden natten mellem den 20. og 21. oktober, har strøm igen. Men dermed er opgaven langt fra løst for forsyningsselskabet. Blandt andet blev der en række steder lavet midlertidige løsninger for at genetablere strømmen.
”De midlertidige løsninger skal vi have ændret til mere permanente, og vi skal gennemgå en række anlæg for at sikre os bedst muligt mod følgeskader. Derudover vil vi i den kommende tid føre tilsyn med de anlæg, der har været oversvømmet for at sikre, at de fortsat er funktionsdygtige,” siger Per Sørensen, elforsyningsdirektør i TREFOR El-net.
I forbindelse med at forsyningsselskabet reparerer elnettet, kan det nogle steder medføre periodevise strømafbrydelser.
Omfattende skader
Det var især Kolding midtby og havn, sommerhusområderne ved Binderup og Grønninghoved, Hejlsminde og Skærbæk Havn, der blev oversvømmet, så saltvandet nåede TREFOR El-nets anlæg.
Flere af TREFOR El-nets transformerstationer stod under vand i de berørte områder, og en transformer på Kolding Havn blev så beskadiget, at den måtte udskiftes akut under stormfloden. Samlet har op mod 400 kabelskabe været udkoblet. Mange af dem afbrød TREFOR El-net strømmen til præventivt, da vandet begyndte at stige.
”Efter stormfloden var vandet længe om at trække sig væk, og hele opgaven med at rense, tørre og udbedre anlæg i så mange områder viste sig at være et kæmpe arbejde, også logistisk. Men havde vi ikke afbrudt vores anlæg præventivt så mange steder, så ville mange flere anlæg være kortsluttet, og skaderne havde været endnu større. På det punkt fungerede vores indsats og prioritering godt,” forklarer Per Sørensen.
I dagene efter stormfloden skyllede og rengjorde TREFOR op mod 25 transformerstationer, og da 300 berørte kabelskabe blev tjekket og efterset, måtte 225 af dem først skylles og rengøres, inden de igen kunne tages i brug. 30 kabelskabe er indtil videre skiftet som følge af skader og kortslutninger, og omkring yderligere 20 kabelskabe skal skiftes i den kommende tid.
Sikre mod klimaudfordringer
Skaderne efter stormfloden, og prisen for at udbedre dem, er endnu ikke endeligt opgjort. TREFOR El-net forventer dog, at det løber op i 3-4 millioner kroner. Og derefter kommer udgifterne til at forbygge lignende skader.
”Mange af vores anlæg er bygget i en tid, hvor man ikke havde samme fokus på klimaudfordringer, som vi har set de sidste 5-10 år. Men vi undersøger, hvordan vi fremadrettet bedre kan sikre vores anlæg mod klimaudfordringer, som stormfloden var et eksempel på. Selvom det blev defineret som en 100-årshændelse, så bliver det nok ikke sidste gang, vi ser noget lignende. Det arbejde sker i samarbejde med blandt andre vores kunder, myndigheder og kommuner," forklarer Per Sørensen
Under hele stormflodsforløbet arbejdede TREFOR El-net tæt sammen med både kommuner og beredskabet. Lige som flere samarbejdspartnere trådte til med ekstra hjælp og mandskab.
”Fra TREFORs side vil vi gerne sige tak til alle dem, der har gjort en ekstra indsats i forbindelse med stormfloden, både kollegaer, samarbejdspartnere og mange andre har været involveret. Havde det ikke været for den opbakning, havde det taget endnu længere tid at genetablere elforsyningen”, siger Per Sørensen.
FAKTA EFTER STORMFLODEN
- I alt 1550 boliger, erhverv og sommerhuse blev afbrudt eller mistede strømmen
- Områder i Kolding midtby, havn og ved Fjordvej, Skærbæk Havn, Hejlsminde, Middelfart, sommerhusområder ved Bjert Strand, Binderup Strand og Grønninghoved, samt Drejens og Houens Odde fik afbrudt strømmen.
- 25 transformerstationer blev påvirket af vand, og en transformer på Kolding Havn måtte udskiftes akut
- Op mod 400 kabelskabe har været udkoblet, 225 kabelskabe er rengjort efter oversvømmelse og op mod 50 kabelskabe er defekte pga. saltvand og kortslutninger
- TREFOR El-net har i perioder haft mere op mod 100 mand på arbejde for at genforsyne kunder og reparere elnettet.
Kontakter
For yderligere information kontakt venligst:
Per Sørensen, elforsyningsdirektør i TREFOR El-net, telefon 2835 7346
Ann Warren, pressechef i TREFOR, på telefon 5115 2555
Billeder
Følg pressemeddelelser fra TREFOR
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra TREFOR
TREFOR indvier fjernvarmen i Almind27.11.2023 11:35:00 CET | Pressemeddelelse
De første husstande i Almind kan nu tilkobles fjernvarmen, og derfor markerer TREFOR Varme indvielsen af første etape af projektet til i alt 250 millioner kroner. Frem mod sensommeren 2025 kan 1100 husstande i Almind, Viuf, Vester Nebel, Gravens og Ågård udskifte gas- og oliefyr med mere grøn og bæredygtig fjernvarme.
Fredericia og Middelfart har igen normalt vandtryk10.11.2023 11:20:16 CET | Pressemeddelelse
Stor ros til borgere i både Fredericia og Middelfart, der på opfordring sparede markant på vandet, og dermed var med til at sikre vand til alle. TRFOR Vand har genoprettet forsyningen i hele området, så der igen fuldt vandtryk i alle haner.
TREFOR Vand: Spar på vandet i Fredericia6.11.2023 14:17:39 CET | Pressemeddelelse
TREFOR Vand opfordrer alle borgere i Fredericia-området til at spare på vandet. En skade på en hovedledning giver problemer med vandtrykket, og hvis alle skal blive ved med at have vand, er det nødvendigt, at den enkelte skruer ned for sit forbrug de kommende dage.
1250 husstande har strøm igen efter stormflod23.10.2023 21:20:00 CEST | Pressemeddelelse
TREFOR El-net er langt med at genetablere elforsyningen i Trekantområdet efter weekendens stormflod. Mandag aften vil hovedparten af de afbrudte husstande have fået strøm igen. Tirsdag morgen vil cirka 300 husstande og virksomheder endnu være afbrudt, særlig hvor kabelskabe stadig står under vand, eller hvor anlæg er så beskadiget, at de kræver udskiftning.
Trekantområdet og Bornholm skifter til vintertarif den 1. oktober25.9.2023 13:37:08 CEST | Pressemeddelelse
Elkunder i Trekantområdet og på Bornholm får nye nettariffer, når TREFOR El-net og TREFOR El-net Øst fra 1. oktober som planlagt skifter til vintertarif. Nettarifferne er generelt højere om vinteren, men i år er vintertariffen væsentligt lavere i forhold til sidste vinter, hvor energikrisen pressede priserne op.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum