Smog fra Bispeengbuen i København ryger direkte ind i stuen
22.11.2023 06:02:00 CET | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
En stor del af den massive bilforurening fra indfaldsvejen Bispeengbuen i København ryger direkte ind i folks hjem. Det viser særlige målinger lavet af forskere fra Københavns Universitet. Måleapparatet, som en af forskerne selv står bag, kan udfylde vores mangel på viden om lokal luftforurening.

Luftforurening slår over 4000 danskere ihjel før tid hvert år. Men lokalt har vi et ringe overblik over, hvor mange sundhedsskadelige stoffer, der er i den luft, vi trækker ned i lungerne. For i dag måler vi kun luftforurening på 14 udvalgte steder i Danmark.
Kemikere fra Københavns Universitet satte derfor egne måleapparater op på et særligt sted i hovedstaden, hvor luftkvaliteten ellers ikke måles: Nemlig ved motortrafikvejen Bispeengbuen - en af de vigtigste indfaldsveje til København, som fører igennem tæt bebyggede boligområder ind i hjertet af byen. Og forureningen fra de 50-70.000 biler, som hver dag kører hen over den sekssporede vejbro, ryger direkte ind i boliger, som ligger tæt på den. Det indikerer studiet anført af kemistuderende Frederik Hildebrand fra Københavns Universitet. Studiet er udgivet i tidsskriftet Dansk Kemi.
Forskerne placerede en række måleapparater dels langs Bispeengbuen, dels direkte uden for en beboet lejlighed 35 meter fra vejen samt inde i et af lejlighedens værelser. I over fire uger målte apparaterne, som er udviklet af forskere fra Kemisk Institut, niveauerne af forurenende stoffer i luften.
”I lejligheden stod måleapparatet i et opbevaringsrum, hvor der ikke var nogen personer inde, og hvor døre og vinduer var lukkede i hele perioden. Her fandt vi en tæt korrelation mellem den indendørs og udendørs luftforurening. Det vil sige, at luftforureningen kom direkte udefra og ind i rummet, selvom det altså havde været lukket helt af. Det var overraskende,” siger Frederik Hildebrand.
48 procent af forureningen stammer fra vejen
Forskernes målinger viser, at 48 procent af den indendørs luftforurening i lejligheden stammer direkte fra den udendørs bilforurening fra Bispeengbuen.
”Det kan jo til dels skyldes, at det er en gammel bygning, der ikke er lige så godt isoleret som de nyere. Men det er jo primært gamle bygninger, der findes i København. Hvis man antager, at det samme gør sig gældende i flere andre tilsvarende bygninger, kan har vi jo have en betydelig indendørs forurening. Nogle af boligerne ligger kun fem meter fra vejen,” siger professor Matthew S. Johnson fra Kemisk Institut, som har været vejleder på projektet og selv har været med til at udvikle det måleinstrument, som er brugt.
De mest bekymrende typer forurening, som forskerne målte, var kvælstofdioxid (NO2) og fine partikler (PM2.5). NO2 er bl.a. berygtet for at kunne lave ravage i lungerne, fremkalde kræft, demens og andre hjerte-kar-sygdomme. Fine partikler (PM2,5) kan, fordi de er så små, gå ned i lungerne og videre ud i blodbanen og kroppen. Partiklerne kan føre til bl.a. lungesygdomme, diabetes, blodpropper og kræft.
Overskrider WHO’s retningslinjer
Mens den gennemsnitlige koncentration af fine partikler målt udendørs langs Bispeengbuen holdt sig inden for WHO’s retningslinjer for sund luftkvalitet, overskred det gennemsnitlige niveau af NO2 WHO’s 24-timers-grænseværdier i måleperioden.
Når koncentrationerne af PM2,5 var på deres højeste – hvilket de især var i morgenmyldretiden – var de over 10 gange så høje som 24-timers-grænseværdierne. For NO2 var værdierne seks gange så høje.
”Det, vi måler på Bispeengbuen, er på samme niveau som den mest forurenede strækning i Danmark – altså H.C. Andersens Boulevard i København. Forskellen er, at vi her er oppe i andensalshøjde, så forureningen bliver spredt endnu mere ud i lokalområdet og med al sandsynlighed ind i folks hjem,” siger Matthew S. Johnson.
Inde i lejligheden holdt koncentrationerne sig dog under WHO-grænseværdierne i måleperioden, som lå sidst på foråret 2022:
”Men det betyder ikke, at det ikke kræver opmærksomhed. For koncentrationerne afhænger jo af, hvor meget udendørs trafik, der er. Om vinteren formoder vi, at der er mere biltrafik og derfor mere luftforurening – det viser studier andre steder fra. Og da er det ikke umuligt, at grænserne overskrides,” siger Frederik Hildebrand.
”Det er klart bekymrende, at der er så tæt en kobling mellem den forurening, der er udenfor og indenfor. Det trænger ind, og det skader med stor sandsynlighed folks helbred. Man kan afhjælpe en del af problemet ved at renovere bygningerne. Men det er meget uheldig planlægning, at vejen ligger så tæt på bebyggelsen,” siger Matthew S. Johnson.
Efter mange års politisk diskussion er det besluttet at rive den ene af Bispeengbuens to vejbroer ned, således at de seks spor bliver reduceret til tre. Hvad tænker forskerne om den løsning?
”Biltrafikken er jo stadig konstant, så man flytter egentlig bare forureningen fra ét sted til et andet. Hvis man derimod flytter trafikken ned under jorden, får man ikke spredt forureningen ud i nærområderne, og man ville kunne kontrollere det gennem filtre og andre ting, der kan rense luften i tunnelen,” siger Frederik Hildebrand.
I dag måler man kun tre steder i København
Den officielle overvågning af luftkvaliteten i Danmark foregår i dag med instrumenter, som måler meget præcist, men som er store, dyre og energitunge. Derfor er antallet af dem stærkt begrænset. Der er således fordelt 14 målestationer ud over hele Danmark. Tre af dem er placeret i København.
“Så man mangler et mere nøjagtigt billede af resten af København og af nærlokale effekter generelt. Det er det, som de sensorer, vi her har brugt, kan give hurtigt, billigt og nemt. Vi har fx sat 225 måleapparater op rundt om i London. De fungerer som et godt supplement til de officielle målenetværk. I samspil kan de give os meget bedre viden, end vi har i dag om, hvor forurenet den luft, vi går og indånder egentlig er,” slutter Matthew S. Johnson.
FAKTABOKS: SÅ MANGE SLÅR LUFTFORURENING IHJEL
- Danske beregninger viser, at luftforureningen i Danmark i 2020 var årsag til 4.030 for tidlige dødsfald. 3.170 af dødsfaldene skyldes kilder til luftforurening i udlandet, mens 860 tilfælde skyldes danske kilder. Danske kilder bidrager derudover med ca. 1.930 for tidlige dødsfald årligt i Europa. (Kilde: Luftforurening - Sundhedsstyrelsen)
- Ifølge et estimat fra 2019 skyldes 11,65% af alle dødsfald på verdensplan luftforurening. Dette gør luftforurening til den tredjehyppigste dødsårsag efter rygning og forhøjet blodtryk.
- Udendørs luftforurening er anslået til på globalt plan at være årsag til 4,2 millioner for tidlige dødsfald i 2019 (kilde: WHO)
FAKTABOKS: FORSKERNE PRODUCERER SELV MÅLERNE
- De måleapparater, som forskene har brugt i studiet, er såkaldte low-cost-sensorer, som er udviklet af det danske firma DevLabs. Firmaet er tegnet af Matthew S. Johnson og andre kemikere, som kommer fra samme forskningsgruppe på Københavns Universitet.
- Low-cost-sensorerne har en kompakt størrelse, et lavt energiforbrug og koster 100 til 1.000 gange mindre end de traditionelle luftforureningsmålere. Dermed kan man med relativt få ressourcer danne et netværk af målere, som kan undersøge lokal forurening på et niveau, der ikke gøres i dag. Dog skal sensorerne kalibreres mod et mere præcist og dyrere måleinstrument.
FAKTABOKS: OM STUDIET
- Den videnskabelige artikel om studiet er udgivet i tidsskriftet Dansk Kemi.
- Forfatterne er Frederik B. Hildebrand, Jens-Christian N. Poulsen og Matthew S. Johnson fra Kemisk Institut samt Louise B. Frederickson fra DevLabs/Aarhus Universitet.
Nøgleord
Kontakter
Frederik Hildebrand
BSc. Kemi
Københavns Universitet
hwp980@alumni.ku.dk
29 25 89 54
Matthew S. Johnson
Professor
Kemisk Institut
Københavns Universitet
msj@chem.ku.dk
35 32 03 00
Maria Hornbek
Journalist
Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Københavns Universitet
maho@science.ku.dk
22 95 42 83
Billeder

Om Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet – SCIENCE – er landets største naturvidenskabelige forsknings- og uddannelsesinstitution.
Fakultetets væsentligste opgave er at bidrage til løsning af de store udfordringer, som vi står overfor i en verden under hastig forandring med øget pres på bl.a. naturressourcer og markante klimaforandringer - både nationalt og globalt.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
High water, high rents: Poorest residents pay the most for climate adaptation12.11.2026 07:17:00 CET | Press release
As cities worldwide adapt to extreme weather, climate adaptation must prevent people from wading through flooded streets in the future. But the costs are not equally shared. A study from the University of Copenhagen shows that climate adaptation policies may even make social inequality worse. In Copenhagen, stormwater costs fall disproportionately on not-for-profit housing residents, as these neighborhoods are often located near climate adaptation projects.
Højere vandstand, højere husleje: Klimasikring kan koste de fattigste mest12.11.2026 07:16:00 CET | Pressemeddelelse
Klimasikring skal forhindre, at københavnerne vader gennem oversvømmede gader i fremtiden. Men regningen er ikke fordelt lige mellem dem. Borgere i almene boliger kan komme til at betale den største del, viser forskning fra Københavns Universitet.
Kaffe ser ud til at ændre, hvordan din tarm fungerer10.11.2026 10:22:45 CET | Pressemeddelelse
Drikker du kaffe hyppigt, lader det til at ændre dine tarmbakterier, men også selve din tarms fysiologi. Det er resultatet af et studie fra Københavns Universitet, som måske kan pege i retning af, hvordan vi bedre afhjælper forstoppelse.
Coffee appears to change how your gut functions10.11.2026 10:20:38 CET | Press release
If you drink coffee regularly, it appears to alter not only your gut bacteria but also the physiology of the gut itself. That is the conclusion of a study from the University of Copenhagen, which may help point the way towards better treatments for constipation.
Luftforurening tidligt i livet kan spores i lungerne helt op i ungdomsårene9.11.2026 06:55:00 CET | Pressemeddelelse
På trods af en forbedret luftkvalitet i Danmark finder et nyt studie en sammenhæng mellem luftforurening tidligt i livet og børn og unges lungefunktion. Selv små forskydninger kan have stor betydning for befolkningens sundhed, siger forsker.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum