Brevkasse: Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring
17.11.2023 15:15:00 CET | Forsikring & Pension | Pressemeddelelse
De fleste ved, at forsikringer er gode at have, men ved dine læsere, hvad der helt præcist gælder i enkeltsager? Har de fx styr på, om kaskoforsikringen dækker, hvis man ikke har skiftet til vinterdæk og kører galt, fordi det er glat? Hvordan man bedst forebygger risikoen for skorstensbrand? Og om der gælder en særlig tidsfrist i forhold til anmeldelse af stormflodsskader?

Hver eneste dag rådgiver og vejleder Forsikringsoplysningen et hav af danskere, der har forsikringsrelaterede spørgsmål eller brug for hjælp til at forstå forsikringsselskabers kendelser. På baggrund af de mange henvendelser vi får, samler vi hver måned en brevkasse, som landets redaktioner frit kan benytte ved angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen. I er også velkomne til at anvende pressebilledet ved angivelse af fotograf.
Brevkasse for november:
Spørgsmål - Dækker forsikringen, hvis jeg kører galt, fordi det er glat, og jeg ikke har fået skiftet til vinterdæk?
Hej Brevkasse
Hvordan dækker forsikringen egentlig, hvis jeg kører galt, fordi det er glat, og jeg ikke har fået skiftet til vinterdæk?
Vejret er jo fint endnu, men lige pludselig kan det jo blive koldt, især om morgenen, når man kører til arbejde.
Hilsen
Den undrende
Svar:
Hej Undrende
Som udgangspunkt dækker både ansvars- og kaskoforsikringen, hvis du kører galt, fordi det er glat – også selvom du stadig har sommerdæk på bilen.
Der kan være tilfælde, hvor dine sommerdæk er så nedslidte, at forsikringsselskabet vil vurdere, at du har handlet groft uagtsomt, men det vil være en konkret vurdering i den enkelte sag.
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål - Dækker husforsikringen skorstensbrand?
Kære Forsikringsoplysningen
Vi bruger vores brændeovn mere og mere og er meget opmærksomme på, at vi tænder op på den rigtige måde og sørger for, at skorstenen bliver efterset og renset jævnligt.
Alligevel er vi kommet til at tale om risikoen for skorstensbrand, og om forsikringen dækker, hvis det sker?
Hilsen
De bekymrede
Svar:
Kære Bekymrede
Både hus- og indboforsikringen dækker brand, medmindre der er tale om grov uagtsomhed. Den vil derfor også som udgangspunkt dække skader efter en skorstensbrand.
Det er dog altid en god idé at være opmærksom på, hvordan man tænder op og i øvrigt sørge for regelmæssig rensning af skorstenen. Præcis som I allerede gør.
Gode råd til korrekt optænding:
- Brug kun den brændselstype, der er beregnet til dit fyringsanlæg
- Tænd op i toppen af brændet
- Brug kun rent og tørt træ
- Sørg for rigelig luft til ilden
I kan læse mere på fyrfornuftigt.dk
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Spørgsmål - Hvor lang tid har man til at anmelde en skade til Naturskaderådet efter stormfloden i oktober?
Hej
I forbindelse med stormfloden i oktober var vi så uheldige, at vores hus blev oversvømmet.
Alt er anmeldt, og sagen er sat i gang hos forsikringsselskabet og Naturskaderådet, men vi har alligevel talt om, om man også har 3 år til at anmelde skaden til Naturskaderådet, ligesom det er tilfældet ved en skade, man anmelder til forsikringsselskabet?
Hilsen
De Nysgerrige
Svar:
Hej Nysgerrige
Det er korrekt, at de almindelige forældelsesregler på 3 år fra skadedato gælder, når man anmelder en skade til et forsikringsselskab. Det er nærmere beskrevet i Forældelsesloven § 3.
Men ved skader efter stormfloden i oktober og anmeldelse til Naturskaderådet, gælder andre regler. Skaderne skal nemlig anmeldes senest 2 måneder, efter stormfloden er erklæret af Naturskaderådet. Det betyder, at skader efter stormfloden i oktober, skal være anmeldt til Naturskaderådet senest 21. december 2023.
I kan læse mere her
De bedste hilsner
Forsikringsoplysningen
Nøgleord
Kontakter
Anne Garde SlothuusForsikringsoplysningen
Tlf:+4541919145ags@fogp.dkBilleder
Links
Fakta om Forsikringsoplysningen
Forsikringsoplysningen har i 90 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
Alle kan kontakte Forsikringsoplysningen på telefon 41 91 91 91 tirsdag – torsdag 9.00-11.30 og 12.30-15.00, eller via på vores hjemmeside https://forsikringsguiden.dk/forsikringsoplysningen/.
Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Pensionsreform må ikke rokke ved lysten til at spare op5.3.2026 13:48:00 CET | Pressemeddelelse
Det har igennem årtier været en grundtanke i den danske pensionsmodel, at det skal kunne betale sig for danskerne at spare op til pension og tage ansvar for sin økonomi i alderdommen, hvis man kan. Derfor er det bekymrende, at Socialdemokratiet i deres pensionsudspil vil finde en del af finansieringen ved at fjerne pensionsfradraget for de pensionsopsparere, der betaler topskat. Det kan ramme ca. 450.000 pensionsopsparere – og alvorligt svække lysten til at spare op.
F&P: Regeringens 2035-plan indeholder nødvendige økonomiske prioriteringer24.2.2026 10:30:05 CET | Pressemeddelelse
Regeringen nye økonomiske plan frem mod 2035 har fokus på de rigtige områder i en urolig verden og sikrer forsat økonomisk stabilitet, lyder det fra F&P.
Klimatilpasningsplan II er et stort skridt på vej mod et klima-sikkert Danmark23.2.2026 13:02:46 CET | Pressemeddelelse
Regeringen afsætter milliarder til projekter, der skal sikre danske kyster, og det skal ske med statslig koordinering og prioritering. Det er et stort skridt i den rigtige retning mod et mere klimasikret Danmark, hvor de store og komplicerede projekter fremmes, mener F&P – forsikrings- og pensionsbranchen.
Regeringens totalberedskab er nødvendigt i en urolig tid20.2.2026 11:41:34 CET | Pressemeddelelse
Danmark og Europa har længe været udfordret med komplekse trusler og kriser. Derfor er det godt, at regeringen nu lancerer et totalberedskab for Danmark, lyder det fra forsikrings- og pensionsbranchen.
Tøvejr på vej – forebyg skader på dit hus19.2.2026 12:33:35 CET | Pressemeddelelse
Uger med hård frost bliver afløst af varmegrader, lover DMI. Det får nu Forsikringsoplysningen til advare husejere mod tøbrudsskader – for når sneen smelter, kommer vandet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

