Ny digitaliseringsstrategi skal styrke it-kompetencer og fastholde internationale studerende
16.11.2023 12:30:00 CET | Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet | Pressemeddelelse
Regeringen præsenterer i dag sit oplæg til en ny digitaliseringsstrategi, som indeholder tre initiativer på uddannelses- og forskningsminister Christina Egelunds område. Initiativerne skal blandt andet efteruddanne it-medarbejdere og fastholde internationale it-studerende.
Virksomhederne efterspørger medarbejdere med digitale kompetencer, teknologiforståelse og specialiserede it-kompetencer. Det er noget af det, som regeringens oplæg til en ny digitaliseringsstrategi adresserer.
Med strategien vil regeringen bl.a. understøtte, at flere på det danske arbejdsmarked opnår specialiserede it-kompetencer. De skal eksempelvis kunne programmere, lave digitale løsninger til gavn for den grønne omstilling og styrke cybersikkerheden.
Der afsættes midler til at udvikle efter- og videreuddannelse inden for it-området. Det skal bidrage til opkvalificering af dem, der i forvejen arbejder med it. Herudover afsættes der midler til at udbrede brugen af erhvervskandidatordningen på it-uddannelserne specifikt målrettet internationale studerende. Regeringen ønsker at fastholde dygtige it-studerende fra andre lande i et job i Danmark, når de er færdige med deres uddannelse. Dermed understøttes regeringens ambition om at få flere studerende til at vælge en erhvervskandidatuddannelse, hvor man arbejder ved siden af studierne.
Derudover skal læreruddannelsen gøres klar til indførslen af teknologiforståelse som ny faglighed i folkeskolen. Derfor afsættes der penge til at understøtte professionshøjskolernes og universiteternes arbejde med at videreudvikle et forsknings-, viden- og undervisningsmiljø omkring teknologiforståelse.
Endelig medfører den digitale udvikling, at det ikke længere kun er en opgave for it-specialister at forholde sig til digitale teknologier. Her har de videregående uddannelser en vigtig rolle i forhold til at klæde arbejdsstyrken på. Derfor indeholder strategien også et initiativ om et digitalt løft på de videregående uddannelser, hvor der afsættes midler til digital udvikling af uddannelses- og kursusindhold samt kompetenceudvikling af undervisere.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
- Digitaliseringsstrategien adresserer en række af fremtidens muligheder og udfordringer inden for digitalisering. Det har høj prioritet for regeringen at sikre nok kvalificeret arbejdskraft. Især inden for områder, hvor der er stor efterspørgsel. En del af løsningen på den problemstilling er at få flere internationale studerende ind på it-erhvervskandidatuddannelser, så de allerede under deres uddannelse får en tæt tilknytning til arbejdsmarkedet. Digitalisering handler dog også om et bredt løft af befolkningens digitale kompetencer. Derfor er jeg glad for, at strategien indeholder et initiativ om at understøtte de videregående uddannelsesinstitutioners arbejde med at få det digitale ind på uddannelserne. Også på læreruddannelsen, hvor arbejdet med at videreudvikle teknologiforståelse som faglighed er centralt for at klæde fremtidens lærere på til at undervise i teknologiforståelse.
Fakta
- Regeringen lægger op til at afsætte ti mio. kr. årligt i 2024-2026 til initiativet efteruddannelse og fastholdelse af it-specialister. I alt 30 mio. kr. som udmøntes gennem puljer, de videregående uddannelsesinstitutioner kan søge.
- Regeringen lægger op til at afsætte 35 mio. kr. i 2024 til initiativet digitalt løft på de videregående uddannelser. Midlerne kan ligeledes søges af de videregående uddannelser.
- Regeringen lægger op til at afsætte 10 mio. kr. til initiativet teknologiforståelse som ny faglighed hos underviserne.
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk
Følg pressemeddelelser fra Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet
Lovforslag skal stramme regler yderligere for at forhindre misbrug af studieophold25.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Reglerne for adgang til de videregående uddannelser skærpes for at forhindre, at optagelse på en uddannelse misbruges til at skaffe sig adgang til det danske arbejdsmarked.
Christina Egelund godkender 44 nye uddannelser i hele landet22.6.2026 14:01:51 CEST | Pressemeddelelse
Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund har godkendt 44 nye uddannelser og uddannelsesudbud fordelt over hele landet. Der kommer blandt andet nye muligheder for at kombinere studie og arbejde.
Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet ansætter særlige rådgivere16.6.2026 15:41:49 CEST | Pressemeddelelse
Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund har valgt Ulla Østergaard og Peter Parbo som særlige rådgivere.
Christina Egelund: Tid til at nominere toppen af europæisk forskning til en af verdens største forskningspriser11.6.2026 11:46:32 CEST | Pressemeddelelse
For andet år i træk skal en af verdens største forskningspriser, Into Change Award, finde sine ejere. Prisen sætter spot på europæiske forskere, der har udmærket sig gennem excellent forskning på højeste internationale niveau, og nu er det tid til at nominere de stærkeste kandidater på feltet.
Minister samler den danske forskningsverden til topmøde om akademisk frihed23.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Akademisk frihed er en forudsætning for en oplyst demokratisk samtale, men flere forskere oplever, at deres akademiske frihed er under pres fra forskellige sider. Uddannelses- og forskningsministeren afholder topmøde for at diskutere udfordringen og bud på, hvordan den akademiske frihed kan styrkes.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum