Dyrenes Beskyttelse: Lad kænguruen være i fred
13.11.2023 12:43:53 CET | Dyrenes Beskyttelse | Pressemeddelelse
En undsluppen albino-kænguru blev i weekenden observeret ved E47 Sydmotorvejen mellem Tappernøje og Rønnede på Sydsjælland, oplyser Vejdirektoratet. Dyrenes Beskyttelse opfordrer befolkningen til at lade kænguruen være i fred og kontakte politiet, hvis de ser den.
”Det er kun én ting at gøre, hvis man får øje på kænguruen, og det er at kontakte politiet. Folk har vænnet sig til at kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, når de er bekymrede for et dyr i naturen. Og det er vi bestemt glade for. Men lige i dette tilfælde er det politiet, man skal tage fat i. På den måde kan politiet give besked til kænguruens ejermand,” siger biolog og projektleder Anne Sofie C. Meilvang fra Dyrenes Beskyttelse.
Anne Sofie C. Meilvang beder befolkningen om ikke selv at forsøge at indfange kænguruen:
”Det skal man ikke gøre. At indfange en kænguru kræver en særlig ekspertise. Og forsøger man at indfange den, risikerer man blot at gøre situationen værre. Kænguruen kan nemlig blive unødigt stresset eller måske pådrage sig skader ved et indfangningsforsøg.”
Redningsforsøg kan gøre situationen værre
Dyrenes Beskyttelses frivillige dyrereddere i området har dog ikke været ude for at indfange kænguruen.
”Dels arbejder vi af sikkerhedshensyn ikke tæt på motorveje, hvor vores lokale folk kan komme i fare. Og dels har vi ikke selv kompetencen til at indfange kænguruer, så hvis vi selv forsøger at fange kænguruer, risikerer vi også at gøre situationen værre. Derfor har vi også været tilbageholdende i andre sager om undslupne kænguruer,” siger Anne Sofie C. Meilvang.
Dyrenes Beskyttelse kan dog i nogle tilfælde med løsslupne kænguruer godt finde på at sende en af foreningens frivillige kredsformænd ud for at observere og vurdere, om de er i god stand eller ej.
”Men vi er kommet frem til, at så længe de er sunde og raske, er det for stressende at prøve at fange dem ind. Hvis man ikke ved, hvad man gør, kan det være mere stressende for dyret, at man prøver at fange det, end at lade det være i naturen,” siger Anne Sofie C. Meilvang.
Hører ikke hjemme i den danske natur
Hun understreger, at kænguruerne formentlig sagtens kan overleve den kommende vinter.
”Det tyder på, at vi får en relativ mild vinter, og albinokænguruerne er rimelig robuste i forhold til kulde. Samtidig kan den finde masser af føde i form af blandt andet blade, nedfaldsfrugter, urter, græs og bark. Så den skal formentlig nok klare sig, med mindre de bliver kørt ned af en bil.”
Anne Sofie C. Meilvang påpeger imidlertid, at kænguruer ikke er hjemmehørende i den danske natur, og at det ikke er hensigtsmæssigt, hvis der skulle opstå en vildtlevende bestand:
”De må ikke konkurrere med for eksempel haren og rådyret. Det er jo ikke første gang, at vi hører om en undsluppen kænguru. Måske er tiden kommet til et stop for at holde kænguruer. I Dyrenes Beskyttelse er en af vores mærkesager, at der skal indføres en positivliste for eksotiske hobbydyr, som det skal være tilladt at holde, og vi mener ikke, at kænguruerne skal være med på denne liste."
Nøgleord
Kontakter
For yderlige info kontakt:
Søren Krogsgaard
Pressechef
Dyrenes Beskyttelse
skr@dyrenesbeskyttelse,dk
Mobil: 42 47 48 33
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Sommeren er højsæson for svigtede dyr: 38 dyr blev indleveret hver dag i juni23.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommeren er højsæson for svigtede dyr, og alene i juni tog Dyrenes Beskyttelses dyreinternater imod 1.144 dyr. De mange indleveringer lægger et stort pres på internaterne, og højsæsonen er langt fra ovre.
Pas godt på din kanin i sommervarmen14.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hedebølgen har lagt sig over den danske sommer, og det kan blive livsfarligt for kaniner, hvis de ikke har adgang til skygge og mulighed for at køle sig ned, advarer Dyrenes Beskyttelse.
Mens Europa kogte, sendte Danmark over 270.000 grise ud på vejene3.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mens Europa var ramt af hedebølge, fortsatte danske grisetransporter ud af landet. Dyrenes Beskyttelse fulgte en transport fra Rødby og målte 37 grader hos grisene -en klar overtrædelse af kravet om maks. 30 grader. Nu opfordrer organisationen til at de danske myndigheder ændrer deres godkendelsespraksis og reelt håndhæver EU’s minimumskrav for dyretransporter.
Historisk fund: Odderunge bekræftet på Sjælland for første gang i over 50 år30.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For første gang siden 1970’erne er der fundet en odderunge på Sjælland. Fundet dokumenterer, at den fredede odder igen yngler i landsdelen og markerer en vigtig fremgang for et toprovdyr, der hører hjemme i den danske natur.
Hundredvis af kæledyr efterlades, når ejerne flytter24.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sidste år modtog Dyrenes Beskyttelse henvendelser om 549 dyr, der var blevet efterladt til en uvis skæbne, fordi deres ejer var flyttet fra dem. I fire ud af fem tilfælde er det katte, der efterlades, fordi manglende regler om mærkning har gjort det umuligt at spore ejeren.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum