Finans Danmark

Flere og lidt dyrere ejerlejligheder til salg

Del

Der er kommet flere ejerlejligheder til salg i oktober. Det gælder især i Københavns Kommune, hvor der er 19 pct. flere ejerlejligheder at vælge imellem end for blot en måned siden. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark. Udviklingen kan skyldes, at sælgerne forsøger at sælge deres lejligheder med skatterabat, inden det nye boligskattesystem træder i kraft.

Der er mere at vælge imellem, hvis man er på udkig efter en ejerlejlighed. I oktober steg antallet af ejerlejligheder til salg, og ved udgangen af måneden havde 7.392 ejerlejligheder "til salg”-skilte i vinduet. Det er en stigning på næsten 9 pct. på en måned. Den største stigning ser vi i Københavns Kommune, hvor køberne har fået 19 pct. flere lejligheder at vælge imellem end måneden før. De næsthøjeste stigninger er i Aarhus og på Frederiksberg, hvor der er kommet godt 7 pct. flere ejerlejligheder til salg. 

”Der kommer typisk færre ejerlejligheder til salg i løbet af efteråret, men i oktober i år er mange sælgere kommet på banen og har sat deres lejlighed til salg. Det kan skyldes det nye boligskattesystem, som træder i kraft ved årsskiftet. Har man en ejerlejlighed, hvor skatten forventes at stige, så kan man måske opnå en højere pris, hvis boligen kan sælges med overtagelse inden 2024. Det kan derfor være relevant for ejere, som alligevel går med overvejelser om at sælge deres lejlighed i den nærmeste fremtid at forsøge at fremskynde et salg. For danskere, som er på udkig efter ejerlejlighed i de største byer, er det godt nyt. Flere valgmuligheder kan gøre det lettere at finde drømmelejligheden, og kan man nå at overtage boligen før januar 2024, kan man få gavn af en eventuel skatterabat. Særligt i København, Aarhus og Frederiksberg kommuner er der kommet forholdsvist mange nye varer på ejendomsmæglernes hylder,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark. 

Højere priser i hovedstaden 

Udbudspriserne er steget på landsplan, og en typisk ejerlejlighed på 85 kvm sættes lige nu til salg til 3,46 mio. kr. Det er en stigning på 5 pct. siden samme tidspunkt året før. Dog er der ret store regionale forskelle. I Københavns Kommune er udbudspriserne nu 10,7 pct. højere end i oktober 2022. Udbudsprisen på en typisk ejerlejlighed på 85 kvm i Københavns Kommune er nu 5,5 mio. kr. På Frederiksberg er udbudspriserne stedet med 4 pct. på et år. Til gengæld er udbudspriserne faldet med omkring 1 pct. i Aarhus Kommune. 

”Sælgerne af ejerlejligheder i hovedstadsområdet er optimistiske, når de sætter prisen på deres bolig, og særligt i Københavns Kommune sættes lejligheder dyrere til salg end for et år siden. Køberne kan måske have held med at forhandle prisen lidt ned, særligt de steder, hvor der er kommet mange nye ejerlejligheder til salg i oktober. Men det er ikke givet, at man som køber kan forhandle prisen ned, for selvom der er kommet flere lejligheder til salg i den seneste tid, så er der i hovedstadsområdet færre lejligheder til salg end på samme tidspunkt sidste år. Samtidig er der ikke så lang tid til at handle om prisen, hvis man vil nå at få en eventuel skatterabat med i sit køb,” siger Peter Jayaswal. 

Læs hele nyheden og hent statistik

Finans Danmark

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark.

www.finansdanmark.dk

Følg pressemeddelelser fra Finans Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Finans Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye