Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Nyt kommunalt tilbud skal hjælpe københavnere med astma til en bedre hverdag

Del

Københavns Kommune har lanceret et nyt gratis sundhedstilbud til københavnere med astma. Tilbuddet skal forbedre sundheden og livskvaliteten blandt børn, unge og voksne med astma og være med til at forebygge lungerelaterede indlæggelser.

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Cirka 30.000 københavnere lever med astma – en sygdom man sagtens kan leve godt med, men som for mange går ud over både helbred og livskvalitet, fordi sygdommen ikke behandles korrekt.

Helt op imod 30 % af voksne med astma tager ikke deres astmamedicin korrekt, og det resulterer i dårligere kontrol af sygdommen. Ubehandlet astma kan give åndenød og følelsen af ikke at kunne få vejret, hvilket for mange ender i angst og utryghed og dårligere livskvalitet. Og så fører det nogle gange til indlæggelser, som kunne være forhindret.

Nu har Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning etableret et nyt gratis sundhedstilbud til børn, unge og voksne, der er ramt af astma, og som har brug for støtte til at leve et godt liv med sygdommen. Det nye tilbud er skabt i dialog med Astma-Allergi Danmark.

”Rigtig mange københavnere er ramt af astma – ikke mindst børn. Man kan leve godt med astma, men det kan kræve en del af den enkelte at få kontrol med sygdommen. Med det nye tilbud vil vi gerne hjælpe med at klæde borgere med astma på til at håndtere og leve med sygdommen. I sidste ende kan det være med til at forebygge indlæggelser på lungeområdet til gavn både for borgere og sundhedsvæsnet,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Tilbuddet består af et individuelt tilrettelagt forløb, hvor man får støtte til at håndtere sin astmasygdom og reagere på symptomer, bl.a. gennem korrekt brug af medicin, åndedrætsteknikker og motion. Det nye tilbud føjer sig dermed til rækken af patientrettede forebyggelsestilbud, som kommunen allerede tilbyder på andre områder som fx KOL, diabetes, hjerte og kræft.

Den mest almindelige børnesygdom

Astma er særligt udbredt blandt børn; Hvert 10. skolebarn i Danmark har astma, hvilket gør det til den hyppigst forekommende børnesygdom i landet. De fleste børn lever heldigvis med en velreguleret astmasygdom, og for nogle forsvinder sygdommen endda helt over tid. Men for andre bliver sygdommen værre og resulterer i angst og utryghed hos barnet, som risikerer at få et mindre aktivt liv med flere sygdomsperioder og fravær fra skolen.

Derfor er det vigtigt, at tilbuddet er målrettet ikke kun voksne med astma, men også børn, hvor den rette hjælp tidligt kan forebygge negativ udvikling i sygdommen og for nogle sågar betyde en tilværelse på sigt helt uden astma.

”Det smitter positivt af på resten af børnenes tilværelse, når de får den rette hjælp til at håndtere deres astma. Med det rette sygdomskendskab kan man fx undgå angst og utryghed, anfald og fravær fra skole- og fritidsaktiviteter, som er vigtige for børn og unges udvikling. Derfor har det været vigtigt for mig, at tilbuddet har et særligt fokus på børn og unge og forældre, hvor tidlig forebyggelse er nøglen til en god tilværelse senere i livet”, siger Sisse Marie Welling.

Praktiserende læger, sundhedsplejersker, hospitaler og andre sundhedsprofessionelle kan henvise til det nye tilbud, som tilbydes i regi af Center for Lungesygdomme, i samarbejde med Center for Børn og Unges Sundhed.

Fakta

  • Ca. 30.000 københavnere har astma. Astma er den næst hyppigste årsag til indlæggelser inden for lungeområdet.
  • Hvert 10. skolebarn i Danmark har astma, hvilket gør astma til den hyppigst forekommende børnesygdom: 20% af børnene i førskolealderen har astma, 10% af børnene i skolealderen har astma og 7% af unge har astma.
  • Børneastma er årsag til flest indlæggelser på de pædiatriske afdelinger.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye