Ny universitetsklinik inden for ortopædkirurgiske forløb på Regionshospitalet Silkeborg
Regionshospitalet Silkeborg får ny universitetsklinik, der skal forske i patienters forløb inden for planlagt ortopædkirurgi. Universitetsklinikken bliver en del af et nyt forskningsfelt, hvor forskerne kigger på hele patienternes forløb både før, under og efter deres operation. Men også på tværs af deres forløb i sundhedsvæsenet hos praktiserende læger, kommune og hospital.
På Regionshospitalet Silkeborg har Center for Planlagt Kirurgi i flere år arbejdet målrettet på at få etableret en universitetsklinik i patientcentrerede og planlagte forløb inden for ortopædkirurgi. Det er nu lykkes, og det betyder, at forskerne får et bedre afsæt at bedrive forskning ud fra.
- Det er et rigtig flot kvalitetsstempel, vi nu har fået med udnævnelsen af den nye universitetsklinik. Det er et stort skulderklap til den store forskningsindsats, der er forankret omkring patienternes forløb inden for planlagt ortopædkirurgi, og det vidner om, at forskerne leverer en høj faglig kvalitet, siger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen fra Hospitalsenhed Midt, som Regionshospitalet Silkeborg hører under.
- Samtidig åbner det nye muligheder. Det kan være i forhold til samarbejde – både nationalt og internationalt – med andre dygtige forskere. Men også når vi søger midler til forskning. Så alt i alt er det en rigtig glædelig nyhed for os, fortsætter Claus Brøckner Nielsen.
Stor forberedelse og lang ansøgningsproces
Det kræver et stort forarbejde at etablere en universitetsklinik og en målrettet ansøgning til Aarhus Universitet, Health – nærmere bestemt Institut for Klinisk Medicin. Universitet vurderer ansøgningen ud fra en lang række parametre og ansøgningen bedømmes og godkendes af forskere fra andre universiteter i udlandet.
Universitetsklinikken bliver en del af Forskningsenheden i Center for Planlagt Kirurgi, hvor der er omkring 30 forskere tilknyttet
En universitetsklinik skal også have tilknyttet en professor, der skal lede forskningsindsatserne. Det bliver professor Mette Terp Høybye, der kommer til at stå i spidsen for den nye universitetsklinik i et tæt samarbejde med professor David Høyrup Christiansen og leder af Forskningsenheden Line Borreskov Dahl.
Forskningsenheden er en interdisciplinær enhed med mange forskellige forskere, der samarbejder om at skabe ny viden om patientens forløb inden for det ortopædkirurgiske fagområde. Det er således både læger, fysioterapeuter og sygeplejersker, der forsker, men også eksempelvis antropologer og kandidater i folkesundhed, der har helt andre perspektiver at bidrage med end de sundhedsprofessionelle.
Universitetsklinik skal forske i hele patientforløbet
- Vi har i vores forskning fokus på at se på hele patienten. Alle skal behandles lige, men lighed kræver, at vi er nysgerrige på, hvad det enkelte individ har brug for i deres operationsforløb, for det er ikke nødvendigvis det samme. Vi er blevet opmærksomme på, at et godt resultat efter en operation ikke kun handler om operationen alene. Det handler også om, hvilke strukturer behandlingssystemet og samfundet stiller for patienternes liv med sygdom før og efter operation. Det gælder om at være videnskabeligt nysgerrige på de relationer og strukturer, som skabes i og omkring de behandlinger, vi tilbyder for at opnå et godt resultat for patienterne, lyder det fra professor Mette Terp Høybye, der fortsætter:
- Det er altså alt det omkring patienten både før, under og efter deres operation, den nye universitetsklinik skal forske inden for. Det betyder, vi må se på tværs af sektorer i samarbejdet mellem blandt andet praktiserende læger, kommune og hospital. Og patienternes resultatet efter deres forløb hos os skal samlet set være bedre, end den status de kom med. Det udfordrer os til at være nysgerrige på, hvad der betyder noget for patienterne, men også for det personale, som de behandles af. Så det er en kompleks og spændende opgave, der venter, og vi glæder os til at åbne universitetsklinikken og komme i gang med en masse ny forskning, der skal være med til at danne grundlag for fremtidens patientforløb.
Forskerne i universitetsklinikken bliver blandt de første, der har et forskningsfelt, der spænder over hele patienternes forløb. For at kunne løfte dette er netop kombinationen af klinisk forskning og de humanistiske og socialvidenskabelige forskningsperspektiver afgørende.
Internationalt samarbejde giver forskning flyvehøjde
Internationalt samarbejde er afgørende for at udvikle forskningsidéer og prøve dem af i en bredere kontekst, og universitetsklinikken har allerede etableret forskningssamarbejde og kontakt med andre forskere i udlandet.
I første omgang er universitetsklinikken etableret for en 5-årig periode. Efter 5 år skal der ske en afrapportering og en bedømmelse af de resultater, klinikken præsterer i løbet af de 5 år.
Den nye universitetsklinik bliver nummer to i rækken af universitetsklinikker på Regionshospitalet Silkeborg, der i forvejen har en universitetsklinik i innovative patientforløb, som er forankret i Diagnostisk Center.
Kontakter
• Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt: 30911341 / clauniel@midt.rm.dk
• Mette Terp Høybye, professor, Aarhus Universitet og Hospitalsenhed Midt: 61106066 / mette.terp.hoybye@rm.dk
• Line Borreskov Dahl, Cand.Scient.San. og leder af Forskningsenheden, Hospitalsenhed Midt: 78416029 / liedhl@rm.dk
• David Høyrup Christiansen, professor Aarhus Universitet og Hospitalsenhed Midt: 21688431 / david.christiansen@midt.rm.dk
PressevagtHospitalsenhed Midt
Tlf:7844 1120kommunikation@midt.rm.dkBilleder
Om Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Heibergs Alle 5A
8800 Viborg
Hospitalsenhed Midt er den næststørste af fem hospitalsenheder i Region Midtjylland. Enheden rummer Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive. De fire hospitaler beskæftiger tilsammen cirka 4200 medarbejdere, som årligt behandler omkring 350.000 ambulante dagspatienter og udskriver flere end 50.000 patienter efter indlæggelse.
Følg pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Nyt intensiv-afsnit giver bedre rammer om alvorligt syge patienter15.3.2024 15:14:00 CET | Pressemeddelelse
12 nye intensivpladser er inden længe klar til at tage imod patienter på Regionshospitalet Viborg. Det nye intensiv-afsnit er indrettet med god plads og ro til patienter og pårørende, moderne teknologi og nøje udvalgte vægdekorationer.
Hospitalsenhed Midts patienter og fødende er blandt de mest tilfredse i Danmark13.3.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hospitalsenhed Midt modtager endnu engang stor ros fra både patienter og fødende i den årlige Landsdækkende Patienttilfredsheds-undersøgelse, LUP 2023.
Rosenkapellet indvies efter renovering28.12.2023 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Efter først udvendig og siden indvendig renovering er Rosenkapellet ved Regionshospitalet Silkeborg nu klar til indvielse. Indvielsen finder sted på 80-års dagen for Kaj Munks ligtog fra kapellet.
Tegnefilm under træet27.12.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Viborg Kommune og Hospitalsenhed Midt er klar med årets julegave i form af 48 animationsfilm til kommuner, hospitaler og patientforeninger. Filmene hjælper borgere til bedre at forstå og mestre deres sygdom. Samtidig sparer filmene tid for medarbejdere i sundhedsvæsenet.
Forskning giver ny viden om aktivitet ved udskrivelse efter neurorehabilitering på sygehus13.12.2023 15:02:35 CET | Pressemeddelelse
Ph.d.-studerende og projektleder fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter har afdækket ny viden om aktivitet og funktionsevne i overgangen fra sygehus til eget hjem i tiden efter erhvervet hjerneskade.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum