LGBT+ Danmark og Det Kongelige Teater fejrer queer personer i scenekunsten
I anledningen af LGBT+ Danmarks 75års jubilæum sætter Det Kongelige Teater og LGBT+ Danmark i fællesskab fokus på de queer personer, der har eksisteret både på scenen og bag kulissen fortidigt, nutidigt og fremtidigt

Var teatret engang et frirum, hvor queer personer kunne udtrykke sig og eksistere? Og hvad med de queer personer, der ikke var plads til på de store teatre – hvor endte de henne? Hvordan er queer personer overhovedet blevet skildret i scenekunsten gennem tiden – hvis de altså blev det? Hvordan ser repræsentationen af queer personer i scenekunsten ud i dag? Og hvad ønsker unge queer scenekunstnere for fremtiden?
Tirsdag d. 7. november kl. 17 præsenterer Det Kongelige Teater i samarbejde med LGBT+ Danmark det gratis arrangement Queer personer i scenekunsten– dengang, nu og hvor skal vi hen? i Skuespilhusets foyer.
Arrangementet afholdes i anledning af LGBT+ Danmarks 75års jubilæum. Aftenen vil byde på både et historisk perspektiv, scenekunstneriske indslag og samtaler med unge queer scenekunstnere om deres egne oplevelser som queer på scenen.
Aftenens vært er medstifter af In futurum og rådgiver om bæredygtighed og social retfærdighed Moussa Mchangama (han/ham), som vil føre publikum sikkert igennem programmet.
Ballet vil blive åbnet med en opførsel af Den Døende Svane - en af de mest berømte soli i det internationale balletrepertoire, danset af Sebastian Haynes (han/ham), solist ved Den Kongelige Ballet. Den Døende Svane bliver traditionelt danset af en kvindelig balletdanser på tå, men denne aften kan publikum opleve Sebastian Haynes’ fortolkning af værket.
Storm Møller Madsen (de/dem), der forsker i spørgsmål omkring repræsentation, køn og feministiske/queer strategier for kunstproduktion og Jørgen Callesen (ham/de), medgrundlægger af kunstorganisationen Warehouse9 og Ph.d. i kunstnerisk forskning, vil byde på et historisk tilbageblik på queer scenekunstnere og scenekunst og den udvikling, der har været gennem tiden.
Aftenen vil også byde på en reading fra den publikums- og anmelderroste forestilling Arven, der vandt Sceneprisen ved Danish Rainbow Awards 2023. Readingen vil blive fremført af Kristoffer Eriknauer (han/ham) og Emil Blak Olsen (han/ham).
Til sidst vil Moussa Mchangama (han/ham) i samtale med skuespiller Kristoffer Eriknauer (han/ham), balletdanser Oliver Starpov (han/ham), skuespiller Signe Thielsen (hun/hende) og dramatiker Marie Bjørn (hun/hende) dykke ned i en samtale om, hvordan repræsentationen af queer personer i scenekunsten ser ud i dag, hvordan de unge scenekunstnere selv ønsker, fremtiden skal se ud, hvordan det er at spille og danse queerroller, og hvordan de forholder sig til fortidens scenekunstnere, der udfordrede rammerne på scenen før dem.
Medvirkende:
Storm Møller Madsen (de/dem): I deres virke som dramaturg, kurator og forsker er Storm Møller Madsen specialiseret i spørgsmål omkring repræsentation, køn og feministiske/queer strategier for kunstproduktion. Deres ph.d.-forskningsprojekt i Teater og Performancestudier ved Københavns Universitet undersøger kropsbaseret performancekunst af transkunstnere med særligt fokus på, hvordan denne genre udfordrer grundlæggende forståelser af publikumsrelationer og kroppe på scenen.
Jørgen Callesen (ham/de): Jørgen Callesen er medgrundlægger, administrativ leder og co-kunstnerisk leder af queer kunstorganisationen Warehouse9 etableret i 2007.
Warehouse9 har i de sidste 16 år præsenteret arrangementer indenfor tværæstetisk queer (scene)kunst, herunder internationale festivaler og socialt engagerede projekter. Han har en Ph.d. i kunstnerisk forskning fra Aarhus Universitet (2005) og en kunstnerisk praksis med performancefiguren "miss fish", som har præsenteret værker i Danmark og internationalt siden 2002.
Kristoffer Eriknauer (han/ham): Nyuddannet skuespiller fra DDSKS Aarhus i 2022. Udover at være skuespiller i Arven og mange andre produktioner det seneste år har Kristoffer Eriknauer deltaget i talks, events og initiativer vedrørende mental trivsel, især når det vedrører unge. Gennem sine sociale medier laver han sketches, som han håber vil åbne for samtaler om svære emner. I år kan Kristoffer Eriknauer opleves i Don Juan på Skuespilhuset samt i diverse serier på DR og TV 2 samt som vært ved Ekko Awards.
Emil Blak Olsen (han/ham): Uddannet skuespiller fra DDSKS Aarhus i 2017. Modtager af Reumert Talentpris i 2019. Emil Blak Olsen har medvirket i tv-serierne Herrens Veje og Noget om Emma på DR. Fra 2017-2023 har han bl.a spillet med i forestillinger på henholdsvis Aarhus Teater, Husets Teater, Teater Grob, Folketeatret, Nørrebro Teater og Zangenbergs Teater. Senest spillede Emil Blak Olsen én af hovedrollerne i Arven på Det Kongelige Teater, som genopsættes i 2024.
Sebastian Pico Haynes (han/ham): Er født i USA og vokset op i Danmark. I 2013 afsluttede han sin uddannelse på Det Kongelige Teaters Balletskole, inden han blev en del af Den Kongelige Ballet, hvor han blev forfremmet til solist i 2016. Sebastian Pico Haynes har danset roller som Madge i August Bournonvilles Sylfiden, Prins Siegfried i Nikolaj Hübbe & Silja Schandorffs Svanesøen og Mercutio i John Neumeiers Romeo & Julie. Fra 2017-2020 dansede Sebastian Pico Haynes ved Nederlands Dans Theater, hvor han arbejdede med koreografer og kunstnere som Sol Leon & Paul Lightfoot, Ohad Naharin, Sharon Eyal og Jiří Kylián.
Oliver Marcus Starpov (han/ham): Koreograf og danser ved Den Kongelige Ballet. Oliver Starpov har koreograferet flere forestillinger til Den Kongelige Ballet siden 2015, bl.a den Spanske- og Russiske dans i Svanesøen, My Daddy Loves Sugar og Beginning & Ending. Han vandt i 2023 koreografikonkurrencen Copenhagen Made med koreografien We didn’t grieve Us the same og blev i 2017 tildelt Reumerts Talentpris som koreograf for sin forestilling Beginning & Ending. Oliver Starpovs arbejde omhandler ofte tematikker som sorg og de svære emotionelle stadier, det indebærer. Han er på nuværende tidspunkt i gang med et personligt, længerevarende kunstnerisk projekt ved navn ‘Have you noticed I’m grieving?’. Oliver Starpov er aktuel med forestillingen Under Dybet på Det Kongelige Teater fra april 2024, der er skabt i et kollektivt samarbejde med instruktør Anja Behrens, koreograf Sebastian Kloborg, scenograf Christian Albrechtsen og komponist Jeanett Albeck.
Signe Thielsen (hun/hende): Signe Thielsen bliver færdiguddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2024, men har allerede etableret sig som en stemme i dansk film og tv, med blandt andet roller i Dag og Nat, samt Ole Christian Madsens Den Grænseløse, som udkommer i 2024. Fra d. 18 november er hun aktuel i Rødderne i Hjørnehuset i Skuespilhuset. Signe Thielsen er derudover en del af kollektivet Ømme Lægge og er ambassadør for Girltalk, som har til formål at forebygge mistrivsel blandt unge piger og kvinder.
Marie Bjørn (hun/hende): Marie Bjørn (født 1991) er uddannet dramatiker fra dramatisk skrivekunst på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2019, samt manuskriptforfatter fra Super16s årgang #11 i 2022. Marie Bjørn ønsker at skabe værker, der taler ind i de opgør, der eksisterer i samtiden, såvel som de kampe, der har fundet sted altid. Tematisk kredser hun om sorg, kærlighed, død, vrede og angst i en faldefærdig og queer verden. Marie Bjørn debuterede med forestillingen Apokalypse i 2020, som hun blev Reumertnomineret ’årets dramatiker’ for. Siden har hun skrevet flere forestillinger, blandt andet den Reumerthædrede Du vil møde en anden i 2022. På Det Kongelige Teater er hun aktuel med standupmonologen Nina er sjov.
Moussa Mchangama (han/ham): Moussa Mchangama er medstifter og seniorrådgiver i In futurum, der arbejder med forandringsprocesser, forretnings- og strategiudvikling og vidensindsamling. Moussa Mchangama er som rådgiver og meningsdanner en ledende stemme i samtalerne om virksomheders og organisationers rolle i at skabe en mere bæredygtig, retfærdig og inkluderende fremtid. Han bruges som ekspert og kilde af en lang række danske medier på tværs af lyd, skrift og tv og har erfaring fra en række bestyrelser og advisory boards. Han er pt. udpeget som medlem af Museumsrådet på Statens Museum for Kunst samt til advisory boards for Bæredygtigt Kulturliv NU og Fundamental Rights Initiative. Han er derudover medforælder i en smuk regnbuefamilie med tre forældre og et barn.
Om LGBT+ Danmark:
LGBT+ Danmark blev grundlagt i 1948 og er Danmarks ældste og største politiske organisation for homoseksuelle, biseksuelle, transpersoner og andre, der bryder med normerne for køn og seksualitet. LGBT+ Danmark kæmper for, at enhver kan leve sit liv i fuld overensstemmelse med sin identitet gennem rettigheder, trygge fællesskaber og social forandring - lokalt, nationalt og globalt.
Læs mere på https://lgbt.dk/
Om Det Kongelige Teaters gratis arrangementer:
Det Kongelige Teater har året rundt en bred vifte af gratis arrangementer for enhver smag og alder i foyererne i Skuespilhuset, Operaen, på Gamle Scene og Ofelia Plads. Det Kongelige Teater ønsker at være relevant og tilgængeligt for alle ved at introducere teaterets kunstarter såvel som at invitere andre genrer og samarbejdspartnere indenfor til gratis arrangementer.
Det Kongelige Teaters gratis aktiviteter opdateres løbende på https://kglteater.dk/gratis
Praktisk info:
Dørene til Skuespilhusets foyer åbner kl. 16:00, mens selve programmet går i gang kl. 17:00.
Arrangementet er gratis og åbent for alle på tværs af alder, køn, seksualitet og etnicitet.
Arrangementet er skabt i samarbejde med LGBT+ Danmark.
Læs mere om arrangementet og bestil billet HER.
Nøgleord
Kontakter
Emma KischPR- og pressekontakt, Andre oplevelser
Varetager gratis aktiviteter i Det Kongelige Teaters huse samt på Ofelia Plads og aktiviteter ude i landet.
Billeder











Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Fire nye solister udnævnt i Den Kongelige Ballet6.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Balletchef Amy Watson afslutter sæsonen med fire nye udnævnelser.
Over 100.000 børn og voksne har besøgt Det Kongelige Teaters magiske teaterlegeplads27.5.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Siden september 2021 har Postyrium på hjul, Det Kongelige Teaters mobile oplevelsesunivers for børn, lagt vejen forbi udvalgte byer over hele landet, og nu har over 100.000 børn og deres voksne besøgt den magiske teaterlegeplads.
Unge tager ordet – og scenen – på grundlovsdag22.5.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 5. juni forvandles Skuespilhusets foyer til en levende demokratisk scene, når Talerskolen Røst og Det Kongelige Teater inviterer til en anderledes markering af grundlovsdag – med unge talere, korsang, scenekunst og sanselige smagsoplevelser.
Oplev Kongelig sommerballet fra Vrå til Stege15.5.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Kongelig sommerballet er en elsket tradition, hvor Den Kongelige Ballet opfører en stribe gratis forestillinger i hele landet – under åben himmel i smukke, historiske omgivelser.
To af Nordens store kunstnere mødes i ny opera9.5.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nobelprismodtageren Jon Fosse og en af Danmarks mest betydningsfulde komponister Bent Sørensen forener ord og musik i ASLE OG ALIDA – en ny, dansk-norsk opera om tro, håb og kærlighed på Operaens Store Scene.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum