Status på 2023: Grøn fjernvarme på vej til 45.500 boliger
24.10.2023 07:00:00 CEST | Dansk Fjernvarme | Pressemeddelelse
Ny opgørelse viser, at flere end 45.500 boliger kan se frem til at få fjernvarme. I alt er der indtil videre i 2023 lavet 113 fjernvarmeprojekter, som har til formål at udfase naturgassen i rumopvarmningen. Nu er det vigtigste mål at holde tempoet, mener Dansk Fjernvarme.

Efter et bredt flertal i Folketinget sidste år indgik en ambitiøs klimaaftale om udfasning af naturgas og konvertering til grøn varme, har fjernvarmeselskaberne projekteret og nedgravet mange kilometerlange fjernvarmerør for at opfylde efterspørgslen og indfri de politiske ønsker.
I de første 9 måneder af 2023 har fjernvarmeselskaber således udarbejdet projekter til konvertering af intet mindre end 45.500 naturgaskunder til fjernvarme. Med tre måneder tilbage af året er der stadig projekter under udarbejdelse, som kan øge antallet af potentielle konverteringer.
- Det er gået over stok og sten med at indfri kommunernes varmeplaner til konkrete fjernvarmeprojekter. At der alene i 2023 er klarlagt mere end 45.500 naturgaskonverteringer er imponerende. Det viser at der er en vej for at få naturgassen ud af Danmark, og det er ved at konvertere til fjernvarme, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Fra 2021 og frem til september 2023 er der lavet projekter med et konverteringspotentiale på op til 141.300 naturgasfyr.
- Da Folketingets politikere sidste år blev enige om sætte tempo på udfasningen af naturgas, lyttede både borgere, kommuner og fjernvarmeselskaberne efter. Der har været en utrolig opbakning for at få naturgassen ud af rumopvarmningen. Ingen ønsker at opleve en energikrise som sidste år igen. Derfor er det også ærgerligt at se, at Regeringen tilsyneladende ikke længere har ambitionsniveau til at fortsætte tempoet med udfasningen, siger Kim Mortensen.
Potentialet for konverteringer er størst i Hovedstaden og på Sjælland, hvor der historisk har været mest naturgas og tættere befolkning. Samlet står Hovedstadsområdet (31%) og Sjælland (27%) for 58 procent af konverteringspotentialet efterfulgt af Midtjylland med 20 procent.
Kan levere CO2-reduktioner på 182.000 ton
Udover at bidrage til udfasningen af naturgas, når en forbruger skifter sit naturgasfyr ud med fjernvarme, bidrager man også aktivt i den grønne omstilling og er med til at reducere CO2-udledningen i Danmark.
Helt konkret vil 45.500 konverteringer fra naturgas til fjernvarme bidrage med CO2-reduktioner på i alt 182.000 tons CO2, vurderer Dansk Fjernvarme.
- Det er vigtigt at have for øje, at en fjernvarmekonvertering ikke kun bidrager til målsætningen om at være uafhængig af russisk naturgas, men også bidrager aktivt i den grønne omstilling. Vi har alle en forpligtigelse for at reducere vores CO2-udledning. At konvertere til fjernvarme er en oplagt mulighed at bidrage. Som naturgasforbruger, bør man derfor kigge kritisk på sit gasfyr og tænke ikke kun økonomi men også forsyningssikkerhed og klima, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Fjernvarmen er i dag baseret på 76,9 procent vedvarende energi, hvor sektoren er i rivende udvikling til at være primært baseret på el, overskudsvarme, geotermi i fremtiden.
Fjernvarmepulje pauser vigtige konverteringer
Helt konkret peger Dansk Fjernvarme på den populære og oversøgte fjernvarmepulje, som fjernvarmeselskaber og kommuner har udnyttet til at skabe sikkerhed for nye fjernvarmeprojekter og gøre dem attraktive for forbrugerne. Siden juni i år har fjernvarmepuljen været tom for midler, og en række projekter kan ikke få det lovede tilskud fra puljen.
- Der er lige nu 27 projekter i puljen, som står i stampe midt i et afgørende tidspunkt, hvor der er udsigt til usikre energipriser og en begyndende varmesæson. Det kan ikke være rigtigt, at 27 projekter med et stort konverteringspotentiale på mere end 13.400 gasforbrugere ikke kan få det lovede tilskud til at foretage de konverteringer, som Folketinget sidste år bad om, siger Kim Mortensen.
I alt er fjernvarmepuljen i år på 380,8 mio. kroner. Der var i midten af oktober 2023 ansøgt for 666,4 mio. kroner.
- Der er behov for, at skabes sikkerhed omkring de sidste projekter, som ligger i fjernvarmepuljen nu og her. Puljen bør fyldes op. Og hvis Folketinget og regeringen stadig ønsker tempo på naturgasudfasningen og den grønne omstilling, så skal puljen sættes på finansloven også i de kommende år, siger Kim Mortensen.
Kontakter
Sofie Karoline HøgedalPresserådgiver
Tlf:+45 22 53 27 44skh@danskfjernvarme.dkBilleder

Dansk Fjernvarme
Dansk Fjernvarme er en af Danmarks største brancheorganisationer og er interesseorganisation for landets 354 fjernvarmeselskaber, der forsyner omkring 69 procent af alle danske boliger med grøn og effektiv varme. Hovedkontoret ligger i Fjernvarmens Hus i Kolding med en afdeling beliggende centralt i København. I dag kommer 76,9 procent af fjernvarmen fra vedvarende energi, og sektoren har som mål at blive CO2-klimaneutral i 2030.
Følg pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme
Kredsløb modtager Fjernvarmeprisen 202629.10.2026 22:25:01 CET | Pressemeddelelse
Det aarhusianske forsyningsselskab Kredsløb modtager Fjernvarmeprisen 2026 for sammen med virksomheden Innargi at skabe et gennembrud for geotermi i fjernvarmen.
Nu træder akutplan om elnet i kraft med uholdbar regel om elkedler19.10.2026 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag den 19. oktober træder elnettets akutplan med bekendtgørelser i kraft. For fjernvarmen betyder det, at man som udgangspunkt prioriteres i kategori 2 ved ansøgning om tilslutning til elnettet, men der spændes ben for elkedler til at levere fjernvarme og fleksibilitet til elsystemet. Det er uholdbart, mener Dansk Fjernvarme.
Godt og grønt finanslovsudspil har fokus på de rigtige ting9.10.2026 08:44:18 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen præsenterer en finanslov, der vil sætte retning for den grønne omstilling i el- og varmesektoren - Med 650 mio. kroner til øget elektrificering i 2027, og 200 mio. kroner til Fjernvarmepuljen for at fremme grøn varme.
Flere penge i fjernvarmepuljen sætter politisk retning for gasudfasningen3.10.2026 13:28:29 CEST | Pressemeddelelse
Fjernvarmepuljen kommer på Finansloven i 2027, og et benspænd i fjernvarmens finansieringsmuligheder ændres, så fjernvarmen kan komme ud til danskere, der vil af med den fossile og dyre gas.
Godt at få akutplanen på plads - nu skal der handles1.10.2026 10:21:07 CEST | Pressemeddelelse
Den politiske akutplan til prioritering af elnettets kapacitet er blevet vedtaget og er landet et godt sted. Dermed kan der nu igen sættes gang i elektrificeringen af samfundet, og fjernvarmen kan fortsætte sin elektrificering af fjernvarmeproduktionen, kommenterer Dansk Fjernvarme.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum