Vestforbrænding: fjernvarmen er nu på vej til nye kunder
6.10.2023 13:57:07 CEST | I/S Vestforbrænding | Pressemeddelelse
Det er en historisk dag for Vestforbrænding, som netop har skrevet under på kontrakter til 6,3 mia. kr. med entreprenørselskaberne Per Aarsleff A/S og M.J. Eriksson A/S. I første kvartal 2024 bliver første spadestik taget, og arbejdet med at udrulle klimavenlig fjernvarme i en række storkøbenhavnske kommuner vil dermed gå i gang. Der er tale om den første etape af flere i forbindelse med Vestforbrændings Varmeplan 2030, der samlet set skal sikre fjernvarme til 39.000 nye kunder.
Direktør på Vestforbrænding, Steen Neuchs Vedel, udtaler:
”Med dagens underskrift er vi nu klar til at gå i gang med at udrulle fjernvarme til mange nye kunder til gavn for de enkelte varmekunder og klimaet. Med Varmeplan 2030 tager Vestforbrænding et stort og betydeligt medansvar i regeringens ambitioner om at udfase olie- og gasfyr i de danske hjem og i stedet sikre klimavenlig opvarmning hurtigst muligt. Vi sikrer en effektiv udnyttelse af affaldsvarme og overskudsvarme fra virksomheder til glæde for borgere i vores 19 ejerkommuner og virksomheder i hovedstadsregionen. I denne første etape af Varmeplan 2030 vil vi udrulle til omkring halvdelen af de forventede 39.000 kunder, som der samlet set skal udrulles til. Det svarer til en konvertering af godt 10% af landets naturgaskunder”, siger Steen Neuchs Vedel.
Parterne forventer, at det første spadestik bliver taget i første kvartal 2024.
”Vi er meget tilfredse med at skulle samarbejde med store og erfarne entreprenører, som ved, hvordan man håndterer opgaver i denne skala. Jeg vil gerne takke de vindende entreprenører for deres arbejde. Ligeledes vil jeg gerne takke både Vestforbrændings bestyrelse og vores 19 ejerkommuner for at sætte ambitiøse mål for udrulningen af vores fjernvarme, som vi nu er i fuld gang med at realisere,” siger Steen Neuchs Vedel.
Administrerende direktør i Per Aarsleff A/S, Jesper Kristian Jacobsen, siger i forbindelse med underskrivelse af kontrakterne:
” Vi er glade for, at Aarsleff-koncernen kan bidrage til, at stadig flere får mulighed for at skifte til en mere bæredygtig energikilde. Udførelse af fjernvarmeledninger hører til en af vores absolutte kernekompetencer, og vi vil gøre vores til, at de mange kunder får en god oplevelse undervejs i den vigtige og nødvendige grønne omstilling”.
Direktør i M.J. Eriksson, Stig Munch-Jensen, udtrykker ligeledes glæde over det fremtidige samarbejde.
”I M.J. Eriksson ser vi meget frem til samarbejdet med Vestforbrænding og er stolte af den tillid, der bliver vist os ved tildeling af to store kontrakter. Vi kommer heldigvis med nogle af branchens dygtigste produktionsfolk til at løfte opgaven og håber, at vi i fællesskab får håndteret konverteringen til glæde for alle interessenter.”
Fakta om Vestforbrænding Varmeplan 2030
Varmeplan 2030 blev vedtaget af Vestforbrændings bestyrelse i begyndelsen af marts 2022. Målet er at rulle fjernvarme ud til flere borgere i Vestforbrændings 19 ejerkommuner baseret på affaldsvarme og overskudsvarme fra virksomheder og øvrige enegikilder.
I første omgang rulles der fjernvarme ud til flere borgere i Herlev, Ballerup, Gladsaxe, Lyngby, Furesø, Egedal og Frederikssund. På sigt er det tanken, at flere kommuner skal have mulighed for at blive en del det fælles varmenet. Samtidig leveres mere fjernvarme fra Vestforbrænding til Vestegnens Kraftvarmeselskab.
Billeder

Om Vestforbrænding
Vestforbrænding er Danmarks største affaldsselskab. Vi er ejet af 19 sjællandske kommuner, som tilbyder løsninger inden for indsamling og behandling af affald samt levering af fjernvarme og elektricitet. På siden www.vestfor.dk kan du læse om Vestforbrændings selskabskonstruktion, vores historie, økonomi og værdisæt.
Følg pressemeddelelser fra I/S Vestforbrænding
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra I/S Vestforbrænding
Vestforbrænding tildeler sidste fjernvarmekontrakt i etape 2 til NCC som skal levere fjernvarme til Herlev29.1.2026 14:33:41 CET | Pressemeddelelse
Vestforbrænding har siden 2023 været i gang med et af landets største anlægsprojekter; Varmeplan 2030, som skal tilbyde fjernvarme til 39.000 husstande. Tilbage i september måned kunne Vestforbrænding offentliggøre, at man havde tildelt fem ud af seks totalentrepriser i Etape 2 af Varmeplan 2030. I dag offentliggøres det, at den sidste totalentreprise kontrakt i Etape 2 er forhandlet på plads med NCC. Det betyder, at der nu er fjernvarme på vej til potentielt 1.700 husstande i Herlev.
Kabelfejl udbedret: Normal drift hos Vestforbrænding forventes fra morgenstunden20.1.2026 19:39:44 CET | Pressemeddelelse
Radius har meddelt Vestforbrænding, at de er færdige med at udbedre kabelfejlen. Det betyder, at Vestforbrænding nu kan starte affaldsenergianlægget op igen. Vestforbrænding forventer, at der senest fra morgenstunden vil være normal drift til alle fjernvarmekunder.
Vestforbrænding og CIP trækker sig fra udbud om CO2-fangst og lagring22.12.2025 12:29:25 CET | Pressemeddelelse
Vestforbrænding og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har, via deres fælles selskab Gaia, valgt ikke at byde på det kommende udbud om CO2-fangst og lagring (CCS). CO2-fangst er både muligt og nødvendigt, men desværre gør CCS-værdikædens kompleksitet og markedsudviklingen det vanskeligt at byde under udbuddets nuværende rammer. Partnerne ser frem til at fortsætte dialogen med myndighederne om rammerne for et eventuelt nyt udbud.
Ny formand for Vestforbrænding17.12.2025 10:40:01 CET | Pressemeddelelse
Vestforbrændings bestyrelse for perioden 2026-2029 har konstitueret sig, og det betyder et skifte i formandsstolen. Fremover bliver Michael Fenger, borgmester i Gentofte, ny formand. Næstformandsposten besættes af Ole Bondo Christensen, medlem af byrådet i Furesø.
Overskudsvarme fra nyt datacenter i Ballerup skal opvarme lokale hjem26.11.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Vestforbrænding og den nordiske datacenter-virksomhed atNorth har indgået en aftale om at udnytte overskudsvarme fra et nyt datacenter i Ballerup til fjernvarme. Initiativet betyder, at op til 8.000 husstande i Ballerup og omegn vil få fjernvarme fra datacenterets overskudsvarme og er en vigtig del af Vestforbrændings Varmeplan 2030.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum