Vikingerne havde glasvinduer

Vi kender det alle sammen. Billedet af en brutal vikingekonge, der sidder på sin trone i et dunkelt rum, kun omgivet af skæret fra buldrende fakler. Men i stedet sad vikingekongerne måske snarere i rum, som var delvist oplyst af lysindfaldet fra glasvinduer – muligvis af samme type, som vi kender dem fra kirkerummet.

Ny forskning viser nemlig, at vikingerne allerede havde vinduer med glasruder i perioden år 800-1100.

“Der er fundet adskillige fragmenter fra glasvinduer på vigtige vikingetidspladser I Sydskandinavien, og det fik os til at tænke, om det virkelig bare var en tilfældighed. Det var det ikke. Glasset kan dateres til Vikingetiden og har efter al sandsynlighed også været i brug i den periode,” siger glasspecialist Torben Sode, som først bemærkede de specielle fund.

Opdagelsen er opsigtsvækkende, fordi man hidtil har ment, at vinduesglas først blev udbredt i Danmark flere århundreder senere i forbindelse med middelalderens kirkebyggeri og slotte. Den nye viden understreger endnu engang, at vikingerne var langt mere avancerede, end de ofte fremstilles.

”Det fører os endnu et skridt væk fra forståelse af den simple, barbariske viking, der svinger rundt med sit sværd. I stedet er der tale om en sofistikeret vikingeelite med en kongemagt på lige fod med for eksempel Frankerrigets Karl den Store. Det glemmer man ofte i de forsimplede Hollywood-portrætter af vikinger,” siger Nationalmuseets seniorforsker Mads Dengsø Jessen.

Resultatet er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Danish Journal of Archaeology og udført af konservator og glasspecialist Torben Sode, forskningschef Bernard Gratuze fra Universitetet i Orleans i Frankrig og seniorforsker Mads Dengsø Jessen fra Nationalmuseet.

Glas fra vikingetiden

Forskningen er baseret på analyser af 61 fragmenter af glasruder, som de sidste 25 år er fundet ved seks forskellige udgravninger – fem i Sydskandinavien og en i Hedeby i Slesvig – af vikingetidens stormandsgårde, førkristne templer og tidlige bymiljøer.

Glasset har altså været kendt i mange år, men ikke været analyseret før nu. Det skyldes, at man udelukkende har forbundet tidligt vinduesglas med middelalderen og derfor antaget, at glasset ikke kunne stamme fra vikingetiden, men måtte skyldes ’forurening’ fra senere perioder.

Nu viser kemiske isotopanalyser af rudeglasset imidlertid, at det er fremstillet af nærorientalsk natronglas eller nordeuropæisk potaskeglas, der kan dateres betydeligt før 1100-tallet. Altså længe før middelalderens kirker og slotte.

Røvet eller købt?

Intet tyder på, at vikingerne selv kunne producere vinduesglas, men de har uden tvivl kendt materialet fra Europa, hvor der længe har været vinduesglas i kirker og kejserens haller. Blandt andet hos angelsaksere og karolingere, hvor man da også har fundet præcis samme type glas, som nu er konstateret hos vikinger i Sydskandinavien.

Det er næppe tilfældigt, da vikingerne netop skuede mod syd for inspiration, forklarer Mads Dengsø Jessen.

”Vi ved, at kendte vikinger, som for eksempel Harald Klak, var sydpå, hvor de havde et politisk netværk og tætte handelsforbindelser, så selvfølgelig var de bekendt med vinduesglas fra elitens bygninger dér. Derfor er det også meget sandsynligt, at vikingerne selv havde vinduesglas, og nu bekræfter forskningen det samme,” siger Mads Dengsø Jessen.

En nærliggende tanke er, om vikingerne kan have tilranet sig vinduesglasset fra klostre og kirker under plyndringstogter. Men det er ifølge forskerne mindre sandsynligt, da glasset er fundet ved flere forskellige vikingesites, ligesom den kemiske signatur viser, at glasruderne stammer fra forskellige egne af Europa og den Nære Orient.

Derfor er det mest sandsynligt, at vikingerne har handlet sig til det.

Glasvinduer i stormandshaller

Hos vikingerne var glasvinduer forbeholdt eliten og religiøst brug, som tilfældet var i resten af Europa. Derfor har der muligvis været vinduesglas i vikingernes ikoniske halbygninger, mener Mads Dengsø Jessen.

Ikke store, gennemsigtige vinduer, som vi har i dag, men antageligt mindre vinduer, som eventuelt har været sammensat af mindre stykker plant rudeglas i forskellige grønne og brune nuancer. Formålet var ikke at kunne kigge ud, påpeger Mads Dengsø Jessen, men at få et farverigt lysindfald ind i bygningen.

”Det er nærliggende, at man har opfattet tilstedeværelsen af glasvinduer som et særligt, magisk materiale, der kunne lukke sollyset ind og oplyse rummet, samtidig med at det kunne holde kulde, blæst og regn ude,” understreger Torben Sode.

 

Kontakt: 

Mads Dengsø Jessen, seniorforsker, Nationalmuseet, 4120 6168, Mads.Dengso.Jessen@natmus.dk

Torben Sode, konservator og glasspecialist, 6017 6053,  t.sode@mail.dk