Region Midtjylland

Hospitalerne i Region Midtjylland har alvorlige udfordringer med kapacitet og økonomi

Del

Nye overblik viser, at hospitalernes behandlingskapacitet og økonomiske situation er alvorligt udfordret. Formanden beder Region Midtjyllands direktion undersøge mulighederne for ansættelsestop, stop for brug af vikarer og stop for aftaler om frivilligt ekstraarbejde.

Sundhedsfaglig medarbejder ser på skærm med røntgenbilleder af brystkasse
Husk, at hospitalerne ud over udfordringer også har nogle meget tilfredse patienter og dygtige medarbejdere, fremhæver regionsrådsformand Anders Kühnau . Region MIdtjylland/Rune Borre-Jensen

Hospitalerne i Region Midtjylland har alvorlige kapacitets-udfordringer inden for næsten alle behandlingsområder. Indberetningerne blotlægger en række områder, hvor hospitalerne er usikre på, om de fremover vil kunne overholde de garanterede ventetider.

Overblikket får regionsrådsformand Anders Kühnau til at kalde på omgående handling.

- Så hurtigt som muligt skal vi have udmøntet kræftmidlerne fra Regeringen og den kapacitetspulje, som partierne bag budgetforliget afsatte i budget 2024, siger Anders Kühnau, som forventer at pengene er i arbejde inden årets udgang.

Hospitalsudvalget, Psykiatri- og Socialudvalget og Udvalget for Nære Sundhedstilbud skal behandle sagen på kommende møder.

Stigende underskud

Sammen med kapacitetsoverblikket har regionens ledelse også fået nye tal for presset på Region Midtjyllands økonomi.

Tallene viser, at flere hospitaler ikke har formået at dæmpe udgiftsstigningerne. På baggrund af den nyeste økonomirapport pr. 31. august ventes Aarhus Universitetshospital nu at overskride budgetterne med 155 mio. kr. i 2023. Også for Regionshospitalet Gødstrup fortsætter ubalancen med at stige, selvom der er iværksat besparelser. Hospitalet ventes at komme ud af 2023 med en budgetoverskridelse på 120 mio. kr.

Den økonomiske situation forværres yderligere, fordi udgifterne til tilskudsmedicin er stærkt stigende og et fortsat stort merforbrug på praktiserende læger. 

Skarpere økonomistyring

- På baggrund af økonomiopfølgningen har jeg bedt regionens direktion om at sikre, at hospitalerne overholder de budgetter, der er lagt. Jeg har også bedt direktionen om se på, om der er behov for et stop for aftaler om frivilligt ekstraarbejde, brug af vikarer og eventuelt også et decideret ansættelsesstop, siger Anders Kühnau.

Oplysningerne fra den seneste budgetopfølgning bliver forelagt Forretningsudvalget på næste møde.

Tilfredse patienter og dygtige medarbejdere

- Når man ser kapacitetsoverblikket og den nedslående økonomiske udvikling, så er det vigtigt samtidigt at huske på, at hospitalerne – ud over udfordringerne – faktisk har nogle meget tilfredse patienter og dygtige medarbejdere. Det viser bl.a. landsdækkende undersøgelser af patienternes tilfredshed og regionens evne til at overholde maksimale ventetider, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.

FAKTA

Økonomiopfølgningen pr. 31. august 2023 viser, at udgifterne til tilskudsmedicin og praktiserende læger fortsat stiger. Udgifterne til tilskudsmedicin ligger i seneste opgørelse ca. 206 mio. kr. over budget, mens udgifter til praktiserende læger ligger 170 mio. kr. over budget.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Sundhedsfaglig medarbejder ser på skærm med røntgenbilleder af brystkasse
Husk, at hospitalerne ud over udfordringer også har nogle meget tilfredse patienter og dygtige medarbejdere, fremhæver regionsrådsformand Anders Kühnau .
Download

Links

Om Region Midtjylland

Region Midtjylland er en politisk styret, administrativ enhed, der har tre hovedopgaver inden for velfærd og udvikling: Sundhed og hospitaler, specialiserede tilbud til socialt udsatte og handicappede.

Regional Udvikling søger gennem konkrete regionale opgaver, ekspertiser og partnerskaber at skabe gode, fremtidssikrede løsninger og sikre, at Region Midtjylland er en attraktiv og bæredygtig region for alle.

Følg pressemeddelelser fra Region Midtjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Midtjylland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye