Oslo Chronic Fatigue Consortium udfordrer udbredte overbevisninger om funktionelle lidelser

Oslo Chronic Fatigue Consortium er en sammenslutning af forskere, sundhedspersonale og patientrepræsentanter, der udfordrer den udbredte opfattelse, at det, vi i Danmark kalder funktionelle lidelser, og langvarige senfølger efter covid-19 er uhelbredelige sygdomme. I stedet præsenterer konsortiet et syn på disse lidelser støttet af forskning, som giver nyt håb for patienterne.

Sammenslutningen anerkender, at symptomerne ved disse sygdomme er reelle, og mener, at de i høj grad kan forklares af hjernens reaktion på et komplekst samspil af biologiske, psykologiske og sociale faktorer, snarere end af en fysisk sygdomsproces alene. En af faktorerne bag sygdommen kan være en vedvarende aktivering af neurobiologiske stressresponsmekanismer, som igen kan påvirke immunsystemet, hormonbalancen, kognitive funktioner og adfærd.

Sammenslutningen udfordrer også praksissen med, at den bedste måde at håndtere sygdommene på er gennem langvarig hvile, isolation og reduktion af sociale og sansemæssige påvirkninger. I stedet fremhæves muligheden for, at patienter kan få det bedre, og i nogle tilfælde endda blive raske, ved hjælp af kognitive, adfærdsmæssige eller stressreducerende strategier.

Oslo Chronic Fatigue Consortium opfordrer til en åben og konstruktiv dialog om disse sygdomme og ønsker at inddrage en bred vifte af perspektiver i diskussionen, herunder synspunkter fra patienter, der er blevet raske.

Om Oslo Chronic Fatigue Consortium:

For at fremme en mere konstruktiv tilgang til funktionelle lidelser samledes en gruppe forskere, sundhedspersonale og patientrepræsentanter på Universitetet i Oslo i oktober 2022. Deres holdning, kendt som Oslo-erklæringen om kroniske træthedstilstande, blev offentliggjort i Scandinavian Journal of Primary Health Care i september 2023.

I Oslo-erklæringen beskriver de, hvordan symptomer kan opstå som følge af forklarlige og ikke nødvendigvis blivende forandringer i hjernen. Disse ændringer kan udløses af forskellige belastninger, herunder akut sygdom, og de kan fortsætte på grund af psykologiske og sociale faktorer. Denne tilgang indebærer, at disse sygdomme hverken er mystiske eller umulige at behandle, og at patienter kan opleve bedring og endda helbredelse med den rette hjælp.

Michael Sharpe MD, en af ​​forfatterne og professor emeritus ved University of Oxford, sagde: "Patienter har desperat brug for en bedre forståelse af disse invaliderende tilstande, som både anerkender dem som virkelige og åbner en vej mod bedring og, for nogle, fuld helbredelse."

HOVEDPUNKTER fra artiklen

1. Misforståelser: I modsætning til hvad folk tror, ​​er svære funktionelle lidelser ikke nødvendigvis uhelbredelige. Faktisk er genopretning og endda fuld genopretning mulig.

2. Begrænsninger ved nuværende diagnoser: Eksisterende specifikke diagnoser som myalgisk encephalomyelitis/kronisk træthedssyndrom, langvarige senfølger efter covid-19 og udbrændthed, hver med sin egen behandling, kan være misvisende, da symptomerne på disse tilstande overlapper hinanden.

3. En holistisk tilgang: Efter over 40 års forskning i CFS/ME er der endnu ikke identificeret nogen specifik biologisk sygdomsårsag. Vi mener derfor, at det er nødvendigt at overveje et helhedsperspektiv, der omfatter biologiske, psykologiske og sociale faktorer.

4. Virkelige symptomer produceret af hjernen: Symptomerne er uden tvivl reelle, men de stammer ikke altid fra fysiske sygdomme. Symptomerne opfattes i sidste ende i hjernen og kan i nogle tilfælde opstå alene fra aktivitet i hjernens neurale netværk.

5. Tilstandene kan forstås: Symptomerne på disse tilstande kan blandt andet forstås i lyset af evolutionære tilpasninger; når vi står over for noget, der opleves truende, genererer vores hjernenetværk alarmer i form af symptomer som træthed og smerte, for at advare os og lukke os ned. Denne reaktion er i starten midlertidig, men den kan blive kronisk.

6. Balance mellem aktivitet og hvile: Gradvis øget aktivitet er vigtig for genoptræning efter en indledende hvileperiode. Træthed og andre symptomer skal ikke nødvendigvis tolkes som tegn på fare eller mangel på energi i kroppen. En anderledes forklaring giver plads til rehabilitering.

7. Etisk og inkluderende tilgang: Nogle patienter er blevet mødt med mistillid og afvisning af deres symptomer, hvilket kan have ført til en mistro over for tale om ​​psykologiske og sociale faktorer. En etisk og inkluderende tilgang er afgørende for at kunne udforske og udvikle en bred vifte af behandlinger, herunder behandlinger, der involverer psykologiske og sociale elementer.

8. Værdsættelse af patientens perspektiv: Patientens stemme er vigtig. De, der har oplevet forbedring eller bedring gennem kognitive, adfærdsmæssige eller stressreduktionsstrategier, kan give værdifuld indsigt og bør også blive hørt.

9. Et potentielt skadeligt perspektiv: At fremstille disse tilstande som uhelbredelige sygdomme nærer ikke kun frygt, håbløshed og magtesløshed hos patienterne, men kan også være skadeligt, fordi det forhindrer effektive behandlingsprogrammer og helbredelse.

10. Behov for mere åben dialog: Der er et presserende behov for en mere åben offentlig dialog om forståelse og behandling af disse tilstande.