Astrid Elbo bliver udnævnt til solodanser i Den Kongelige Ballet
Lørdag aften fik balletten en ny solodanser. Efter premieren på Svanesøen blev Astrid Elbo forfremmet foran en jublende fuld sal i Operaen.

Alle elsker Astrid. Publikum, anmeldere og koreografer har i mange år lagt særligt mærke til den elegante langlemmede kunstner. Lørdag aften blev hun forfremmet til solodanser efter at have danset det svære parti som sort og hvid svaneprinsesse i den ikoniske ballet Svanesøen.
Efter forestillingen og tæppefald, trådte balletmester Nikolaj Hübbe til alles overraskelse ind på scenen, adresserede publikum og vendte sig så direkte mod aftenens hovedperson.
"Kæreste Astrid, det gør mig så usigelig glad at stå her i aften over for dig," sagde en tydeligt rørt Nikolaj Hübbe. "For du er en sand og skøn danserinde, der hver dag beriger alle os, der arbejder sammen med dig. Du er en meget begavet kunstner, som hele tiden går på opdagelse, som hele tiden afdækker nye områder af din metier. Alle elsker at arbejde med dig, fordi du tager dit danser-kald så dybt seriøst. Du hæger om din kunstart med højeste agtpågivenhed. Derfor er der også altid noget på spil, når du går på scenen. Du elsker at danse! Så meget at alle vi, der ser på dig, bliver forelskede i dig. Jeg har ventet på dette øjeblik, siden du var 14 år gammel.
Kære publikum, tag vel imod kongelig solodanserinde Astrid Elbo."
Foruden sin imponerende karriere på Det Kongelige Teater har Astrid Elbo også haft en stribe populære engagementer uden for teatret. Mange kender hende fra Birgitte Stærmoses film Darling, fra Verdensballetten og fra Betty Nansen Teatret, hvor hun har danset flere titelroller.
I aftes blev Astrid Elbo fejret i Operaen til stor applaus fra kollegaer, anmeldere og et jublende henført publikum.
CV - Astrid Grarup Elbo
Nationalitet: Dansk
Uddannelse: Det Kongelige Teaters Balletskole, 2001-10
Karriere: Ansat som aspirant ved Den Kongelige Ballet i 2010, som korpsdanser i 2012 og udnævnt til solist i 2018
Højdepunkter fra Den Kongelige Ballets repertoire: Odette/Odile i Svanesøen (Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff), Karen Blixen i Blixen (Gregory Dean) Solistpartier inkluderer blandt andet Lady Capulet i Romeo og Julie (John Neumeier), Hjerter dame i Alice i eventyrland (Christopher Wheeldon), 1. sylfide i Sylfiden (Nikolaj Hübbe), Hilda og Pas de Sept i Et Folkesagn (Sorella Englund og Nikolaj Hübbe), Pas de Six i Napoli (Sorella Englund og Nikoj Hübbe), Solist i Rubiner (George Balanchine), Sukkerfeen og Dugdråbe i Nøddeknækkeren (George Balanchine), Posthorn i Mahlers 3. symfoni (John Neumeier), den gode fe og den onde stedsøster i Askepot (Gregory Dean), pas de trois i Svanesøen (Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff), dryadedronning i Don Quixote (Nikolaj Hübbe) og Prudence og Nanina i Kameliadamen (John Neumeier). Andre roller: Vertical Road (Akram Khan), Falling Angels (Jiří Kylián), Infra (Wayne McGregor), Minus 7 (Ohad Naharin) og Salmesymfoni (Jiří Kylián). Som barn på balletskolen dansede hun Clara i Nøddeknækkeren (Alexei Ratmansky) og førstesylfide i Kom Bamse – nu balletter vi! (Thomas Lund)
Kreationer: Madame de Tourvel i Farlige forbindelser af Cathy Marston, 2017, Rystet spejl af Kim Brandstrup, 2016, Know af Idan Sharabi, 2015, Strangers af Sebastian Kloborg, 2015, Olivia i Helligtrekongersaften af Nikolaj Hübbe, 2014, og Rosa i Det forsømte forår af Esther Lee Wilkinson, 2011
Gæsteoptræden: Pas de deux fra Othello af John Neumeier, Nijinsky Gala, Hamburg, 2021, og Pas de quatre af Jules Perrot, Prix de Lausanne, 2012
Andre engagementer: Gold i Signe Fabricius’ og Elisa Kragerups dansefortælling I am Gold, Betty Nansen Teatret 2022, og Bonnie i Signe Fabricius’ og Elisa Kragerups dansefortælling Bonnie og Clyde, Betty Nansen Teatret, 2020. Verdensballetten 2021, 2022 og 2023. Debuterede som skuespiller i rollen som Polly i filmen Darling af Birgitte Stærmose, 2017. Sommerballet på Bellevue Teatret, 2015, gæsteoptræden ved The Joyce Theater i New York, engagement med egen solokoreografi til Igor Stravinskys Historien om en soldat i bl.a. Den Sorte Diamant og Christianskirken. Som koreograf har hun skabt værkerne Døden og pigen, der havde premiere i københavnske baggårde i maj 2020, og Duet for cellist og ballerina, som blev uropført på Baggaardskunst Festivalen i august 2020. Astrid Elbo er desuden kernemedlem af duoen La Mia Bella Sorella sammen med violinist Katrine Grarup Elbo.
Priser og legater: Vilhelm Hansen Fonden, 2022, Årets Reumert for Årets Danser, 2020, Dronning Ingrids Hæderslegat, 2018, Neel Resling Halpern Fondens Legat, 2017, Balletmester Albert Gaubier og Poul Waldorffs Legat, 2016, Balletmester Hans Bechs Mindelegat, 2016, Talentpris fra Ballettens Venner, 2014, og Den Kongelige Ballets ”Årets kollega”, 2015.
Kontakter
Anna-Katarina GravgaardPR- og presseansvarlig, ballet
Tlf:+45 61 70 84 94akgr@kglteater.dkBilleder




Links
Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
HER PERSPECTIVE – The Forgotten History of Opera22.10.2025 06:00:00 CEST | Press release
Highlighting women composers throughout opera history, the Royal Danish Opera presents an international symposium featuring lectures, talks, and a concert of rarely performed works. The symposium HER PERSPECTIVE – The Forgotten History of Opera will take place at Takkelloftet in the Opera House on 27–28 November.
Ukrainsk stjernekoreograf præsenterer ny stor ballet i København21.10.2025 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
The Art of the Fugue får endelig sin verdenspremiere lige her i København
Ukrainian Star Choreographer Presents Major New Ballet in Copenhagen21.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
The Art of the Fugue finally gets its world premiere three years after it was originally scheduled to open at the Bolshoi Theatre in Moscow.
Det Kongelige Teater sætter fokus på kvindelige komponister i operahistorien14.10.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Kongelige Teater sætter fokus på kvindelige komponister i operahistorien med et internationalt symposium med foredrag, talks og koncert med sjældne værker. Symposiet HELE HISTORIEN – OPERAENS GLEMTE PERSPEKTIV finder sted på Takkelloftet i Operaen 27.–28. november.
Thomas Korsgaards ensomhedskomedie 'Sat i verden' tager på turné9.10.2025 13:21:04 CEST | Pressemeddelelse
Efter en udsolgt spilleperiode på Det Kongelige Teater tager Thomas Korsgaards ensomhedskomedie Sat i verden fra den 3. november på turné rundt i landet til 21 byer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum