Budgettet er på plads i Haderslev Kommune
21.9.2023 12:12:03 CEST | Haderslev Kommune | Pressemeddelelse
Der er torsdag indgået forlig for Haderslev Kommunes budget for de kommende år. Der er fokus på vækst, velfærd og økonomisk robusthed.

Budgettet er på plads i Haderslev Kommune. Aftalen er indgået af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Radikale, Slesvigsk Parti og Thomas Vedsted (løslænger).
”Grundlæggende har vi en sund økonomi i Haderslev Kommune og et godt udgangspunkt for at lave et budget, hvor der er plads til vækst og udvikling i hele kommune. Det betyder ikke, at det har været et let budget, for der er også visse udfordringer, men overordnet set har vi landet et budget, hvor vi viderefører den økonomiske retning og har fokus på økonomisk robusthed”, siger borgmester Mads Skau.
Et af de områder, der får et særligt fokus i budgettet, er det specialiserede område. Lige som i landets øvrige kommune er der pres på udgifterne til dette område. Forligspartierne er enige om at stå sammen om at kompensere området ved blandt andet at tilføre ekstra midler. Samtidig nedsættes en taskforce, så Social- og Handicapudvalget og Økonomiudvalget får bedre muligheder for at holde øje med økonomien.
Der er i budgettet fundet plads til både nye initiativer og udvikling af projekter, der skal gavne bosætning, erhverv og turisme de kommende år.
Budgetforliget betyder, at der nu sættes skub i planerne om at bygge en svømmehal i Haderslev by. De nye svømmefaciliteter forventes at koste i alt 170 millioner kroner og skal stå færdigt i 2030 – først skal placeringen dog besluttes. Derudover er der sat penge af til, at et varmtvandsbassin i Vojens skal stå klar i 2026.
Forligspartierne ønsker at sikre stærke og attraktive byer og lokalsamfund. Derfor er der afsat midler til byudviklingsplaner i Vojens, Gram og Haderslev. Derudover er der også afsat penge til borgerbudgettering, landdistriktspuljen og støtte til Forum Vojens og Gram.
Igen i år er klimaet også på dagordnen. Der afsættes i de kommende år penge til, at man kan få undersøgt, hvordan vandkvaliteten i dam og fjord kan forbedres. Samtidig er der også afsat 6,5 millioner kroner til, at der over de næste år kan gøres noget ved oversvømmelserne i Fole.
Forligspartierne ønsker at skabe bedre rammer for folkeskolen. Der afsættes både penge til nye initiativer, der skal styrke folkeskolen og til at bevare den nuværende skolestruktur. Derudover afsættes 1 millioner kroner til et pilotprojekt med to minibusser til skolerne. Det er tanken, at udvalgte folkeskoler får mulighed for at hente de børn, der i dag ikke bor i nærheden af en skolebusrute.
Der bliver flere og flere ældre i Haderslev Kommune. På ældreområdet afsættes der blandt andet 4 millioner kroner til projekt ”plejehjem i egen hjem”, og dermed er det muligt at udbrede projektet til hele Haderslev Kommune og give endnu flere ældre mulighed for at blive passet i eget hjem.
”Jeg vil gerne takke forligspartierne, at vi i fællesskab har fundet nogle gode løsninger til gavn for hele Haderslev Kommune. Det har været nogle intense forhandlinger, men jeg synes, vi har fundet frem til at budget, hvor vi tager ansvar for den fremtidige udvikling og får videreført den retning, vi satte med sidste års budget”; siger Mads Skau.
Vedhæftet er forligsteksten og en oversigt over budgettet på én side.
Kontakter
Mads SkauBorgmester
Tlf:40 78 14 75mskau@haderslev.dkVedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Haderslev Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Haderslev Kommune
Haderslev Kommune indgår klimasamarbejde med efterskoler31.8.2026 12:47:13 CEST | Pressemeddelelse
For tredje gang er Haderslev Kommune udvalgt af Bloomberg Philanthropies' Youth Climate Action Fund, som inviterer unge til at komme med idéer til klimaprojekter. I år har kommunen indgået et strategisk samarbejde med to efterskoler og en ungdomsskole, hvor kommunen skal støtte op om de unges idéudvikling.
Luther roser og frimærker26.8.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
I forbindelse med markeringen af 500 – års jubilæet for Reformationen i Haderslev i 2026, kan Historie Haderslev præsentere to mindre udstillinger; én i Baghuset, Ehlers Samlingen, Slotsgade 20 og den anden på Kløvervej 87B, Haderslev.
17.425 borgere skal hjælpe Haderslev Kommune med at udvikle landdistrikterne13.8.2026 13:58:14 CEST | Pressemeddelelse
Alle borgere over 14 år i kommunens landdistrikter inviteres til at dele deres erfaringer, ønsker og behov i en ny spørgeskemaundersøgelse.
Ny ramme, samme anerkendelse: Haderslev markerer Flagdag for Danmarks udsendte12.8.2026 09:09:00 CEST | Pressemeddelelse
Haderslev Kommune og Slesvigske Fodregiment markerer igen Flagdag for Danmarks udsendte den 5. september. I år afprøves en ny ramme med ekstra fokus på fællesskab, pårørende og anerkendelse af de veteraner og familier, der har ydet en indsats for Danmark.
Ridehuset i Haderslev solgt til lokal udvikler25.6.2026 12:00:24 CEST | Pressemeddelelse
Kommunalbestyrelsen i Haderslev Kommune har solgt den historiske bygning Ridehuset på Haderslev Havn. Den markante bygning fra 1797 er solgt til CP Ejendom I/S, der med købet ønsker at udvikle stedet til gavn for byens borgere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum