Guldborgsund Kommunes byråd er klar med budget for 2024
Et samlet byråd har indgået forlig om næste års budget. Parterne er enige om at fastholde den nuværende skole- og dagtilbudsstruktur i hele kommunen, og desuden tilgodeses de mest udsatte borgere.
Guldborgsund Kommunes budget for 2024 er faldet på plads, og et samlet byråd har således omprioriteret knap 110 millioner kroner i budgettet for 2024, stigende til knap 155 millioner kroner frem mod 2027. Byrådet har primært prioriteret børn, unge- og uddannelsesområdet samt social- og beskæftigelsesområdet.
”Det har været nogle af de sværeste budgetforhandlinger i mange år, og jeg vil gerne kvittere for et virkelig godt samarbejde med hele byrådet. Samlet set har vi ikke råd til at fortsætte som nu, så vi skal på nogle områder finde penge for at have råd til det, som vi skal levere til borgerne. Jeg er glad for, at vi har fundet hinanden, og at vi har været enige om at prioritere vores børn og unge, og at vi har prioriteret nogle af de mest udsatte familier, borgere med handicap og socialt udsatte,” siger borgmester Simon Hansen.
Dagtilbud og skoler består
Et af de strategiske temaer, som byrådet arbejder med, er Det Gode Børneliv. Parterne er enige om, at det blandt andet kræver gode institutioner tæt på borgerne, både i byer og i landdistrikter - også i svære økonomiske tider. Derfor har byrådet besluttet, at de nuværende dagtilbud og skoler i kommunen fortsætter efter samme struktur som i dag.
Forligsparterne ønsker også at fastholde kulturtilbud på et højt niveau til kommunens børn og unge, og derfor er der også i budgetaftalen fortsat støtte til blandt andet Teatret Masken samt til kommunens øvrige kulturinstitutioner.
Parterne er også enige om, at det i et stramt anlægsbudget er afgørende, at der sikres finansiering til færdiggørelse af Sundskolen. Når der kommer en afklaring af det eventuelle merfinansieringsbehov, sætter forligsparterne sig sammen og genovervejer det samlede anlægsbudget.
Penge til social- og beskæftigelsesområdet
Udgifter til borgere under det såkaldte specialiserede socialområde er stigende i hele landet. Dels bliver de specialiserede tilbud til borgerne dyrere, og dels kommer der flere og flere borgere med komplekse problemstillinger, som dermed har brug for støtte og hjælp på flere områder. Det har fået Kommunernes Landsforening til at kritisere skiftende regeringer for ikke at lade pengene til området følge med kommunernes udgifter.
Området presser også Guldborgsund Kommune, der har landets 5. højeste socialøkonomiske indeks, og for at undgå alt for store besparelser på områderne er parterne enige om at tilføre 150 mio. kr. til de områder, der hører under Socialudvalget og Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget. Dermed tilgodeses de borgere i kommunen, der ikke kan klare sig uden massiv hjælp og støtte, herunder børn, der er anbragt uden for hjemmet, borgere på sygedagpenge, borgere med handicap, udsatte borgere samt nedslidte borgere på senior- og tidlig-pension.
Parterne er også enige om at prioritere ressourcerne og indsatserne overfor Guldborgsund kommunes egne borgere. Som en konsekvens heraf tilpasses antallet af pladser til borgere på sociale tilbud, så det svarer til Guldborgsund-borgernes behov. Et arbejde, som Socialudvalget allerede er godt i gang med.
Ny struktur for plejeboliger
Byrådet har med budgetforliget også besluttet, at der skal være en ændret plejecenterstruktur. Det politiske fokus er at imødekomme behovet for plejehjemspladser, dér hvor behovet er, og at plejeboligerne skal være tidssvarende og attraktive. Desuden ønsker byrådet at højne livskvaliteten for beboerne på kommunens plejecentre samt at sikre attraktive arbejdsmiljøer for personalet.
Det er ikke fastlagt, hvornår det kan ske, og hvordan det skal ske, og det vil Ældre- og Omsorgsudvalget arbejde videre med, når budgettet er endeligt vedtaget. Samlet set forventes en ny struktur på området at spare op mod 15 millioner kroner om året på driftsbudgettet samtidig med, at der gennem investeringer på anlægsområdet kan opnås bedre og mere tidssvarende plejeboliger.
Forligsparterne er også enige om at lukke de cafeer, der er på nogle af kommunens plejecentre. De borgere, der kommer i cafeerne, er typisk borgere, der bor hjemme og ikke på plejecentrene. Parterne er dog enige om at undersøge, om cafeerne kan være brugerstyrede, så for eksempel selvtrænere stadig kan benytte faciliteterne, og at der kan opstå andre aktiviteter, der er styret af brugerne selv.
Øvrige tiltag
Med budgettet er parterne enige om, at det er vigtigt at fastholde fokus på uddannelsesområdet, så kommunens børn og unge fortsat har gode forudsætninger for at starte på en ungdomsuddannelse og tage en videregående uddannelse i nærområdet. De tidligere besluttede indsatser for at fremme uddannelsesbyen Nykøbing Falster fortsætter derfor, og det vil ske i et tæt partnerskab med uddannelsesinstitutioner og erhvervslivets organisationer.
Byrådet er desuden enige om, at koncepterne for biblioteker og borgerservice skal nytænkes. Det kan eksempelvis være i forhold til øget samspil og synergi med andre kommunale og private lokaliteter, så som skoler og tidligere rådhuse.
Det er også vigtigt for byrådet at have fokus på et godt erhvervsklima i Guldborgsund Kommune, og byrådet er enige om, at arbejdspladser er afgørende for den fortsatte udvikling af kommunen. Derfor fortsætter kommunens fokus på at sikre nem og hurtig adgang til kommunen for eksisterende og nye virksomheder og potentielle investorer.
Erhvervsfremmeindsatsen, der ydes på kommunens vegne af Business Lolland-Falster, fastholdes også på et højt niveau. Tilsvarende fokuseres bosætningsindsatsen på at tiltrække den arbejdskraft, som virksomhederne efterspørger, og der sættes en proces i gang, der skal være med til at sikre et mere kvalificeret arbejdsudbud i Guldborgsund Kommune.
Parterne er desuden enige om, at udviklingen af turismen i Guldborgsund Kommune bidrager til indtjeningen og jobskabelsen til gavn for finansiering af kernevelfærden. Derfor vil Guldborgsund som turismedestination fortsat være en prioritet.
Parterne er også enige om at udforske mulighederne for gode eksempler fra private virksomheder, herunder offentlige-private partnerskaber, så erhvervslivet i endnu højere grad kommer i spil i forhold til den kommunale opgaveløsning.
Hvor kommer pengene fra?
De 155 millioner kroner, som byrådet med budgetaftalen har omprioriteret frem mod 2027, kommer primært fra administrative besparelser og nedlæggelse af stillinger, omlægning af plejecenterområdet, det tidligere fremlagte investerings- og sparekatalog på socialområdet, rammebesparelser på en række områder samt lukning af Guldborgsund Zoo og Botanisk Have.
Guldborgsund Zoo og Botanisk Have har dels fungeret som et besøgssted for kommunens borgere og turister og dels som et beskæftigelsesprojekt for nogle af de borgere, der har behov for beskyttet beskæftigelse. Disse borgere får andre tilbud, og byrådet vil undersøge, om selve området kan sælges til en privat aktør, eller om det kan omdannes til en folkepark, så legepladserne kan beholdes.
”Det kan ikke undgås, at borgerne vil kunne mærke konsekvenserne af stigende udgifter på nogle områder, når vi ikke også har stigende indtægter. Det er en bunden opgave at finde pengene, og det har været et bærende politisk princip at reducere budgetterne, dér hvor den borgernære velfærd påvirkes mindst. Derfor har vi også besluttet betydelige besparelser på alle de administrative områder. Det kommer borgerne også til at mærke, men når vi skal spare, skal det gøres så nænsomt som muligt for borgerne,” siger Simon Hansen.
Det nye budget viser, at der fortsat skal findes penge i det, der kaldes overslagsårene. Dvs. i 2025, 2026 og 2027. Forligsparterne har derfor forpligtet sig til at finde budgetforbedringer for minimum 75 millioner kroner ved de kommende forhandlinger for henholdsvis 2025, 2026 og 2027.
Budgetaftalen 2024-2027 forventes vedtaget på kommende byrådsmøde torsdag den 12. oktober.
Budgetaftalen inklusive den økonomisk oversigt er vedhæftet.
Gruppeformændenes kommentarer til budgetaftalen
Katrine Burmann, gruppeformand, Socialdemokratiet:
”Socialdemokratiet glæder sig over, at et samlet byråd har taget den økonomiske situation alvorligt og sammen har taget ansvar for et budget. For Socialdemokratiet har det været vigtigt, at vi sammen har påtaget os et socialt ansvar og tilført social- og beskæftigelsesområderne midler til at kunne håndtere den stadigt voksende økonomiske udfordring. Derudover glæder Socialdemokratiet sig over, at vi har fået fredet den grundlæggende struktur på skole-, dagtilbuds- og biblioteksområdet samtidig med, at vi skaber mulighed for at give udvalgene frihed til at nytænke opgaveløsningen med kernevelfærden i højsædet. Vi er glade for at ældreområdet i høj grad har undgået besparelser, og ser frem til at en udvikling af madservice kommer vores borgere til gavn.”
John Brædder, gruppeformand, Guldborgsundlisten:
”Guldborgsundlisten anerkender behovet for at få skabt et budget i balance. Samtidig er det vigtigt for os at afsøge best practice samt offentlige-private partnerskaber. Det har derudover været vigtigt for Guldborgsundlisten, at vores institutioner på børne- og ungeområdet og på kulturområdet sikres de bedst mulige betingelser, ligesom demenscentret har haft vores fokus. Slutteligt vil vi takke de andre partier og lister for et konstruktivt samarbejde om budgettet.”
René Christensen, gruppeformand, Dansk Folkeparti:
”I Dansk Folkeparti er vi glade for, at vi har kunnet samle et helt byråd i forhold til de økonomiske udfordringer, Guldborgsund Kommune står i. På trods af udfordringerne er det alligevel lykkedes at holde fast i fremtiden, nemlig i vores børn, unge og skole. I forhandlingerne har det ligeledes været vigtigt for Dansk Folkeparti, at vi har bevaret klippekortsordningen for vores ældre borgere, så de har frihed til at få nogle flere selvvalgte aktiviteter. Desuden er vi glade for, at der bliver sat gang i et arbejde med den mere langsigtede udvikling af Guldborgsund Kommune.”
Ole K. Larsen, gruppeformand, Venstre:
”I Venstre er vi glade for, at det er et samlet byråd, der tager ansvar og håndterer kommunens samlede økonomiske udfordringer. I forhold til selve indholdet i aftalen har det været vigtigt for os, at vi bredt set sikrer vores landdistrikter. Det gælder både i forhold til kommunale kulturinstitutioner og i forhold til dagtilbud og skoler. Det er magtpåliggende for os at sikre gode skoler, som er med til at give vores børn og unge et godt grundlag i livet og gode forudsætninger for at starte på en ungdomsuddannelse.”
Johannes Kristensen, gruppeformand, Det Konservative Folkeparti:
”Det Konservative Folkeparti er gået konstruktivt ind i de politiske forhandlinger om årets budget. Særligt under de vanskelige økonomiske vilkår er det vigtigt at tage ansvar. Vi er stolte af, at vores kernevelfærd i forhold til de ældre medborgere og på skole- og kulturområdet ikke er blevet så hårdt ramt, som man kunne have frygtet.”
Annemette Schønberg Johnsen, gruppeformand, Socialistisk Folkeparti:
”Det har bestemt ikke været en rar eller nem opgave at finde så store besparelser, men alle partier har samarbejdet intenst og konstruktivt med denne nødvendige opgave, der vil påvirke alle politikområder. Trods svære beslutninger kan SF alligevel glæde sig over, at det går mindre hårdt ud over ældre og demensramte samt skoler og dagtilbud. Budgetaftalen understreger også, at der skal sættes stærkere fokus på den grønne omstilling og på afbureaukratisering, der forventeligt vil give mere effektiv og tilfredsstillende opgaveløsning for såvel medarbejdere som borgere i kommunen.”
Paw Hallandson, gruppeformand, Nye Borgerlige:
”I Nye Borgerlige er vi glade for, at vi kan bibeholde vores institutioner, for eksempel skoler og dagtilbud, i hele kommunen til trods for den økonomiske situation, vi befinder os i.”
Bente Lerche-Thomsen, gruppeformand, Enhedslisten:
“For Enhedslisten har det været helt afgørende, at vi undgår lukninger af dag- og skoletilbud, og at vi heller ikke skal ud i fysiske og ledelsesmæssige sammenlægninger. Det er vigtigt for Enhedslisten, at vi, trods kommunens vanskelige økonomiske situation, fortsat prioriterer kvalitet og faglighed i dagtilbud og skoler.”
Chris Veber, gruppeformand, Dit Guldborgsund:
”I Dit Guldborgsund er vi glade for, at det er et enigt byråd, der står sammen om økonomien. Det har været helt afgørende for os i Dit Guldborgsund, at ingen skoler lukkes eller sammenlægges. Vi er også glade for, at det er de borgernære områder, som bliver ramt mindst med de økonomiske omprioriteringer, vi foretager.”
Kontakter
Simon Hansen, borgmester, 25181816
Katrine Burmann, gruppeformand, Socialdemokratiet, 25182901
John Brædder, gruppeformand, Guldborgsundlisten, 25180390
René Christensen, gruppeformand, Dansk Folkeparti, 52501118
Ole K. Larsen, gruppeformand, Venstre, 25180398
Johannes Kristensen, gruppeformand, Det Konservative Folkeparti, 25182907
Annemette Schønberg Johnsen, gruppeformand, Socialistisk Folkeparti, 25181863
Paw Hallandson, gruppeformand, Nye Borgerlige, 25182909
Bente Lerche-Thomsen, gruppeformand, Enhedslisten, 25181803
Chris Veber, gruppeformand, Dit Guldborgsund, 25182911
Billeder
Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Beskæftigelsesudvalget ser tilbage på 202420.12.2024 09:20:28 CET | Pressemeddelelse
2024 har stået i samarbejdets tegn for Beskæftigelsesudvalget i Guldborgsund Kommune. Især samarbejdet med de lokale virksomheder har været i fokus.
Prisfest 2024: De nominerede er…19.12.2024 17:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvert år er Guldborgsund Kommune vært ved en større prisfest, hvor medaljevindere fejres og priser uddeles inden for idrætten og kulturen. De nominerede til dette års priser er netop fundet.
Ny Børne- og Ungdomspolitik skabt i samarbejde mellem flere udvalg18.12.2024 12:00:27 CET | Pressemeddelelse
Guldborgsund Kommunes nye Børne- og Ungepolitik 2024, der er blevet til i samarbejde mellem Børn og Skoleudvalget, Socialudvalget og ikke mindst interessenter og borgere, sendes nu i høring.
Fiskeopdræt på land18.12.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nyt demonstrationsanlæg skal vise hvordan man kan opdrætte sunde og velsmagende fisk på land. Opdræt af fisk på land har desuden et lavt klimaaftryk, og kan blive et nyt “husdyr” i dansk landbrug. Udvalgsformanden ser en stor mulighed for landmændene, og for at opdrætte fisk til de danske forbrugere.
Nyt projekt skal styrke børn og unges læseglæde18.12.2024 05:00:00 CET | Pressemeddelelse
Guldborgsund Bibliotek er klar med et nye projekt; Mærk litteraturen, der gennem oplevelser og fællesskaber skal være med til at styrke børn og unges læseglæde.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum