Prisvinder: Husk at der er mange hjerner i rummet
Lektor Lise Dissing Møller fra læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole modtager Undervisningsprisen 2023

”Lise er en medrivende underviser og en blændende formidler, der balancerer det praktiske og teoretiske i en undersøgende og eksperimenterende pædagogisk didaktik. Hun bidrager gennem sin nyskabende undervisning i teknologiforståelse og sit store faglige engagement til et helt særligt studie- og læringsmiljø på uddannelsen, som formår at engagere de studerende og understøtte deres nysgerrighed, mod og lærerkompetencer”
Sådan lyder beskrivelsen af 50-årige Lise Dissing Møller i indstillingen til Undervisningsprisen 2023. En pris som lektoren på KP’s læreruddannelse også modtager denne mandag i Operaen i København af H.K.H. Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.
”Det er faktisk ret overvældende. Først var jeg faktisk ikke rigtig sikker på, at det var sandt, at jeg ville modtage prisen. Jeg var i Schweiz for at etablere et samarbejde med nogle andre laboratorier rundt omkring i Europa, så mine studerende kan komme ud og besøge andre studerende, da der pludselig tikkede en mail ind”, siger Lise Dissing Møller.
“Og selv om der stod, at det var tophemmeligt, så var jeg nødt til at spørge min kollega, som var med mig. Jeg kan ikke holde på hemmeligheder. Jeg er så dårlig til det og henter energi ved at snakke med mine omgivelser”.
Evigt forelsket i de studerende
Det lå ellers ikke lige i kortene, at Lise Dissing Møller skulle være underviser på læreruddannelsen, da hun tilbage i 1999 forlod Syddansk Universitet som cand.mag. i nordisk litteratur og kunsthistorie. Hun begyndte som museumsassistent, men allerede i 2001 blev hun tilknyttet læreruddannelsen på UC Sjælland som timelærer.
”Nu er det snart 23 år siden, så det er ret svært at sige, hvad der gør, at man ender på den hylde. At man lige pludselig meget hurtigt efter at have været timelærer finder ud af, at der er et eller andet ved det her job, som bare resonerer. For mig har det altid været det her med, at man bliver formet af menneskerne i det rum, som man er i”.
”De studerende søger ind på professionsuddannelserne, fordi de gerne vil være noget for nogen. Men det betyder også, at du får rigtig meget feedback fra de studerende. Og jeg tror, at indledningsvis blev jeg bare så ’taken’ med alt det. Og det er jeg stadig. Sådan lidt evigt forelsket i de studerende og deres måde at være på”.
I 2002 blev Lise Dissing Møller så ansat på UCC, der senere skulle blive til Københavns Professionshøjskole. Her underviser hun i dansk og teknologiforståelse og har været med til at udvikle Future Classroom. Det er et læringslaboratorie, der udforsker, hvordan teknologier kan være med til at udfordre pædagogisk praksis og udvikle nye læringsmiljøer.
“Jeg plejer at sige, at jeg arbejder et moderne hippiested. Mange vil nok mene, at stedet er lidt futuristisk. Der er mange teknologier og dimser. Men værdierne er jo gamle. Så det handler om at se kendte steder på nye måder. Fremtiden er jo formet af alt det, der er sket i vores civilisation frem til nu”, forklarer Lise Dissing Møller.
Husk alle hjernerne i rummet
Når hun underviser de lærerstuderende i teknologiforståelse eller i dansk, så bygger det på en tanke om, at de studerende fra dag 1 er vidensressourcer og helt centrale i læringsrummet . Lise Dissing Møller taler om at have tillid til de studerende og tro på deres potentialer. Hun ønsker nemlig, at hendes lærerstuderende tager dette ”dobbeltdidaktiske” blik med ud i folkeskolen. Bruger eleverne som ressourcer i undervisningen, fordi de selv har erfaret det blik og dets konsekvenser for læring i deres læreprocesser på uddannelsen.
”God undervisning er, når man bringer sig selv i spil som menneske. Og at man 110 procent inde i sin sjæl erkender, at man ikke er den eneste hjerne i rummet. Hvis man er respektfuld over for al den viden, der er i rummet – så skaber god undervisning sig selv i den synergi, der er. Ikke mindst i et fag som teknologiforståelse”, siger Lise Dissing Møller.
Et konkret eksempel fra undervisningen var, da det teknologiforståelseshold som hun deler med en god kollega skulle programmere en række tilfældighedsgeneratorer i Java Script.
”Der kunne vi godt have udstukket nogle snævre rammer og sagt, at generatoren skulle se sådan her ud. Men vi valgte at slippe de studerende løs, så de ikke var fastlåst i opgaven. Og det endte med 12 pissefede tilfældighedsgeneratorer, som vi undervisere ikke selv ville have fundet på. De tog nogen helt andre veje til opgaven. Vi skabte noget fantastisk i samspil, fordi vi havde set potentialet i en ’hivemind’. I at alle hjerner i rummet bidrager til at opbygge viden”.
Lises Momse-tube
Lise Dissing Møllers egne lærerstuderende fremhæver i indstillingen til Undervisningsprisen, at de altid føler sig trygge i hendes undervisning. Hun gør sig umage med at formidle det vanskelige stof. Blandt andet producerer Lise Dissing Møller Youtube-videoer til undervisningen, hvor hun gennemgår de mest centrale pointer fra teksterne, for ikke at stå ved en power point i undervisningen, hvor tiden skal bruges på de studerendes processer.
Og med vanlig selvironi kalder Lise Dissing Møller Youtube-videoerne for Momse-tube.
Nøgleord
Kontakter
Lise Møller, Lektor, lism@kp.dk, +45 41 89 93 01
Michael AndersenPressechef
Tlf:23445383micn@kp.dkBilleder
Links
Følg pressemeddelelser fra Københavns Professionshøjskole
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Professionshøjskole
Trivselskonference: Er børn og unges trivsel alles sag?12.5.2025 13:23:03 CEST | Presseinvitation
Trivselsarbejde er grundlæggende i velfærdsprofessionelles arbejde med børn og unge. Trivselskonferencen på KP giver et indblik i Trivselskommissionens rapport og oplæg, der udforsker, hvordan dens anbefalinger kan styrke arbejdet med trivsel, mistrivsel og myndiggørelse. Bl.a. med keynote fra Rasmus Meyer, formand for Trivselskommissionen og Henrik Vestergaard Stokholm, rektor på Niels Steensen Grundskole og Gymnasium
KP opretter særlige kommunale hold for meritpædagoger6.5.2025 08:40:08 CEST | Pressemeddelelse
Flere kommuner er begyndt at henvende sig til Københavns Professionshøjskole for at høre, om der kan laves målrettet undervisning til netop deres pædagogmedhjælpere
Reform: Tiltrængt kvalitetsløft af vores vigtige professionsuddannelser26.3.2025 13:45:59 CET | Pressemeddelelse
Den nye reform af professionsuddannelserne giver bedre muligheder for holddeling og feedback – og styrker relationen mellem underviser og studerende. Og så glæder KP-rektor Anne Vang Rasmussen sig over det store fokus på livslang læring
KP-lektor vinder naturfagspris20.3.2025 11:11:19 CET | Nyhed
Lektor og biolog Birgitte Damgaard tildeles Novo Nordisk Fondens pris til Naturfagsundervisere på Pædagoguddannelsen for hendes særlige indsats for at engagere og motivere fremtidens pædagoger inden for natur, udeliv og science
KP holder ny demokratifest for 650 skoleelever19.3.2025 05:45:00 CET | Pressemeddelelse
Selvtilliden hos nye lærere og skoleelever får en vitaminindsprøjtning, når Københavns Professionshøjskole og GRUNDLOVSFESTEN søsætter det nye initiativ Store Demokratidag på Campus Carlsberg
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum