Køge Kommune fortsætter opturen i DI’s undersøgelse af erhvervsvenligheden

Del

Der er mange lyspunkter for de østsjællandske kommuner Roskilde, Køge, Lejre, Greve og Solrød i årets DI-undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed (LE), hvor Lejre Kommune igen løber med titlen som bedste erhvervskommune.

Lejre Kommune opnår med en samlet placering som nummer 34 det bedste resultat nogensinde. Mens Solrød og Køge også spurter frem på listen.

- Vi kan se, at det nytter noget at gøre en ekstra indsats på erhvervsområdet. Og der er rigtig mange detaljer at fremhæve i undersøgelsen. Men skal jeg nævne en enkelt, så er jeg meget glad for, at det er lykkedes for Køge Kommunes politikere og forvaltning at skabe en langt bedre dialog med erhvervslivet i årets løb. Fremgangen skyldes bl.a., at kommunen har inddraget de lokale virksomheder i arbejdet med Køges kommende erhvervspolitik. En proces, som andre kommuner med succes kan lade sig inspirere af, siger formand for DI Roskilde/Køge Bugt Jeanet Løgsted.

Når man nærstuderer kategorierne i årets DI undersøgelse, tegner der sig et meget broget billede. Efter sidste års markante stigning er Roskilde faldet lidt tilbage i år, det samme gælder Greve Kommune.

- Men samlet set går det heldigvis den rigtige vej. I fire ud af fem kommuner er virksomhederne mere tilfredse med den overordnede erhvervsvenlighed i år. Det er positivt, for god service og velfungerende rammer for erhvervslivet kommer både kommuner, virksomheder og borgere til gavn. Derfor vil jeg – traditionen tro - opfordre vores fem borgmestre og kommuner til at dele erfaringer og styrke det interne samarbejde endnu mere, og DI Roskilde/Køge Bugt bidrager meget gerne, siger foreningens formand Jeanet Løgsted.

Køge Kommunes dialog med erhvervslivet er blevet markant bedre

Nr. 48 (56 sidste år)

Køge fortsætter de seneste års fremgang på DI’s liste over kommunernes erhvervsvenlighed og lander med et hop opad på otte pladser midt i feltet som nummer 48. Det skyldes ikke mindst, at virksomhederne i undersøgelsen er langt mere tilfredse med den dialog, de har med både politikere og embedsmænd.

Det billede genkender formand for DI Roskilde/Køge Bugt Jeanet Løgsted.

- At møde hinanden, tale sammen, lytte og handle er den bedste forudsætning for at forbedre den service og de rammer, virksomhederne har brug for i det daglige. I vores kontakt med kommunen bliver vores bestyrelse også mødt med fortrolighed og tillid hele vejen rundt. Og Køges arbejde med kommunens nye erhvervspolitik, hvor man i foråret sammen med Connect Køge inviterede til en række dialogmøder med de lokale virksomheder, er et nærmest forbilledligt eksempel på inddragelse. Det er formentlig noget af det, som virksomhederne kvitterer for i årets LE 2023, siger Jeanet Løgsted.

Også i de fleste andre kategorier i undersøgelsen har Køge forbedret resultatet og bliver nu bedømt som Danmarks 5. bedste kommune, når det gælder infrastruktur og transport. På det grønne område er der dog tilbagegang. Her ligger Køge i bund, når man ser på, hvor stor en del af energiforbruget i kommunen, der dækkes af vedvarende energi, og virksomhederne efterlyser flere indsatser for at fremme den bæredygtige transport.

Roskildes virksomheder er mere tilfredse med erhvervsvenligheden

Nr. 65 (57 sidste år)

Roskilde Kommune fløj op af listen i DI’s årlige undersøgelse af de danske kommuners erhvervsvenlighed sidste år, men formåede desværre ikke at holde fremgangen og falder otte pladser tilbage til en samlet placering som nummer 65.

Men nærstuderer man resultatet, er det tydeligt, at virksomhederne bliver mere og mere tilfredse med kommunens helt overordnede erhvervsvenlighed. Lige som vurderingen af dialogen mellem erhvervslivet og kommunens politikere er fortsat opad i år.

- Det er altid svært for en kommune at bevare en meget stor fremgang fra det ene år til det andet. Og der er da også dyk inden for flere kategorier, blandt andet behandlingen af byggesager og sygedagpengesager, som virksomhederne bedømmer knap så godt som sidste år. Overordnet set ser det dog ud til, at Roskilde Kommune nu er inde i en god cirkel. Og en lidt større del af respondenterne siger, at de vil anbefale andre virksomheder at etablere sig i kommunen, siger DI Roskilde/Køge Bugts formand Jeanet Løgsted.

Bedste placering opnår Roskilde i kategorien infrastruktur og transport, som virksomhederne i undersøgelsen – sammen med arbejdskraft - opfordrer kommunen til at prioritere højest de kommende år. Begge kategorier er gået frem, og Roskilde bliver vurderet som Danmarks 9. bedste kommune, når det gælder infrastrukturen.

Selv om udgifterne til det kommunale vejnet målt pr. indbygger er faldet en smule, er det stadig i top. Det kvitterer respondenterne for, ligesom de også er meget tilfredse med deres medarbejderes mulighed for at tage toget eller bussen til arbejde.

- Gode offentlige transportmuligheder er vigtigt i dag, hvor flere virksomheder har svært ved at tiltrække de kvalificerede medarbejdere, de skal bruge. Samtidig er virksomhederne i undersøgelsen også blevet mere tilfredse med jobcenteret og kommunens øvrige indsats for at tiltrække og sikre de rette medarbejdere. Det er vigtigt i en tid, hvor vi kan se frem til stadig større udfordringer på det område, siger Jeanet Løgsted.

Lejre Kommune kåret som Køge-Bugts mest erhvervsvenlige kommune

Nr. 34 (41 sidste år)

Med endnu et hop den rigtige vej til en samlet placering som nummer 34 i DI’s årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed, beholder Lejre titlen som Køge-Bugt områdets bedste erhvervskommune i LE.

Ser man på de enkelte kategorier i undersøgelsen, har virksomhederne aldrig vurderet kommunens overordnede erhvervsvenlighed så højt som i år, i den kategori bliver Lejre bedømt som Danmarks 8. bedste. Og der er også top-ti placering, når det gælder kommunens brug af private leverandører. På det punkt kommer Lejre ind på en fornem 6. plads i den samlede undersøgelse.

- Virksomhederne er væsentlig mere tilfredse med kommunens måde at gribe det an på, når de kommunale arbejdsopgaver kommer i udbud. En positiv udvikling, da Lejres erhvervsliv - i modsætning til langt de fleste andre kommuner - mener, at kommunen skal prioritere netop konkurrenceudsættelse højest, siger formand for DI Roskilde/Køge Bugt Jeanet Løgsted.

Et andet ønske blandt respondenterne er, at kommunen bør sikre flere erhvervsgrunde og i det hele taget tage mere hensyn til erhvervslivet i den lokale planlægning.

- I en mindre erhvervskommune som Lejre er forventningerne til en personlig og tæt kontakt ofte noget højere end i større kommuner, og vi ved, at man hele vejen rundt gør en stor indsats for at være synlig og nærværende. Svarene indikerer, at de fleste respondenter har et tæt forhold til kommunen, og at de er tilfredse med servicen på langt de fleste af de områder, hvor de har direkte kontakt med forvaltningen. Men dialogen mellem erhvervslivet og kommunens politikere bliver dog vurderet noget lavere end sidste år, siger Jeanet Løgsted.

Solrød Kommunes indsats for bedre byggesagsbehandling slår igennem

Nr. 45 ( 53 sidste år)

Efter sidste års rutsjetur er Solrød igen gået frem i DI’s LE-undersøgelse, der måler erhvervsvenligheden i landets kommuner, og lander med et spring opad på otte pladser til en placering midt i feltet på en samlet 45. plads. Der er gode takter stort set hele vejen rundt og fremgang i 6 af 10 kategorier.

- Vi kan blandt andet se, at kommunens indsats for at effektivisere sagsbehandlingen af byggesager, allerede nu slår igennem i form af mere tilfredse virksomheder. Det er vi glade for i DI Roskilde/Køge Bugt. En hurtig og effektiv sagsbehandling betyder meget for ikke mindst byggevirksomheder, fordi forsinkelser kan blive kostbare og koste ordrer, siger foreningens formand Jeanet Løgsted.

Der er fremgang og topkarakterer til de digitale rammer som f.eks. dækning med hurtig 5G og bredbånd, som virksomhederne har adgang til i Solrød. Det samme gælder infrastruktur og transport samt uddannelsesområdet.

- Elevernes trivsel i kommunens folkeskoler og lærernes kompetencer er høj, og flere elever fra 9. og 10. klasse søger ind på en erhvervsuddannelse efter skolen. En positiv udvikling, for en stor del af vores virksomheder mangler dygtige faglærte allerede nu, og manglen bliver større efterhånden som de store årgange går på pension de kommende år. Heldigvis er de lokale virksomheder i undersøgelsen samtidig blevet mere tilfredse med kommunens indsats for at skaffe kvalificeret arbejdskraft, så det går fremad på flere vigtige områder, siger Jeanet Løgsted.

Greves virksomheder efterlyser bedre dialog med politikere og embedsfolk

Nr. 72 (61 sidste år)

Greve Kommune fortsætter desværre den nedadgående tendens i årets Lokal Erhvervsvenlighedsundersøgelse og lander i år på en samlet 72. plads, et fald på 11 pladser siden sidste år. Men der er lyspunkter og markante stigninger i tre ud af undersøgelsens 10 kategorier.

Den største stigning er på det vigtige uddannelsesområde, hvor Greve hopper ikke mindre end 47 pladser frem. Det skyldes blandt andet, at en større andel af timerne i kommunens folkeskoler nu varetages af lærere med de rette undervisningskompetencer, og at der er en høj trivsel blandt skolernes elever.

- Det er også lykkedes at løfte andelen af de afgangselever, der søger en faglig uddannelse efter folkeskolen. Her nærmer Greve sig landsgennemsnittet på knap 20 procent, og det er en positiv udvikling. At få flere unge i gang med en uddannelse eller et job efter folkeskolen og gymnasiet er en af de største udfordringer, som vi skal have gjort noget ved her og nu, siger Jeanet Løgsted.

Undersøgelsen viser, at både politikere og embedsmænd i Greve bør lægge sig i selen for at etablere en bedre information og ikke mindst dialog med de lokale virksomheder. I den kategori er det gået støt tilbage.

- Det kan være et langt sejt træk at forbedre en dialog med erhvervslivet, hvis virksomhederne oplever, at den ikke fungerer. Men jeg vil opfordre Greve til at søge inspiration hos andre kommuner, hvor det er lykkedes. Her kan man f.eks. se mod Køge, som har løftet netop det området markant i år, siger DI Roskilde/Køge Bugts formand.

Kontakt Seniorchefkonsulent Helen Jensen, DI, Roskilde/Køge Bugt, hje@di.dk, 2124 4702 Formand for DI Roskilde/Køge Bugt Jeanet Løgsted, jln@scantox.com, 5686 1500 Næstformand for DI Roskilde/Køge Bugt Pia Lund Larsen, pl@mjservice.dk 20 10 13 00

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2023

• DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2023, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 14. år i træk, DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.

• 7.950 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.

• Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.

• Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.

• 92 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De seks mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø, Dragør og Fanø deltager ikke, da det ikke har været muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

Følg pressemeddelelser fra DI Roskilde Køge Bugt

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Roskilde Køge Bugt

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye