HK Danmark

Finanslovsforslag lover godt for fremtidens faglærte

Del

Finanslovsforslagets tiltrængte fokus på erhvervsuddannelserne høster roser i HK. Men forbundsformand Anja C. Jensen savner investeringer i livslang læring og understreger samtidig, at der er hårdt brug for at komme vores velfærdssamfund til undsætning.

I sit nye finanslovsforslag lægger regeringen op til at tilføre 300 mio. kroner til erhvervsuddannelserne i 2024 og gradvist trappe op til 900 mio. kroner i 2030. Den del af forslaget glæder man sig over i HK. For planerne om flere midler kommer ikke et øjeblik for tidligt, lyder det fra forbundsformand Anja C. Jensen: 

- Fremtidens faglærte kommer ikke af sig selv, og de er helt afgørende for vores samfund, den grønne omstilling og Danmarks digitale førerposition. Så jeg er glad for, at regeringen nu melder sig klar til at sætte penge bag ordene. Det har HK og fagbevægelsen kæmpet for længe, og det er godt at se, at der bliver lyttet til os.  

HK-formanden understreger, at HK’erne har en afgørende rolle at spille i den grønne omstilling. HK’erne kan samtidig levere et vigtigt bidrag til at afhjælpe rekrutteringsudfordringerne på arbejdsmarkedet. Når HK’erne varetager de administrative opgaver, kan andre faggrupper bruge deres fulde tid på deres kerneopgave. Det er derfor vigtigt, at pengene også når ud til handel- og kontoruddannelserne.

Brug for investeringer i livslang læring

Mens der er tiltrængt godt nyt for fremtidens HK’ere og andre nøglespillere i den grønne omstilling, kniber det dog desværre med investeringer i dem, der allerede er en del af arbejdsmarkedet, påpeger Anja C. Jensen: 
  
- Hvis Danmark skal stå stærkt, er det ikke nok at investere i fremtidens arbejdskraft. Vi må også investere i den arbejdsstyrke, vi allerede har. Der er brug for at satse meget mere på livslang læring, så det bliver billigere at tage efter- og videreuddannelse i løbet af arbejdslivet. Også på videregående niveau.  
  
En milliard til velfærd er et godt første skridt, men ikke nok  
  
Regeringens forslag om at afsætte en milliard mere til velfærd i kommunerne og regionerne i 2024 hilser Anja C. Jensen også velkommen som en god start. Men det er slet ikke nok:
  
- Kommuner og regioner står med en enorm ekstraregning på samlet 3 mia. kroner pga. den høje inflation sidste år. Så der er brug for mere, hvis vi skal undgå besparelser, forringelser og fyresedler. Vi er nødt til at rette op, og der er penge i råderummet til at gøre det nu. Ellers risikerer vi at ende i en ond spiral af kommende økonomiaftaler, der vil føre til dårligere velfærd.  
 
Finanslovsforslaget lægger også op til administrative besparelser i staten, ligesom man har set det i kommuner og regioner. De administrative spareøvelser i den offentlige sektor er grundlæggende problematiske og uigennemtænkte. I stedet burde regeringen interessere sig for princippet om rette kompetencer til rette opgaver, så medarbejdernes forskellige fagligheder kommer bedre til deres ret, lyder opfordringen fra Anja C. Jensen. 
  
Lysere ser det ud for de hårdt pressede domstole, hvor der nu ser ud til at være hjælp på vej: Her har regeringen planer om at tilføre 1,8 mia. kroner over en periode på fire år. Samtidig ønsker regeringen at afsætte 1,5 mia. til politiet og anklagemyndigheden. De planer får en god modtagelse i HK, hvor HK Stat længe har kæmpet for et økonomisk fokus, der kan afhjælpe manglen på ressourcer, som får sagsbunkerne til at vokse og vokse.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra HK Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye