WWF installerer 10 fiskebørnehaver i Spodsbjerg Havn på Langeland
Den 16. august 2023 flyttede fiskebørnehaverne ind på havnen på Langeland. Formålet er at forbedre biodiversiteten under overfladen, lyder det fra WWF Verdensnaturfonden, der installerer fiskebørnehaverne i partnerskab med Sund & Bælt.

Fiskebestandene omkring Spodsbjerg og i Langelandsbæltet er gået markant tilbage, fordi fiskenes levesteder enten er forsvundet eller hårdt påvirket af menneskelig aktivitet. Særligt torskebestanden er historisk lille, og mange andre arter trives ikke.
For at skabe nye levesteder, hvor fisk kan finde både føde og skjul i deres sårbare første livsstadier, installerer WWF Verdensnaturfonden og Sund & Bælt nu 10 såkaldte fiskebørnehaver, også kendt som biohuts, i Spodsbjerg Havn. Det foregik onsdag den 16. august 2023 med deltagelse af repræsentanter fra WWF Verdensnaturfonden, Sund & Bælt og elever fra en lokal skole.
Fiskebørnehaverne skal gøre det lettere for småfisk og fiskeyngel at finde føde og gemme sig for større rovfisk og samtidig bidrage til at forbedre biodiversiteten omkring havnen.
Fiskebørnehaverne var en gave til danskerne i anledning af H.K.H. Kronprinsesse Marys 50-års fødselsdag.
Fiskebørnehaver skal øge biodiversiteten
”Havets tilstand er kritisk. Økosystemerne omkring havnen er hjemsted for et rigt dyre- og planteliv, som vi skal beskytte. Flere levesteder gavner fiskene. Forbedrede forhold i havnen øger chancen for, at fiskene vandrer ud i det omgivende hav, når de bliver store nok. Og det er til gavn for alle,” siger Thomas Kirk Sørensen, havbiolog i WWF Verdensnaturfonden.
En fiskebørnehave er et stort stålbur, som indeholder en mindre gitterkasse, der er fyldt op med tomme, rensede østersskaller, hvorpå der kan vokse alger og små organismer. Her kan fiskeyngel spise sig mæt og samtidig være i sikkerhed for større, sultne rovfisk i en ekstremt sårbar periode af deres liv.
”Som ejer af Spodsbjerg Havn er vi glade for at kunne stille havnen til rådighed for fiskebørnehaverne og bidrage lokalt til at forbedre levevilkårene for fiskeyngel. Infrastruktur skal understøtte biodiversitet, og derfor kigger vi også på, om det vil være en mulighed at installere fiskebørnehaver i flere af vores havne,” siger Signe Thustrup Kreiner, CFO i Sund & Bælt.
Dokumenteret effekt i Københavns Havn
Fiskebørnehaverne har haft en dokumenteret effekt i Københavns Havn, hvor WWF Verdensnaturfonden og By & Havn siden 2021 har installeret cirka 80 fiskebørnehaver forskellige steder i havnen. Også private virksomheder har støttet op, så der nu i alt er cirka 200 af slagsen i Københavns Havn.
En fiskebørnehave er et effektivt redskab til at øge biodiversiteten, lyder det fra Thomas Kirk Sørensen.
”Siden vi installerede den første fiskebørnehave i Københavns Havn, er der observeret flere forskellige fiskearter som for eksempel læbefisk, tangnåle og sågar den kritisk truede ål. Så det har vist sig at være en effektiv og relativt billig løsning. Erfaringer fra andre danske havne og udlandet viser det samme, så vi er sikre på, at de også vil gavne biodiversiteten under overfladen her i Spodsbjerg,” siger han.
WWF håber, at endnu flere vil investere i naturen
Foruden København og nu Spodsbjerg findes der også fiskebørnehaver i Lillebælt, Grenaa, Helsingør, Taarbæk og Aarhus.
Thomas Kirk Sørensen fra WWF Verdensnaturfonden håber, at de positive erfaringer vil få endnu flere til at følge trop.
”Vi mærker en stærkt stigende interesse for havmiljøet flere steder i landet. Havet er endelig blevet en folkesag, og det er gået op for de fleste, at vi ikke kan lade tingene stå til, og at det både gavner biodiversiteten og økonomien, når vi investerer i havnaturen,” slutter han.
Fakta om biodiversiteten i havet omkring Langeland
Nær kysten ved Spodsbjerg på Langeland finder vi bælter af savtang, blæretang og ålegræs. På cirka to meters dybde ligger store tangbesatte sten, hvor småfisk som tangnål, savgylte og havkarusser og fiskeyngel af blandt andet torsk finder skjul. Havet omkring Spodsbjerg Havn besøges også af makrel, hornfisk og sild.
”Flere fiskebestande er nærmest kollapset. Vilkårene for livet i havet er blevet forringet. Det skyldes især belastning af næringsstoffer og fiskeri. Fiskenes levesteder er enten forsvundet eller meget påvirket af os mennesker. Og nu ser vi desværre effekten både her på Langeland og andre steder i landet, hvor særligt torsken skal have al den hjælp, vi kan give den,” siger Thomas Kirk Sørensen.
De 10 fiskebørnehaver leveres og installeres af den franske virksomhed EcOcean.
Om WWF Verdensnaturfonden
WWF (World Wide Fund for Nature) er en af verdens største og mest indflydelsesrige organisationer med mere end fem millioner støtter globalt. WWF har kontorer i flere end 80 lande og mere end 1.200 projekter over hele verden. WWF’s mission er at stoppe forringelsen af jordens naturlige miljø og skabe en fremtid, hvor mennesker lever i harmoni med naturen. Den danske afdeling, WWF Verdensnaturfonden, blev grundlagt i 1972 af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik. Læs mere på wwf.dk.
Om Sund & Bælt
Sund & Bælt er Danmarks største infrastrukturforvalter af bro- og tunnelforbindelser nationalt og på tværs af landegrænser. Som en afgørende spiller i transportsektoren, har Sund & Bælt et væsentligt ansvar for at bidrage til den grønne omstilling. Sund & Bælt arbejder efter princippet ’Building with nature’ i alle projekter, hvor fx påvirkede naturområder på Femernprojektet bliver erstattet med mindst dobbelt så store naturområder, og kunstige rev i Storebælt bidrager til at skabe nyt, frodigt dyreliv under havoverfladen. Derudover fokuserer Sund & Bælt på tiltag, som bidrager til at reducere klimaaftrykket samt sikre og udvikle naturen og landskaberne omkring infrastrukturen. Det betyder helt konkret, at der efterlades mere og bedre natur, end der inddrages. Læs mere på www.sundogbaelt.dk.
Nøgleord
Kontakter
Christian Skov HansenSeniorpresserådgiverWWF Verdensnaturfonden
Tlf:+45 21 71 95 86christian.hansen@wwf.dkBilleder






Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
To nye vandreruter sætter fokus på danske flagermus11.9.2025 12:48:22 CEST | Pressemeddelelse
I Sønderjylland har WWF Verdensnaturfonden og Dansk Flagermus Forening skabt to vandreruter, der gør danskerne endnu klogere på de fredede flagermus. Ruterne blev indviet onsdag den 10. september.
Stenrev, ålegræs, blåmuslinger og en halv million torsk skal bringe naturen tilbage i Sejerøbugten4.9.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
I ét af Danmarks største naturprojekter i havet nogensinde vil WWF Verdensnaturfonden med en række partnere genoprette havnaturen i Sejerøbugten over de kommende fem år.
3D-printede rev skaber nye levesteder for fisk i København21.8.2025 09:31:19 CEST | Pressemeddelelse
I Nordhavn får man i disse dage nye beboere, når WWF Verdensnaturfonden og By & Havn etablerer 3D-printede rev – såkaldte spunsmoduler – i havnens spunsvægge. Revene er blandt andet designet af lokale skoleelever, der også deltog i den endelige etablering onsdag den 20. august.
Enormt engagement i pindsvinetælling giver håb for presset art14.8.2025 11:45:22 CEST | Pressemeddelelse
Flere end 21.000 pindsvin blev registreret i den tredje nationale pindsvinetælling, der fandt sted lørdag den 9. august. Bag citizen science-projektet står WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen med støtte fra Nordea-fonden.
Danmark tæller pindsvin lørdag den 9. august7.8.2025 06:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Pindsvin er i tilbagegang over det meste af Europa, men hvor slemt står det egentlig til herhjemme? WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen beder danskerne om at registrere pindsvin lørdag den 9. august for at få mere viden om Danmarks pindsvin.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum