AIDS-Fondet

Fernisering: Mathilde Fenger maler et nyt billede af liv

Del

Mathilde Fenger har skabt udstillingen Positive portrætter for AIDS-Fondet, der skal vise et nyt billede af livet med hiv. Udstillingen består af 12 store malerier af mennesker med hiv, og den skal sætte fokus på de fordomme, der stadig er omkring sygdommen.

Jens Peder Høeberg er en af de 13 hiv-positive, som er med i Positive portrætter, der skal være med til at vise et nyt billede af hiv. Foto: Kaare Smith
Jens Peder Høeberg er en af de 13 hiv-positive, som er med i Positive portrætter, der skal være med til at vise et nyt billede af hiv. Foto: Kaare Smith Foto: Kaare Smith Foto: Kaare Smith

Lad os male et nyt billede af livet med hiv. Sådan lød AIDS-Fondets opfordring til historiemaler Mathilde Fenger, som er kunstneren bag udstillingen Positive portrætter, der har fernisering på Københavns Rådhus torsdag den 17. august.

- Da jeg blev kontaktet af AIDS-Fondets direktør, Lars Christian Østergreen, blev jeg både begejstret og rørt. AIDS-Fondet og min fælles ambition med kunstprojektet og portrætterne, er at fejre livet og samtidig med, at vi skildrer mennesker, som lever med hiv i Danmark, siger Mathilde Fenger.

Hun er i disse dage i København i forbindelse med ferniseringen af Positive portrætter.

Udstillingen består 12 portrætter, heraf et dobbeltportræt, på hver halvanden gange to meter. Modellerne er meget forskellige, men de har det tilfælles, at de lever med hiv, og at de gerne vil være med til at ændre fordommene om sygdommen.

- Jeg er meget berørt og taknemmelig over at have fået muligheden for at portrættere disse 13 fantastiske mennesker. Jeg er ydmyg over den åbenhed, de har udvist, når de hver især har delt deres meget personlige historier med mig, siger Mathilde Fenger.

Malet ind i historien
Konkret er værkerne er blevet til på baggrund af alle kunstnerens møder med de 13 mennesker enkeltvist og i mindre grupper. Her oplevede Mathilde Fenger en række dybe ærlige samtaler om livet. 

- Efterfølgende har jeg arbejdet i atelieret med de mange beretninger og indtryk på en måde, så jeg kunne omsætte dem til ikke bare 12 værker i én serie, men endnu vigtigere 12 stærke og intense livsportrætter, der hver især kan stå alene og som både malerisk og symbolsk skildrer hver enkelt livshistorie, siger Mathilde Fenger og fortsætter:

- Det har været en hård proces for mig at arbejde over så lang tid med historier som rummer så mange fysiske som psykiske kvaler, sorg og stigma i et samfund, som ellers synes moderne og frit. Personligt er jeg indigneret over at konstatere samfundets frygt og fordomme.

Med de 12 portrætter indskriver Mathilde Fenger fortællingen om hiv i Danmarkshistorien, og samtidig er hun med til at vise, hvordan det er at leve med hiv i dag.

- Historiemaleriet skildrer en enkelt begivenhed eller en række af begivenheder, og det er med til at markere vigtige fælles nedslag i vores historie. Det er på tide at få sat en milepæl - også på det kunsthistoriske landkort - for mennesker, som lever med hiv.

Omgærdet af tabu
Hiv og aids er ikke noget, vi taler om. De færreste af os kender nogen, der har hiv. Og de fleste af os har et billede af, at det er noget, som var et stort problem for mange år siden – eller langt fra hvor vi bor.

Men for 6.800 mennesker herhjemme er hiv ikke et falmet billede fra fortiden. De lever med sygdommen.

- Det er ikke længere en dødsdom at få hiv, og de fleste lever et godt liv med sygdommen, men der et tabu, som bliver ved med at klæbe til sygdommen. Det skal vi gøre op med, for tabuet gør det svært for mange at leve med hiv, siger Lars Christian Østergreen, der er direktør i AIDS-Fondet.

Han forklarer, at frygten og fordommene lever videre, selvom der er sket en enorm udvikling medicinsk, og vi i dag ved meget mere om sygdommen.

- Det er som om vores billede af hiv er frosset på det tidspunkt, hvor de store aids-kampagner stoppede, og der ikke længere blev talt om hiv og aids. Vores billede af hiv er sammen med frygten og fordommene gået i arv, så unge vokser op med vores opfattelser fra dengang, siger Lars Christian Østergreen

Udstillingen Positive portrætter kan se på Københavns Rådhus fra den 17. til den 24. august. Derefter er planen, at den skal rundt i landet og senere indgå i undervisning på social- og sundhedsuddannelserne.

Hovedsponsor for udstillingen er Gilead Sciences. Øvrige sponsorer er GSK, Gangstedfonden og Københavns Kommune.

FAKTA:
Når man er i behandling for hiv, falder mængden af virus så meget, at man ikke kan give hiv videre til andre. Heller ikke hvis man har sex uden kondom.

Hiv er en forkortelse for Human Immundeffekt Virus. På dansk kan man sige, at hiv er en virus, som angriber immunforsvaret hos mennesker.

Aids er en diagnose, man kan få, hvis man har hiv og bliver ramt af nogle bestemte sygdomme, som kun kan udvikle sig, når ens immunforsvar er svækket.

Om Mathilde Fenger
Mathilde Fenger har med sit kunstneriske virke revitaliseret historiemaleriet og vist, at genren både er vigtig og relevant i det 21. århundrede.

Mathilde Fenger har tidligere skabt en serie værker samt hovedværket ’Transition’ (2012) til Det Nationalhistoriske Museum af den danske tilstedeværelse i Afghanistan, ligesom hun senest i 2021-2022 malede en ikonisk serie samtidshistoriske malerier om Nordsøens liv og mennesker.

Derudover har Mathilde Fenger skabt historiemaleriet ’Justitia’ af rigsretssagen mod tidligere minister Inger Støjberg.

Hun har desuden portrætteret både H.M. Dronningen og H.K.H. Kronprinsessen.

Kontakter

Vedhæftede filer

AIDS Fondet

AIDS-Fondet er en humanitær organisation, som arbejder for en verden, hvor ingen smittes med hiv, og hvor man kan have et godt liv, hvis man lever med hiv.
Organisationen blev stiftet i 1985, hvor der var behov for en privat organisation, der kunne rejse penge til forskning, information og patientstøtte.
Gennem årene er flere indsatser kommet til, og AIDS-Fondet er i dag den danske organisation, der arbejder dedikeret med bekæmpelse af hiv/aids – både nationalt og internationalt.

AIDS-Fondets formål er at:

  • forebygge hiv/aids
  • styrke forskningen i sygdommen
  • arbejde for bedre vilkår for mennesker, der lever med hiv
  • informere og rådgive befolkningen om hiv/aids til befolkningen
  • arbejde for sundheden blandt fondets målgrupper

Følg pressemeddelelser fra AIDS-Fondet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra AIDS-Fondet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye