Udenrigsministeriets krisestab og den internationale operative stab er aktiveret for at håndtere internationale reaktioner på koranafbrændinger
29.7.2023 18:03:54 CEST | Udenrigsministeriet | Pressemeddelelse
Regeringen har siden den 20. juli haft Udenrigsministeriet krisestab og den internationale operative stab aktiveret.
Den seneste uge har tusindvis af borgere i muslimske lande demonstreret mod Danmark, og 15 lande har udsendt officielle erklæringer med fordømmelse af Danmark.
Derudover har fem danske ambassadører og en charge d’affaires været indkaldt til samtaler, hvor der er udtrykt kritik af Danmarks håndtering af koranafbrændingerne.
På mandag mødes 57 udenrigsministre fra Organisationen af Islamiske Lande (OIC) til en hastedebat for at drøfte nye tiltag mod Danmark og Sverige som reaktion på koranafbrændingerne.
Udenrigsministeriet følger de internationale reaktioner tæt og er i dialog med en række centrale lande. Eksempelvis har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i løbet af ugen haft samtaler med udenrigsministrene fra blandt andet Iran, Irak og Tyrkiet.
For at sikre tilstrækkelige ressourcer til at håndtere de internationale reaktioner på koranafbrændingerne, er Udenrigsministeriets krisestab og den internationale operative stab aktiveret.
Det betyder i praksis, at der er indkaldt flere medarbejdere på arbejde, som deltager i daglige møder. På møderne i Udenrigsministeriets krisestab deltager både medarbejdere fra Udenrigsministeriet i København samt Udenrigsministeriets ambassader.
Her gøres der blandt andet status på, hvordan væsentlige lande senest har reageret på koranafbrændingerne i Danmark. Samtidig kigges der frem mod, hvilke nye demonstrationer der er anmeldt i Danmark, og hvilke internationale reaktioner det kan medføre.
Den sparring, der finder sted på møderne, danner grundlag for at vurdere, hvordan Danmark bedst plejer sine diplomatiske forbindelser og sikrer danske internationale interesser i den nuværende situation.
Baggrund om Udenrigsministeriets krisestab:
Udenrigsministeriets krisestab er et tiltag, som udløber af Kabuls fald i august 2021, hvor det lykkedes de danske myndigheder at evakuere omkring 1.100 personer fra Afghanistan.
Med det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik og den efterfølgende aftale om styrket diplomati fra marts 2022 blev det besluttet at afsætte midler til etablering af et stående kriseberedskab i Udenrigsministeriet.
Det stående kriseberedskab består af 4 vagthold på hver 12 personer, som på skift står klar døgnet rundt til at møde ind i Udenrigsministeriet med to timers varsel.
Baggrund om den internationale operative stab:
Den Internationale Operative Stab (IOS) varetager den overordnede koordinerende funktion ved en større hændelse i udlandet af relevans for Danmark og danske statsborgere.
IOS faste medlemmer er Udenrigsministeriet (formand), Statsministeriet, Justitsministeriet, Rigspolitiet, Forsvarsministeriet, Forsvarets Efterretningstjeneste, Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen, Indenrigs- og Sundhedsministerier og Sundhedsstyrelsen.
Hver enkelt myndighed, der er repræsenteret i IOS, deltager med egen kompetence i overensstemmelse med sektoransvarsprincippet.
For yderligere information, kontakt pressevagten@um.dk
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Danmark giver 85 millioner kroner i ny humanitær støtte til Palæstina og Libanon13.7.2026 08:24:50 CEST | Pressemeddelelse
Den humanitære situation i Gaza og på Vestbredden er fortsat kritisk, mens de seneste måneders eskalering af konflikten i Libanon har forværret en allerede alvorlig humanitær krise.
Udenrigsministeren besøger Montenegro for at støtte landets EU-kandidatur8.7.2026 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I forlængelse af NATO-topmødet i Ankara rejser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til Montenegro.
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn30.6.2026 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde tirsdag den 30. juni kl. 14.00.
Danmark og Nefco støtter nye kommunale projekter i Mykolaiv-regionen i Ukraine26.6.2026 09:20:57 CEST | Pressemeddelelse
En ny række investeringer støttet af Danmark skal genoprette kritisk infrastruktur og forbedre kommunale ydelser i lokalsamfund i Mykolaiv-regionen i det sydlige Ukraine. Initiativerne bidrager også til en grøn og robust genopbygning af Ukraine.
Ny evaluering: Særlig type bistand kan styrke det multilaterale system og fremme nordiske værdier23.6.2026 13:30:45 CEST | Nyhed
I en tid, hvor verden er i opbrud, og det multilaterale system og udviklingssamarbejdet er under pres, er bistand til trustfonde et godt værktøj, konkluderer ny fællesnordisk evaluering, der dog anbefaler, at bistanden til de mange trustfonde prioriteres og koordineres bedre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum