25 år for dyrene i Brande
I 25 år har Brande Internat hjulpet dyr i nød i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse. Siden august 1998 har hunde, katte, kaniner, marsvin og andre familiedyr fået nye hjem, og år efter år hjælper familien Karlsen flere tusinde dyr videre.

I 1987 åbnede mureren Kent Karlsen og hans kone, sundhedsplejerske Birgit Karlsen, en hundepension i Brande. I begyndelsen var det en fritidsinteresse, men deres fælles passion for kæledyr gjorde, at de 5. august 1998, åbnede et dyreinternat sammen med Dyrenes Beskyttelse. Hvad der startede som en fritidsinteresse, blev hurtigt til mere end et fuldtidsjob.
- Gennem arbejdet med dyrene fik vi både afløb for vores omsorgsgen og vores glæde for dyr. De første 12 år havde vi kun hundepension, men så blev vi kontaktet af Dyrenes Beskyttelse, der foreslog et internat sammen med hundepensionen, siger Kent Karlsen, medstifter af Brande Internat.
Efter at internatet åbnede, fik Kent og Birgit så travlt, at de begge sagde deres faste arbejde op og i stedet satsede fuldt ud på dyrene.
- Alt i alt er det lykkedes os ganske godt over tid at gøre vores hobby til vores livsstil og livsværk. Det har betydet fravalg og på nogle punkter mådehold og afsavn, men først og fremmest et rigt og spændende liv på Brande Internat, hvor vi har mødt rigtig, rigtig mange dejlige mennesker, og været sammen med rigtig, rigtig mange dejlige firbenede, fortæller Kent Karlsen.
Store dyreværnssager, nye bygninger og mange katte
Gennem årene har Brande Internat udviklet sig meget. I 1998 da dyreinternatet åbnede, foregik rigtig meget kontakt stadig som brevudveksling. Senere kom computerne og mail til og senere Facebook og andre sociale medier. Undervejs udvidede Kent og Birgit omgivelserne, efterhånden som pengene tillod det.
Brande Internat var også de første til at have en dyrlæge ansat på internatets egen dyrlægeklinik, få hjælp fra frivillige plejefamilier og have hunde i dagpleje. Derudover har de hjulpet mange dyr, når der var store dyreværnssager. Senest var det de 17 golden retrievere.
- Vi har haft mange store hundesager gennem årene, fordi vi har plads til dem. I starten var det kun hunde vi tog imod, men senere, Da Dyrenes Beskyttelse fik behovet, byggede vi et nyt kattehus, så vi kunne hjælpe alle de herreløse katte, som har brug for hjælp i området. Vi har nok altid været meget hundemennesker, men kattene har også, efter vi har haft så mange på internatet, indtaget en stor plads i vores hjerter, siger Kent Karlsen.
I begyndelsen fyldte hundene mest på Brande Internat, men med årene har kattene overhalet hundene. I 2022 fik næsten 1.600 dyr et nyt hjem gennem internatet, heraf var 80 procent katte. Det er især killinger eller nødstedte katte, der får en ekstra chance og kommer videre til nye familier.
Nye kræfter til internatet
I januar 2023 overtog parrets søn, Brian Karlsen, internatet efter sine forældre for at drive det videre. Han har de seneste fire år været med på fuld tid. Han er uddannet tømrer med eget firma, men forældrenes livsværk trak, og nu kan han ikke rigtig give slip igen.
- Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville prøve at drive internatet, og jeg har altid hjulpet i mine barne- og ungdomsår, siger Brian Karlsen.
Fra januar 2023 overtog han Brande Internat og dyrepension for Dyrenes Beskyttelse, og Birgit og Kent Karlsen trådte i baggrunden.
- Det er dejligt, at han har overtaget, så vi stadig kan komme på stedet, og vi kan følge det. Vi vil stadig gerne hjælpe, og der kommer en overgangsperiode, hvor han gerne vil have, at vi er med på sidelinjen, så det er vi alle sammen glade for, siger Kent Karlsen.
I dag har Brian overtaget hele driften. Sammen med 35 ansatte og 216 frivillige plejefamilier driver han Brande Internat og hjælper flere tusinde dyr hver eneste år. Netop nu er højsæsonen i fuld gang og flere hundrede dyr er i pleje, i behandling eller venter på nye hjem på Brande Internat.
Kontakter
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)
Billeder





Om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelse kræver politisk handling: Bekymrende mange flytter fra deres kæledyr26.8.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hundredvis af katte og hunde bliver efterladt alene til en uvis skæbne, fordi deres ejere flytter fra dem. På ét år har Dyrenes Beskyttelse modtaget henvendelser om 773 dyr, der er blevet efterladt i en flytning, og det får nu organisationen til at kræve politisk handling.
90 på 3 dage: Internat drukner i kattekillinger22.8.2025 13:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Kattekillingerne vælter ind hos Dyrenes Beskyttelse i Århus som aldrig før. Nu skal killingerne have et nyt hjem
Det Dyreetiske Råds udtalelse peger på massivt svigt af dyrene i svineproduktionen21.8.2025 09:23:07 CEST | Pressemeddelelse
Skadelig avl, fikserede søer, minimal plads i staldene og halekupering som modsvar til de ringe forhold. Alle forhold bliver fremhævet som uacceptable for grisene af Det Dyreetiske Råd.
Rekordmange udrykninger til dyr i sommerknibe18.8.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommeren står på afslapning for de fleste danskere. Men for landets dyrereddere er ferieperioden den travleste. Denne sommer slog alle rekorder med 9014 udrykninger.
Syv ud af ti danskere vil lade EU lukke dansk minkavl13.8.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen jagter en undtagelse for forbuddet mod minkavl, der sker som konsekvens af, at mink er havnet på EU’s invasivliste. Men det er stik imod et stort flertal af danskernes ønske.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum