Frihedsmuseet

Ny rundvisning på Frihedsmuseet dykker ned i modstandsfolkenes skjulte kamp

Del

Hen over sommeren får gæsterne på Frihedsmuseet mulighed for at dykke ned i otte udvalgte modstandsfolks personlige historier. Og hvilke konsekvenser modstandsarbejdet fik for dem.

Fantastiske opfindelser, vilde skuddueller, sabotageaktioner, husly til eftersøgte modstandsfolk på flugt og et helt uhørt mod.

Vi siger ofte, at virkeligheden overgår fantasien. Det gælder i særlig grad, når det kommer til de danske modstandsfolks utrolige bedrifter under besættelsen.

De udførte handlinger, som kunne være dødsensfarlige og ende med henrettelser eller koncentrationslejrenes helvede.

Alligevel løb helt almindelige danskere gang på gang den enorme risiko i kampen mod besættelsesmagten.

Den helt nye rundvisning ’Den Skjulte Kamp’ på Frihedsmuseet dykker helt ned i otte forskellige modstandsfolks historier og modstandskamp.

”Vi vil gerne fortælle historier, der går tættere på modstandsarbejdet og de mænd og kvinder, der gik til modstand,” fortæller formidlingsinspektør Mai Stenbjerg, der er ansvarlig for den nye rundvisning.

”Med udgangspunkt i konkrete begivenheder kommer vi tættere på blandt andet krigssejlerne og de kvindelige logiværter. Men også på hvordan man overlever at være udtaget til gaskammeret to gange, eller hvad man gør, når den, man skal likvidere, har sin 10-årige søn med. Vi bliver desuden klogere på, hvordan opfindelsen af en helt særlig radio blev afgørende for kontakten til briterne.”

Med livet som indsats

På den nye rundvisning er der historier om sømanden, der sejlede forsyninger for de allierede under konstant trussel fra de tyske ubåde. Om husmoderen, der skjulte eftersøgte modstandsfolk derhjemme. Om de modstandsfolk, der lavede spektakulære sabotageaktioner og koldblodigt likviderede stikkere på åben gade. Og om telegrafisten, der opfandt en helt ny radiomodtager, der ingenting fyldte og var let at skjule.  

Fælles for dem alle er, at de gik ind i modstandsarbejdet vel vidende, at det kunne ende med at koste dem livet.

Det skete desværre for flere, der blev henrettet af tyskerne eller mistede livet i koncentrationslejrene.

Den nye rundvisning på Frihedsmuseet løber fra 27. juni og resten af året.

Læs mere: https://natmus.dk/aktivitet/den-skjulte-kamp/

Kontakter

Links

Om Frihedsmuseet

Frihedsmuseet er museet for Danmarks modstandskamp under besættelsen i 1940-45.

Frihedsmuseet fokuserer på valget om at gå til modstand – og overskride den grænse, modstandskampen var i samtiden.

Følg pressemeddelelser fra Frihedsmuseet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Frihedsmuseet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye